Når livet gør ondt. Om sorg og gentilknytning.

Jeg følger flere på Instagram, som virkelig har oplevet at livet kan gøre ondt. Blandt andet m.e.v.o og mammamias verden, som begge har en blog. De har begge oplevet den store sorg, det er at miste et barn. De er åbne omkring deres historie og sorg, som går lige i hjertet, og er et udtryk for forskellige måder at håndtere sorg på. Mevo lagde dette digt op, som jeg synes beskriver en sorgproces ret godt. Jeg fandt et billede i gemmerne, som jeg synes passer til.

For nogle år siden, skrev jeg opgave om sorg. Opgaven handlede om sorgen over det tabte barn, eller snarere om den sorg over tabet at det perfekte barn, som forældre til børn, der fødes med et handicap, kan have. Min kollega og jeg opdagede gentilknytningsteorien, som forenklet set går ud på at man efter tabet af en nærtstående danner en ny form for tilknytning til den afdøde og ikke, som Freud og Bowlby mente, bryder båndene til vedkommende. Gentilknytningsteorien definerer sorg som en vedvarende tilpasningsproces, hvor den efterladte aktivt konstruerer en ny tilknytning til den afdøde. Gentilknytningsteorien er oprindelig ikke udsprunget af spædbarnsdød, men jeg tænker, det giver god mening at medtænke den i dette perspektiv. Sorgen bliver i dette optik en måde at få det mistede barn til at være en del af ens livsfortælling ikke som et " dødt barn" men som et menneske, man stadig har en tilknytning til.

Jeg mistede selv min mor og svigermor inden for kort tid. Det er over to år siden. Sorgen giver stadig nogle krusninger på havoverfladen. Jeg savner dem stadig og kan stadig tage mig selv i at ville ønske, jeg lige kunne fortælle dem noget. Fx i dag, hvor yngstesønnen har fået lejlighed og flytter hjemmefra den 1. oktober. Det ville jeg gerne have fortalt dem begge og jeg ved, de begge ville have stået parat med en gang aftensmad, hvis han nu en dag havde haft brug for det, når nu han flytter ind til byen, hvor de også boede dengang.

Eller da ældstesønnen på min forespørgsel om hvilke et af mine billeder, han godt kunne tænke sig i plakatstørrelse, svarer at det skal være det med mormor og farmor fra sommerhusturen ved Vesterhavet. Den fik tårerne frem. Det kan godt være nogle ikke viser deres sorg så tydeligt, men den er der. Vær sikker på det. Måske kan du være nogens redningsbåd en gang imellem indtil de kan svømme selv.