torsdag den 5. september 2013

Æbletid eller hvordan vi samler vinterforråd.




Det er æbletid. De røde ananasæbler falder af træet og det er ikke til at holde ud at tænke på, de bare skal ligge og rådne. Derfor og fordi det smager rigtig godt, så gik jeg i haven og samlede æbler ind. De pæne blev brugt til æblemos med lidt sukker, kanel og vanilje. Jeg skrællede bare æblerne, brækkede en hel kanelstang i små stykker og puttede den i gryden, sammen med dels en hel vanilestang, jeg havde flækket, dels de tidligere skrabede stænger, som ligger i en lille dåse med lidt rørsukker. Jeg koger altid ved svag varme og med låg på, så synes jeg det bliver bedst. Æblerne koger til de nemt kan moses. Rød ananas bliver til mos nærmest af sig selv, bare ved almindelig omrøring.

Tænker mosen kunne være fortrinlig til en julekringle, eller som topping på risengrød, når den tid kommer, så den ryger i fryseren. Jeg er ikke så vild med varm æblemos, men sammen med mandler, marcipan og andet godt, så kan jeg være med.

De mindre pæne æbler blev befriet kærnehus og det dårlige skåret fra og omdannet til tre liter saft i saftkogeren, sammen med blommer, lidt jordbær og blåbær.
Så nu er der da startet på vinterforrådet. Om lidt er mine brombær modne. Længe leve havens godter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar