mandag den 30. marts 2015

Påskebord i gule farver.






Jeg har dækket et par påskeborde idag. Ikke fordi, jeg fik gæster, men fordi det er så inspirerende at gå og forestille sig forskellige sammensætninger. Det er ikke altid, det ender som jeg forestillede mig, men det er sjovt og udbytterigt.
Inspirationen til dette bord kom oprindeligt, da jeg for et stykke tid siden fandt viskestykker i Netto til fem kroner stykket. Jeg synes de gule, rosa og hvide farver var så fine, så jeg syede dem sammen to og to, så de passede som en dobbelt dækkeserviet. For en lille uges tid siden såede jeg to breve karse i en store bakke. Det blev til det grønne drys. Jeg klippede karsen ned på langs, så jeg fik to baner, der blev lagt på langs af bordet. Under karsen har jeg lagt et stykke hård plast for at beskytte bordet. Egentlig havde jeg tænkt, der skulle bo kyllinger i karsehaven, men på grafikmessen blev jeg inspireret til at bruge fotos, så jeg fandt nogle egnede billeder i mit store arkiv. Jeg printede et par ark ud, lagde papiret dobbelt og klippede nogle påskeharer ud, som blev lamineret. Jeg har også lavet en mobile med harerne. Den ser du her nedenunder. Derudover har jeg brugt fjer, gule lys og små kræmmerhuse, som blev fyldt med æg og jelly beans.
Jeg har ingen blomster på dette bord. Man kunne bruge påskeliljer med løg og rødder synlige, sat i glaspotter/skåle eller nogle sart gule roser eller fresia i små vaser. Jeg synes dog, der var så meget gult og grønt at det var farve nok. Den hvide dug er ny, indkøbt i Aldi for meget billige penge, men de har vist glemt at stryge den inden salg. :-)
I morgen viser jeg et bord, dækket i sarte grønne og hvide farver.

Jeg håber, du bliver inspireret til at dække dit eget fine påskebord og eventuelt vise det frem.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar