Jeg havde fri igår. Jeg har godt nok lige haft juleferie, men en fridag er noget helt andet. En fridag er min, til mig selv og for mig selv.
En af de bedste ting, jeg kan foretage mig, er at tage på fototur. Sådan en tur, hvor jeg kombinerer lidt motion i et smukt landskab og så fotografering. I går kørte jeg til Hvidbjerg. Den Hvidbjerg, som ligger ved Vejle Fjord. Det er primært et sommerhusområde, men der ligger også helårshuse.
Navnet Hvidbjerg kommer af at der på stranden faktisk ligger et hvidt (sand)bjerg eller klit om man vil. Vidste jeg ikke bedre, skulle jeg tro, jeg stod ved den jydste vestkyst. Klitten rejser sig 27 meter over havoverfladen.
Her følger en lille billedserie. Nogle i sort/hvid, andre i farve.
Det sidste billede er fra en have i området. En yderst velvalgt beplantning i det terræn.
Jeg havde planer om billeder med langtidseksponering, men det var så koldt og blæsende, at sand og vandsprøjt, gjorde det lidt svært. Det ene øjeblik skinnede solen til den ene side, imens sorte skyer og snebyger drev hen over himlen til den anden side. En dejlig naturoplevelse, som gav røde kinder og en skøn følelse i hjerne og hjerte.