Eng-nellikerod, en poetisk blomst

  

Skulle jeg vælge en yndlingsblomst fra naturen, er engnellikerod, en absolut topkandidat. 

Den er SÅ smuk. Spinkel, elegant og poetisk i sit udtryk. 

I dag gik vi en tur på Fælleden i Fredericia og noget at turen gennem skoven til Trelde. 

Der voksede den flittigt i ret høje udgaver

Må jeg præsentere Engenellikerod, Geum Rivale. 

Er den ikke fin?  Jeg synes det. 

Trekantfest og Streetfoto Udstilling med emnet " Se mig".

Hele Trekantområdet holder fest. En folkelig og kulturel fest i syv kommuner. Således også i Fredericia. Festen startede i fredag den 24. august og forsætter til den 2. september. Festens emne er "SE MIG"

Fredericia Fotoklub er en stor del af festen. Vi bidrager med hele fem projekter. 

Et " Tegn dit fotoportræt" projekt i samarbejde med Fredericia Bibliotek. Seks førsteklasser kommer på besøg, får taget et portrætbillede, billedet skæres over, lige præcis på midten, hvorefter børnene selv færdiggører deres portræt efter fotoet. Tirsdag og torsdag kommer der ialt 159 børn, som skal fotograferes og herefter have hjælp til at færdiggøre deres portræt. Jeg er primusmotor på det projekt, og jeg glæder mig til at tale og hygge med de mange børn på de to dage. 

Vores andet projekt er "Se mig SPOT", i samarbejde med Fredericia Shopping. 32 butikker i Fredericia har tilmeldt sig, Inde i butikkerne ligger der en måtte, hvorpå man skal stå og tage en selfie og herefter uploade det til instagram med tre forskellige hashtag.

Det tredje projekt var FotoMarathon, som løb af stablen igår lørdag den. 25. august. Sidste år deltog jeg på en seks timers, i år sad jeg i sekretariatet, hvilket er en alsidig og spændende funktion. 

Det fjerde projekt er vores selfiestation på kulturdagen/natten den. 31. august.  Her udfordrer vi tendensen med de pæne " filterselfies" og tilbyder folk at få taget et billede uden filter, men et billede hvor man kan se sig selv både forfra og bagfra. 

Det fjerde projekt er vores klubstand fredag den 31. august. Her viser vi vores billeder frem, taler om klubben og møder folk i øjenhøjde. 

På udstillingen har jeg tre billeder med.  Dem kan du se her.

Hvis du overhovedet har nogen mulighed for det, synes jeg du tage forbi Rådhuset og se udstillingen. Den er åben i rådhusets åbningstid og på kulturdagen til kl 21:00

Du kan læse mere om alle projekterne lige her under fanen Trekantfest.

Et forladt sygehus, en fotoserie.

Sidst i februar 2017 fik Fredericia Fotoklub, som jeg er medlem af, en henvendelse fra projektlederen for Fredericia Sundhedshus. De var interesserede i at få medlemmerne til at fotografere det forladte sygehus med dokumentation af processen til forvandlingen til et moderne sundhedshus for øje
Der har ligget syghus eller hospital, som man tidligere kaldte det på matriklen siden 1921. Sygehuset ligger ved Østerstrand og i nærheden af Kastellet og fra mange vinduer er der den smukkeste udsigt til Lillebælt. Sygehuset har fået flere knopskydninger gennem tiden. Bla er en ( grim) betonbygning kommet til og seneste tilbygning er fra 2001. Begge mine drenge er født på sygehuset og min mor har været indlagt der en del gange, så jeg har, ligesom mange andre borgere i Fredericia, både gode og dårlige minder fra sygehuset. Det blev tilbage omkring 2013-14 besluttet at regionerne skulle bygge supersygehuse og den beslutning kostede Fredericanerne deres sygehus. Kommunen købte i 2016 sygehuset af regionen og der er nu sat en proces igang med at forvandle bygningerne til et moderne sundhedshus med mange forskellige funktioner og tilbud.
Ved årskiftet forlod de sidste regionsansatte sygehuset og tømningen af sygehuset kunne begynde.
Det var en unik mulighed at komme rundt på hele sygehuset for at tage billeder. Og ret specielt. Og vi var på hele sygehuset. Også steder man normalt ikke kommer. Jeg fik taget rigtig mange billeder og fantasien fik vinger at flyve på nogen steder.  Det var ret specielt af få lov til at komme rundt over det hele. I kælderen, hvor de indtil videre opmagasinerer mange af tingene, lå blandt andet i stakkevis af ure. Der har jo været et ur på hver eneste stue og det bliver til rigtig mange på et sygehus.
Her er en billedserie med mine billeder fra sygehuset. Der er lidt mange, men jeg kunne ikke rigtig vælge.

Endelig sol og blå himmel.

Efter flere dages indeliv trængte jeg til lys og luft og hev manden med på en gåtur. Det var nu ikke så svært, for han ville gerne afprøve sit nye kamerastativ, som jeg havde givet ham i julegave til hans videokamera. Her i efteråret har han investeret i et nyt videokamera og for at udfordre ham til bruge det mere kunsterisk, har jeg givet ham et stativ, så han ikke behøver selv at kravle rundt på jorden osv men kan bruge stativet til ændre vinkler osv.

Vi kørte en tur til Trelde. Helt ude på næsset kan man se til Fredericia og til Vejle. Der var pløret og fugtigt, men ikke mere end at vi sagtens kunne gå ud på næsset og tilbage langs sydøstsiden. Det var skønt at få lys på pandelappen, vind i håret, saltvand i næsen og luft til sjælen.

Vel hjemme har jeg leget med nogle af billeder i photoshop og lagt et kunstnerisk filter hen over nogle af dem. Mit favorit filter hedder cutout. Det er lagt på billedet lige herunder. Originalen er det lige her oven over. Jeg har også vendt billedet om, da det gav en bedre balance i billedet.

Colourpencil og dry brush er andre filtre, som tilfører billedet noget helt andet. 

Det giver nogle spændende effekter, som jeg tænker egner sig til print. Det skal prøves en dag.

Vi opdagede at naturen er blevet forvirret af de varme temperaturer. Kaprifolien var sprunget ud.

Jeg håber, den har kræfter til at sætte nye skud, når frosten de her af om lidt.
Hvorom alting er, det var skønt at komme ud og lufte sig selv og kameraet.

Jernbindermanden.

Igår, da jeg var på byggepladsen " Kanalprojektet i Fredericia" mødte jeg " Jernbindermanden" og  vi faldt i snak. Jeg kunne tydeligt se, at det der jernbinderi var noget, han havde prøvet før. Han var sikker og hurtig i sine bevægelser og vidste hvad han havde med at gøre og jeg gav spontant udtryk for min anerkendelse. "Ja, jeg er nok den ældste her på pladsen, sagde han og fortalte, han var først i halvfjerdserne. Som ganske ung var han mere eller mindre stukket af hjemmefra, ud på de store verdenshave. I seks år sejlede han langfart, inden han vendte næsen hjem til Danmark igen, hvor han begyndte at arbejde som jernbinder og andet på store arbejdspladser. Han har været med som jernbinder på Den ny Lilllebæltsbro, som blev etableret i perioden 1965 til 1970, med indvielse 21.oktober. Han har haft en finger med i byggeriet af lufthavnen i Billund, Bølgen i Vejle, Bestsellers hovedkvarter i Århus, motorvejsbyggerier i hele Danmark og mange andre " Når jeg er færdig  her i Fredericia, skal jeg til Holstebro og binde jern til den vestjydske motorvej". fortalte han.  Han har så sandelig sat sine synlige spor i hele Danmark. 

En jernbinder er en lille, men meget uundværlig del af en stor byggeproces. Han bukker og binder armeringsjern, så det passer lige præcis til det sted, hvor der skal støbes et betonfundament. Nu om dage bindes meget jern på fabrikker og kommer færdig lige til at putte i betonen, men mange steder er det nødvendigt at bukke og binde jernet selv, så det passer til den beton, der skal støbes. Jernet lægges i overfladen af støbningen og "armerer" betonen, så det ikke revner og hvis den gør, sker der ikke så meget, idet jernet holder sammen på det. Her på kanalprojektet binder " Jernbindermanden" jernet til de gangbroer, der skal være hen over kanalerne, så han får han bukket en del tenderstål og klippet noget bindetråd, der skal fiksere samlingerne.

"Jernbindermanden"  fortalte videre.  Der sidst i 60´erne , da jeg arbejdede på Lillebæltsbroen, fik jeg ugeløn og en fredag med lønningsposen i lommen, lejede jeg en bil og kørte hjem til Struer for at besøge mine forældre. Vi betalte ikke kildeskat, den blev først indført i 1970. så vi følte os rige. I løbet af weekenden var jeg i byen med et par gutter. Jeg mødte en pige, som jeg tog med på en køretur. Ulykkeligvis kørte vi galt. Vi var uskadte, bilen blev totalskadet, men pigen, hun blev min kone igennem 42 år.  

Min kone døde for fire år siden, fortalte han videre. Jeg satte mig ned og tænkte, hvad så? Jeg begyndte at arbejde igen og har det godt med det. Når jeg kommer hjem, løber jeg fire km, roer en masse tag i romaskinen og tager så ofte ud og spiser på soldaterhjemmet. Jeg gider ikke lave mad til mig selv i hverdagene. Det gør jeg i weekenden. På soldaterhjemmet har jeg selskab når jeg spiser, så det er rart.

Vi snakkede lidt videre. Han var interesseret i min fotoklub og så videre. Han var så hyggelig at tale med og jeg blev fascineret af en mand, der i halvfjerdserne, stadig har energien  og lysten til at være på arbejdsmarkedet og som tydeligvis er stolt af det, han laver.

Jeg takkede ham for hans tid, ønskede ham en fortsat god dag og gik videre med mit kamera, en livsbekræftende oplevelse rigere.

Ps: For en god ordens skyld.  Jeg har spurgt om lov til at fortælle hans historie.