Tanker om at savne.

Som I måske har læst her, så var vi kun tre til juleaften I Sverige. Det var første gang, jeg skulle holde Jul uden begge mine sønner og uden at være sammen med min mor og svigermor i juledagene. Ældstesønnnen på 24 skulle for første gang holde jul sammen med kærestens familie. Det havde jeg det egentlig helt fint med, lige indtil juleaften oprandt. Der savnede jeg ham godt nok og tårerne trillede. Jeg måtte, trods det dårlige signal, lige ringe til ham. Sidste år skule have været første gang uden ham, men da han hørte, at mormor og farmor  kom hjem, ændrede han mening. Det blev han rigtig glad for, da det blev den sidste jul sammen med dem, da de begge gik bort i foråret.

Jeg har her i december virkelig følt mig ramt af savn efter min mor og svigermor. Jeg har egentlig været rimelig afklaret med at min mor trængte til fred og ikke længere havde et godt liv. Alligevel har jeg flere gange blevet sørgmodig, ked af det og tænkt meget på hende. Jeg har også drømt om hende. Manden og jeg har også talt om min svigermor og det uretfærdige i, at hun bare sådan gik bort. Specielt de dage op til juleferien, hvor jeg lå og var syg, trængte savnet sig på. Der, hvor hverdagen var suspenderet og jeg bare lå, der kom tankerne. Der er et eller andet ved julen, der vækker savnet og får følelserne til at komme udenpå. Det er bare at give dem plads. være i dem og dele dem, tror jeg.

Når man vælger at holde Jul langt hjemmefra, ser man jo heller ikke resten af familien. Det kan man så også sagtens gøre på andre tider af året. Vi har derfor inviteret de to sider af familien til vintersuppe og hygge næste weekend. Måske det kan blive starten på en ny tradition.

Juleaften havde jeg heldigvis yngstesønnen og manden ved min side. Det er ikke så ofte, at sønnike er så meget sammen med os. Jeg greb lejligheden og tog nogle dejlige billeder af ham og manden.