tirsdag den 28. august 2012

Primtallenes ensomhed

Som beskrevet her, læste jeg i sommerferien, Primtallenes ensomhed af Paolo Giordano.
I bogen følger vi drengen, Matti og pigen Alice, hvis barndom former dem på den mest brutale måde. Forskellige hændelser og vikår gør pigen til en anoretiker, og drengen selvskadende. Han er samtidig et matematisk geni og noget der i høj grad kunne ligne en Asberger. Alt i hans verden gøres op i linjer, tal og geometriske former og han har svært ved at begå sig i sociale relationer.

De finder sammen i ungdommen, kan ikke rigtig nå hinanden, men udvikler på egne præmisser, et kærlighedsforhold og er til en vis grad afhængige af hinanden.

Matti er fascineret af primtal. De er kun delelig med 1 og sig selv. De er klemt inde imellem de naturlige tal, men forekommer som primtalstvillinger, som er primtal, der næsten står side om side, men som altid vil have et tal imellem sig. Fx 11 og 13 eller 17 og 19.

Lige som primtallene er Matti og Alice et par, men så alligevel ikke. De er ligesom primtallene ensomme og fortabte, nært forbundende, men alligevel ikke nært nok til at nå hinanden helt.

I andre anmeldelser har jeg set kritik af sproget. Lix tallet er pænt højt, men sproget tiltaler mig. Der er ligeledes blevet diskuteret, om det var en ungdomsbog.
Bogen har en ikke ubetinget lykkelig slutning, men nok så lykkelig, som den kan blive for sådan et umage par.
Jeg synes bogen er forfriskende anderledes og fortællingen interessant. Jeg synes bestemt at bogen også er for voksne og giver nogle fine beskrivelser af de to menneskeskæbner og deres inderste snørklede tanker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar