Beretning fra et bagsæde. del 7.

Vi var nået til dag 8.
Inden vi tog af sted på vores tur, vidste jeg godt, at det at sidde på det lille bagsæde på en MC med 100 km i timen og med andre trafikanter rundt omkring mig, ikke ville blive min yndlingsbeskæftigelse. Det var dog egentligt gået meget godt. Der var masser af tid til tanker, og meget at kigge på. Jeg kunne bedst lide at køre igennem byer, dels gik det ikke så stærkt, dels var der noget at kigge på. Jeg var derfor ikke helt forberedt på, at jeg pludselig overhovedet ikke synes om at sidde bagpå. Det gik godt her om formiddagen på 8. dagen, men senere på dagen var jeg decideret bange for at sidde der og svedte angstens sved, selv om det faktisk var koldt. Jeg fik god brug for dybe vejrtrækninger og prøvede at tvinge tankerne hen på noget godt.

Vi var et smut inde om Kiruna og i Folkets Hus for at poste vores postkort og fortsatte derefter turen østover. Vores plan var at køre langs den Botniske Bugt ned til Stockholm. Vi krydsede polarcirklen igen, men butikken her var kedelig med en blanding af østerlandsk ” souvenirting” og en kiosk. Certifikatet for at have krydset polarcirklen, kostede det dobbelte af, hvad vi havde givet ved Jokkmokk, så vi kørte hurtigt videre. Det blev regnvejr, men derudover husker jeg faktisk ikke ret meget af eftermiddagen. Pga. vejret osv. nåede vi ikke så langt, som planlagt, så vi endte på Pitteå Stadshotel. Det var en lettelse at trække af køretøjet, tage bad og opdage, der lå et spisested lige over for. Efter aftensmaden gik vi en tur ned til vandet. Der lå et stort supermarked, hvor vi var købte lidt til at hygge os med på værelset. Jeg fik også købt et ekstra SD kort til at gemme alle billederne på, så jeg var sikker på at have nok plads til resten af turen.

Jeg har ikke noget foto af hotellet, men har lånt et her.


Dag 9.

Næste dag var det godt nok lidt lunere, men det krævede stadig sin kvinde at finde sig til rette på cyklen. Landskabet havde ændret karakter og byerne begyndte at ligge lidt tættere på hinanden. Jeg var stadig decideret bange for at sidde bagpå, men der var jo ingen vej udenom. Efterhånden vendte humøret dog lidt igen, der blev mere at kigge på og jeg faldt lidt til ro igen.

 Vi fandt et dejligt sted at spise frokost. Det var lunt og skønt ved den lille sø. Imens vi sad og spiste, kom der en svensk traktor forbi, som havde en klipper påmonteret.  Den blev rigtig studeret og der blev foretaget sammenligninger med mandens egen traktor derhjemme og det var lige før han fik arbejds-hjemvé.

Vi kørte tæt på kysten og fik flere glimt af den svenske skærgård.  Området hedder Högakusten, og strækker sig fra Harnösand i syd til Örnsköldsvik i nord langs den svenske Bottenhavskyst. Stækningen er på ca. 100 km og blev i 2000 opført på Unescos verdensarvliste. Landskabet er særpræget og dramatisk. Geologiens kræfter har med tiden skabt delt landskabet i opragende fjeldpartier og markerede elvdale og har ført til dannelsen af en udstrakt skærgård med naturlige havne. Landhævningen efter sidste istid når her sit maksimum i Sverige og der er fundet spor af gamle kystlinjer i 285 m højde.

Midt på kysten hæver Skuleberget sig 295 m næsten lodret fra kysten med vid udsigt til sæterhytterne i højlandet, landbruget i elvdalene og skærgården med talrige fiskerlejer. Et øjeblik kunne vi tro, vi var hjemme ved Lillebælt, for vi kørte over en bro, som grangiveligt lignede Den ny Lillebæltsbro. Högakustenbroen opførtes 1993-97 som en hængebro over Ångermanälvens munding mellem Veda og Hornö. Broen er med sin kørebane 180 m over vandoverfladen Sveriges højeste hængebro; der er 1210 m mellem pylonerne. Senere erfarede jeg, at MTH Højgaard havde haft en finger med i spillet og det forklarer jo ligheden. Vi kørte på motorvej en del af turen til Stockholm, så jeg har ikke så mange billeder fra den tur, men har fundet dette billede af broen, så I kan se ligheden.



 

Jeg kunne helt klart godt tænke mig at besøge dette område igen, for der var smukt, en afvekslende natur og spektakulære landskaber.

 Dog nåede vi denne dag heller ikke så langt, som vi havde planlagt. Vi lod GPS´en om at finde et B&B og den fandt Provstegården, som var et dejligt charmerende sted i Harnösand. Den flinke vært var så sød at køre sin fine bil ud af indkørslen, så vores Yrsa kunne komme ind.

Lige over for lå en stor flot domkirke, og byen så bestemt ud til at være værd at udforske lidt mere, end det, vi nåede på den lille gåtur i byen.

Dag 10.

Ved morgenmaden talte vi med et svensk ægtepar fra Stockholm, som havde set MC´en. Som ofte før, var det mere cyklen end os, der vakte opsigt, men sådan er det vist at køre MC.

Den ældre mand havde også en MC derhjemme, men han synes ikke længere, han havde kondition til at køre længere ture på den. Vi kunne nu godt se, det trak lidt i ham for at komme ud at køre. Det flinke ægtepar anbefalede os at besøge Vasa Museet, når vi kom til Stockholm, så det skrev vi os bag øret.

Undervejs til Stockholm kom vi forbi et anderledes indkøbscenter/hotel eller hvad man nu skal kalde det. Opført i østerlandsk stil med guld og glimmer, lå det der bare lige pludselig, nærmest som smidt ned fra himlen. Vi var for nysgerrige til at bare at køre forbi Det var malplaceret som bygning, men på en måde smuk og charmerende. Indenfor var der hotel, restaurant og en kæmpestor butik med alt godt fra østen og lidt fra Sverige. Et virkelig spøjst sted.

Trafikken blev tættere og tættere, men hen under eftermiddagen nåede vi Stockholm. Så skulle vi bare lige finde Rygerfjord Hotel, som lå ved Söder Mälarstrand. Mit fokus var at holde blikket stift på mandens ryg og så ellers håbe at mand og GPS fandt vej. Selvfølgelig var der vejarbejde eller snarer tunnelarbejde, så det føltes som om vi kørte i ring i Slussen, den store rundkørsel i Stockholm, men pludselig var skibshotellet der.

Vi blev indkvarteret i styrmandskahytten, med eget sovekammer, bad og stue. Virkelig fint og vi havde udsigt ind over vandet og Gamle Stan, så vi kunne ikke bo mere centralt. Skibet er 60 år gammelt og har sejlet som rutefærge i Norge, inden det blev bygget om og lagt til kaj ved Söder Mälarstrand midsommeraften i 1995. Det har også et søsterskib Rygerfjord 2, som dog allerede fra start af, var bygget som hotelskib.

Skibene fungerede også som vandrehjem men vores styrmandskahyt var rigtig fin.
Det var rigtig varmt, så vi tog hurtigt et bad og gik så en tur op i Gamle Stan, og videre ud til Hard Rock Café, som vi mente, vi havde set på vejen hertil. Der var dog bare lige 5 km at gå, men typisk os at gå så langt. Burgeren og stemningen på Hard Rock Café var dog kilometerne værd, ligesom der var masser at kigge på undervejs.

Vel hjemme i kahytten igen, var det dog et træt par, der gik til køjs i kahytten efter at have nydt den mest fantastiske solnedgang over vandet. Vi faldt hurtigt i søvn til skibes vuggende bevægelser.