mandag den 2. december 2013

2. december. Julekort.


I "låge" nummer 2 gemmer der sig lidt anderledes julekort. I min familie er der tradition for, at vi selv kreerer julekortene. Vi har været omkring broderede kort, fotografier, scrapkort og meget andet. Jeg tænkte, det er med at være i god tid i år, så da jeg så alle de stumper, der var tilovers efter stjernefletteriet, kom jeg på, at de måtte da kunne bruges til noget. Som sagt, så gjort.
Jeg har klippet trekanter i forskellige størrelser, der skal illudere træer, og limet dem på færdigkøbte kort. Husk, det bliver altid pænest med et ulige antal træer. Prøv også at gruppere dem lidt. På det ene kort limede jeg små "sneprikker" lavet med hulmaskinen, også af restestrimlerne. På det andet små prikker lim, hvorpå, der blev drysset lidt "fake"julesne. Jeg har skrevet God Jul med dymo tape på det ene. På det andet skrev jeg bare med en tusch.




Til det andet kort har jeg genoplevet en gammel teknik som jeg sidst prøvede, da jeg gik i juniorklub for mange, mange år siden. Der lavede vi det bare på træstykker, hvorpå vi med søm, havde skabt en figur, hvorpå der blev sat tråd. Trådbilleder, kaldte vi dem. På det grønne kort her ovenover, har jeg bare tegnet en trekant op, prikket hul med en nål og bagefter trækket tråden igennem hullerne fra side til side, mere eller mindre tilfældigt.



På dette kort har jeg været mere struktureret. Jeg startede ned i hjørnet og kørte op til spids, først den ene vej og så den anden vej, inden jeg til sidst også kørte tråden igennem fra den vandrette række. Prøv dig frem og se hvilket mønster der fremkommer. Jeg vil prøve med en stjerne og et hjerte en dag, der lige bliver anledning til det. Man kan pynte med en stjerne eller andet, afhængig af hvor pyntelysten man er. Det er en god idé at binde tråden sammen, når du tager en ny tråd i brug. Vær opmærksom på. der går mere tråd til end man lige umiddelbart skulle tro. Jeg har givet hver skift en klat lim for at være sikker på, det holder. Det kan være en god idé at lime et stykke tyndt karton på bagsiden af syningene for at skjule hæftningerne.
Jeg håber, du er blevet inspireret til at kreere dine egne julekort.

Glædelig 2. december.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar