"Sandt", en boganmeldelse.

"Alle sorger kan bæres hvis de kan sættes ind i en fortælling eller man kan fortælle en historie om dem"
                                      Karen Blixen.

Således indledes bogen "Sandt" af en unge finske forfatter Riika Pulkinnen ( Gyldendal 2012), hvori livets store temaer tages under kærlig behandling.

Bogen handler om en famlie, hvor mormoderen Elsa har kræft og er i terminalfasen. Familien skiftes til at passe hende, hvilket får tidligere historier i familien til at dukke op til overfladen, bl.a. morfaderens utroskab. Mormoderen er børnepsykolog og har skrevet et stort anerkendt værk. Morfaderen Martti er kunstmaler, men har dog ikke malet i en del år. De har en datter Eleonoora, som da hun var barn, ofte blev passet af en ung pige i huset. når mormoderen rejste ud for at forske i børn. Eleonoora har selv to døtre Anna og Maria, som er med i pasningsordningen. I historien følger vi hvordan familiemedlemmerne på vidt forskellige måder "gør sig parat" til at sige farvel til Elsa. Processen indebærer at en til dels fortrængt fortid gennemleves og bearbejdes. Her spiller en kjole og et maleri en central rolle. Gennem datteren Anna fortælles historien om morfaderens utroskab med den kvinde, hvis tilstedeværelse i deres liv havde stor betydning.

Bogen er fuld af sprogligt poetiske og forunderlige sætninger. Indimellem virker det lidt for søgt, men oftest frydedes jeg over legen med sproget og de kloge livssætninger.  Fx i måden Martti forberederer sig på sorgen.

"Han fandt sorgen i måden, han holdt om sorgen på, halvvejs fremstrakt. Han måtte gøre plads til sorgen, omfavne den. Ellers ville den komme som noget skrækkeligt, pludseligt, uventet"

Eller da han møder en anden kræftramt kvinde på sygehuset og hun siger: " jeg fortryder kun, jeg ikke har været modigere.......Jeg fortryder ikke mine handlinger. Med mindre man ligefrem har været kriminel, er det at fortryde sine handlinger, det samme som at fortryde sit liv.

Jeg synes bogen er yderst læseværdig, både for sin leg med sproget, men også for selve fortællingen, der glider stille frem, imens livet afdækkes. Jeg blev grebet af historien og ville bare vide, hvordan den endte. Men pas på, bogen skal og kan ikke læses hurtigt. Den kræver koncentration for at få det hele med.
Selv temaet er død, sorg og brudt kærlighed, så er bogen alligevel livsbekræftende i sin måde at beskrive det på og jeg blev rørt til tårer indimellem.

Det understreges at kærligheden altid er sand. Kun ved at elske livet, kan vi begribe det.