mandag den 21. december 2015
21. december. Chokoladetrøfler med øl.
Måske læste du indlægget den anden dag om nordiske livsstilsprogrammer, hvor jeg omtalt det finske Strømsø. I et af programmerne lavede de chokoladetrøfler med Stout, som er en mørk, forholdsvis stærk øl, oftest med undertoner af karamel. Jeg fik lyst til at lave min egen variant af trøfler med øl.
Jeg brugte
250 g god mørk chokolade. 1 dl fløde og revet skal af en lime, (i den originale opskrift bruger de appelsin) og ½ dl øl. Jeg valgte en juleale fra Ærø.
Til strøssel har jeg brugt pistacienødder, knuste rabarberbolcher, lakridspulver og almindelig kakao.
Fløde, øl og lime/appelsinskrællen varmes i en gryde og hældes over den hakkede chokolade. Det rører godt rundt, så massen er jævn og sættes så til afkøling. Når massen er håndterbar, rulles den til kugler, som vendes i det valgte strøssel. En mulighed var også hakkede nødder eller mandler, kokosmel, knuste pebermyntebolcher og tørrede hindbær eller jordbær.
Man får ca 35 trøfler ud af portionen, så man kan jo gange op eller ned efter behov. Jeg vælger lidt med godt og så forskellige konfekt på julebordet.
Jeg har også lavet de rocky-christmas-road stænger, som de viste. I Føtex købte jeg et figen/mandel brød, som jeg skar i små stykker, foruden Dumlekarameller og en skyrdrysblanding med tørrede frugter og nødder. I opskriften bruger de et helt kilo chokolade. Jeg nøjedes med 250 gram, som jeg smeltede over vandbad. Herefter rørte jeg de tørre ting i inden massen blev puttet i en form beklædt med bagepapir. I morgen vil jeg skære dem i fine stykker, og pakke ind i cellofan.
Sammen det indkøbte slik og gode sager, har vi vist rigeligt til slikfadene juleaften.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar