Runkenbjerg, bakken ved ådalen i Egtved.
I overgangen, her imellem sne og tø, stod frøstandene på bakkerne i Ådalen ved Runkenbjerg helt tunge af dråber. Det var ren magi. Det var blødt vejr. Diset, blødt og helt stille på en særlig sanselig måde. Den slags vejr, som gør én stille og ydmyg.
Stemningen på billederne viser det bløde vejr, sanseligheden og naturens poesi.
1. Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.
2. Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.
3. Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.
Helge Rode
