onsdag den 11. marts 2015

Krans med vintergækker.

Jeg tror, jeg er kommet til at love at jeg var færdig med vintergækker for i år. Det var jeg så ikke helt. Ude i den nordvendte grøft er der stadig masser af vintergækker, så jeg fik lyst til at binde en krans. Jeg bandt kransen i det skønneste solskin på terrassen akkompagneret  af Hannah Schneider´s musik fra albummet "Red Lines".


Jeg klippede et 40 cm langt stykke bindetråd og formede en krans over en skål. Det giver en krans på ca 15 cm i diameter. Kransen blev beklædt med mos. Herefter bandt jeg vintergækkerne på i små buketter af tre blomsterhoveder. Jeg beholdt stilkene på imens jeg bandt, idet jeg oven på stilkene, lagde en lille tot mos ind under tråden. Den tråd, du binder med skal være den tyndeste, du kan finde. Den hedder myrtetråd. Jeg klippede stilkene af efterhånden, som jeg bandt rundt, så langt oppe under blomsterhovederne så man ikke kan se stilkene, men samtidig så tilpas langt nede at der er noget at binde på. Forsøg at vende hovederne både den indad mod midten og udad mod kanten. Da jeg var nået rundt, rettede jeg lidt til og bandt lidt ekstra på, der hvor jeg synes, der manglede. Da man har mos under, behøver den ikke være så tæt bundet. Tværtimod bliver det luftige udtryk rigtig fint, Jeg brugte ca. 50 blomsterhoveder.
Kransen vil jeg lægge på kirkegården og inden da vil jeg gennemvæde mosset, så blomsterne kan trække vand derfra. Alternativ kan man binde avispapir, en engangsvaskeklud eller vat inden under mosset, så der er noget til at suge og holde på vandet. Man kan også bare lægge kransen i en dyb tallerken eller skål, som man så hælder vand i.





Jeg bandt også et lille mosæg. Her krammede jeg lidt køkkenrulle sammen, puttede mos udenom imens jeg prøvede at få æggeformen frem. Ovenpå kom der en lille buket vintergækker og en kvist fra troldehaslen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar