torsdag den 18. juli 2013
Rosengelé og rosenolie
Af de mange roser, haven har at byde på i år, har jeg også prøvet at lave rosengelé. Det blev ret godt. Og smukt. Hvilken farve og duft. Den lyser som en juvel i solen.
Opskriften er (igen) fra Nina Ewalds bog, Rosenglæde.
1-2 syrlige æbler
1,5 liter let sammenpressede rosenkronblade, røde og gule. Dvs. man presser bladene lidt sammen i et litermål.
5-6 hyldeblomstskærme
1 liter vand
600-1000 gram sukker
2 tsk. citronsyre
1 brev geleringspulver.
Man kan også tilberede geleen uden æbler og hyldeblomst, det smager rigtig godt alligevel.
Skær æblerne i småstykker. Kom rosenblade, æblestykker og hyldeblomster i en gryde sammen med vandet og kog i ca. 10 min.
Hæld det i en saftpose og lad det dryppe godt af, uden at klemme på posen, så bliver geleen uklar.
Jeg plejer normalt at lave saft og gelé ved hjælp af min saftkoger. Det turde jeg ikke rigtig her, men da jeg heller ikke havde nogen saftpose, måtte jeg finde en anden løsning. Det blev metalsien med et kaffefilter og det fungerede fint.
Hæld det tilbage i gryden og kog den langsomt op. Bland 2 spsk sukker med geleringspulver og citronsyre og hælde blandingen i gryden under omrøring. Tilsæt det resterende sukker (mængden afhænger af hvor sød man vil have geleen.) Kog atter saften op under omrøring.
Husk at skumme af.
Kog i ca 10 min. Hæld geleen på skoldede glas, sæt låg på og stil dem til afkøling.
Da jeg var barn, følte jeg mig som dagens udvalgte, hvis det var mig, der fik lov til at få " skummet" fra geleen på min franskbrødsmad.
Gelé skal altid på små glas. Her i foråret er flere "marmeladefirmaer" begyndt at sælge marmeladen i fine små glas, så de er blevet samlet til sæsonens syltning.
Som I kan se på billedet, har jeg også lavet en velduftende rosenolie. Eller dvs. jeg har plukket 25 g rosenblade, puttet dem i et glas og hældt 2 dl mandelolie over. Olien tager ikke farve, men får en dejlig duft. Det skal trække i en uges tid, hvorefter den filtreres. For en mere intens og stærkere olie, kan processen gentages. Jeg skal til anden omgang.
Du kan de andre rosenindlæg her, og her og her.
God fornøjelse
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar