fredag den 4. september 2015

Skyggerne vender tilbage.


Skyggerne vender tilbage er en anderledes krimi, der foregår i Sameland i Nordnorge med afstikkere til Kiruna i Sverige. Bogen er en krimi, men den er også en fortælling om samernes vilkår og udfordringer i nutidens Norge. Århundredes traditioner må vige pladsen for olieindustrien, hvilket fører til spændinger både samfundsmæssigt og på det personlige plan og De to betjente i renpolitiet, Klemet og Nina er hovedpersonerne, men en af bogens styrker er, at vi kommer ind i hovedet på lige tilpas mange personer og fornemmer deres tankegang og værdisæt. Af interessante bipersoner kan nævnes ejendomsmægleren Tikkanen, som har sit eget lille kartotek med oplysninger over byens borgere. Oplysninger som han bruger til at overleve. Han styrer sin egen lille loge og afholder selskaber, hvor han servicerer byens spidser med både mad og damer, at muntre sig med. Et af disse selskaber går imidlertid gruelig galt. En anden interessant person er Anneli, en same, hvis mand dør drukner under et af renflokkens forårsvandringer. Anneli er i kontakt med naturen, er blid og intuitiv, men har på mange måder også et moderne livssyn Undervejs i bogen åbenbares gamle regnskaber og relationer, der har sit udspring i olieeventyrets begyndelser og særligt behandling af dykkerne både dengang og nu er centralt. Det viser sig også at Ninas egen far er personligt involveret. 





Billederne er fra vores MCtur til Abisko sommeren  2011.

Skyggerne vender tilbage er godt skrevet. 
Det er ikke en pageturner, selv om bogen de sidste 100 sider har fart på. Jeg nød de smukke beskrivelser af naturen og samernes livsvilkår, ligesom miljøbeskrivelserne generelt er værd at læse. Jeg har selv tilbragt fire dage omkring Abisko og Kiruna og bogen formåede at få mine egne naturoplevelser frem på nethinden igen. Det eneste, der generer mig lidt i bogen, er de små korte tekster, som nogle kapitler indledes med. Sidst i bogen finder vi ud af deres betydning, men jeg synes ikke helt, de fungerer efter hensigten og jeg blev en smule irriteret over dem. Alt i alt en anderledes læseværdig krimi. 

Bogen har jeg anmeldt for Plus bog som en del af deres frivillige anmelderkorps.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar