En tidlig morgen for to år siden.

En tidlig morgen klokken kvart over seks for to år siden ringede min mobil. Jeg havde rådighedsvagt på arbejdet og lå og sov. Det var personalet på min mors plejehjem, der ringede. Jeg er ked af at måtte fortælle dig, at jeg fandt din mor død i sengen her et par minutter over seks, sagde nattevagten. Det varede lidt inden ordene trængte ind, men jeg fik da spurgt til hvordan og hvorledes og efter at fået samlet mig lidt fik vi aftalt at jeg kontaktede mine søskende og så kom vi sammen og " ordnede" det hele, sådan der ved halv ni tiden.

Jeg var jo alene på vagten indtil vores morgenhjælp kom klokken syv, så kunne ikke rigtig forlade mit arbejde. Jeg tror også, jeg havde brug for at fordøje beskeden inden jeg skulle se min mor og jeg havde nok heller ikke lyst til at gøre det før end vi alle sammen var samlet.

Nu her to år efter, aner jeg egentlig ikke, hvordan jeg fik vækket børnene og sammen med morgenhjælpen fik dem sendt i skole. Hun spurgte selvfølgelig, om jeg ikke ville afsted med det samme, men jeg blev og fik børnene sendt afsted. Det mest kørte nok på rutinen, men jeg mærkede også at jeg bare havde brug for at starte dagen, som den skulle have været startet.

Ved 9 tiden var vi alle samlet på plejehjemmet. Vi ventede på hinanden, så vi sammen kunne ind og sige farvel til min mor. Alle hendes børn, svigerbørn og børnebørn og de af hendes søskende der boede tæt på, kom også. Udover et fælles farvel, så gik de af os, der ville, efterfølgende ind og sagde farvel på den måde, vi nu hver især havde lyst til.
Vi blev på plejehjemmet nærmest hele dagen. Vi hjalp til med at ordne hende, talte med lægen og bedemanden og til sidst sang vi hende ud. Det sidste var en smuk og stærk oplevelse, erindrer jeg.
Det var en surrealistisk, men på mange måder også en god dag. Det, at vi var sammen hele dagen og fik etableret en form får fællesskab i forløbet, var givende. Et fællesskab, der ikke altid er tilstede i travl hverdag, hvor vi har hver vores liv.
I løbet af dagen tog jeg en del billeder af min mor. Morbidt og makabert, vil nogen nok mene, men det var det, der føltes rigtigt for mig på det tidspunkt. Efterfølgende har jeg slettet dem alle, på nær et, som jeg har på computeren. Jeg har ikke brug for at kigge på, det men jeg har brug for at vide, at det er der.

Det er svært at fatte, der allerede er gået to år. To år, hvor solen er stået op mange gange. Ligesom den gjorde i morges, som var en fantastisk smuk, frostklar morgen, som jeg måtte stoppe op for at forevige med mobilen, på vej til kursus. En solopgang, der var min mors  to års dødsdag værdig.

Tiden mildner sorgen, siges det. Og det er nok rigtigt, langt hen ad vejen. Det var ret svært at mestre at hun var helt alene, da hun trak vejret for sidste gang, men  jeg trøster mig med at lægen sagde, hun sandsynligvis ikke har mærket så meget.
Der er stadig tidspunkter, hvor minderne om min mor kommer frem. I sommer, da vi var i Frankrig, var der en nat, hvor både manden og jeg drømte om vores respektive mødre og vågnede med tårerne i øjnene. Jeg kan stadig blive ked af, at hun fx ikke kan få at vide at min yngste endelig er kommet på seminariet. At hun ikke nåede at blive oldemor. At jeg ikke kan se hende gå amok i skrabelodder, som var noget, hun var rigtig glad for. At jeg ikke kan plukke blomster i haven til hende.
Hun er her heldigvis i minderne, på billederne, i vores sind og i os selv.