lørdag den 15. august 2015

Tanker om livskvalitet og taknemmelighed.


Det regner i dag. Luften er fugtig af regndråber men lun, så morgenmaden blev alligevel indtaget udenfor.  Der er lidt søndagsstemning over dagen, selv om det kun er lørdag. Sådan en dag indbyder til at tænke tanker om livet.

At spise morgenmad udenfor, at gå ud i haven og plukke en buket ærteblomster, at køre en tur til Vesterhavet, at gå i biografen, at løbe en tur, at tage på Rosenfestival, at læse en bog, at sætte mig med stikketøjet, bage en kage eller tage billeder og vise frem på bloggen, er for mig en måde at skabe små gyldne og betydningsfulde øjeblikke i hverdagen. Øjeblikke, der indimellem koster noget, andre gange er ganske gratis.  Jeg er dermed aktiv medskaber af  min egen livskvalitet.

Ordet MIN er centralt. Den anden dag talte en kollega og jeg om livskvalitet. Er min livskvalitet højere fordi jeg har muligheden for at gøre de ting, jeg nævner eller er den det, fordi jeg gør det. Er andres livskvalitet mindre, hvis de ikke har samme muligheder. Skal jeg være taknemmelig for at jeg kan gå eller sågar løbe eller at jeg har mulighed for at køre en tur til Vesterhavet?  Skal jeg føle den taknemmelighed på baggrund af at der er mange, der ikke kan gøre det eller skal jeg føle den, fordi jeg så rent faktisk også bruger de muligheder jeg har og føler glæde ved det? Må jeg sigte efter mere livskvalitet? Skal jeg stille mig tilfreds?

Hvor mange i min gerneration hørte ikke vores forældre sige; Spis din mad. Tænk på de sultne børn i Afrika. Men det er jo ikke på den baggrund, vi skal spise op. Vi skal spise op, fordi vi er sultne, har lyst til maden og måske endda fordi vi har muligheden for ikke at spise op. På samme måde skal vi gøre de ting, vi har lyst til, inden for de muligheder vi har, fordi vi oplever, de giver os livskvalitet. Ikke fordi andre har defineret at fx en ferie uden en udenlandstur eller et besøg i et sommerland ikke er en " rigtig ferie med livskvalitet"
Da vores børn var små og jeg var under uddannelse, var der heller ikke så meget at gøre med. Vi forsøgte at skabe en familiekultur med andre slags gyldne øjeblikke og det giver da stof til eftertanke at begge, nu voksne børn siger, at ferien til Sverige med mange gratis naturoplevelser og ferien på Hillerød Camping i en lillebitte hytte er de ferier, de erindrer som de bedste.



Sammenligningen med andre mennesker vil nok altid være der, men jeg synes, det er vigtigt at vi som individer skaber vores egne gyldne øjeblikke og definerer vores livskvalitet udfra ud fra vores indre fornemmelse og ikke udfra hvad andre kan eller ikke kan. Vi må ikke resignere.( Jeg er klar over er ting, her i livet vi ikke kan ændre såsom sygdom, men hvordan vi mestrer sygdom er en anden problematik) Hvor om alting er;  det er vigtigt, vi bruger de muligheder, vi har og sætter os ud over alt det andet. Det kan du sagtens sige, tænker du måske. Du virker til at have dit på det tørre. Og ja det kan jeg måske, men det ændrer ikke ved at  jeg mener, vi har et stort ansvar for at skabe vores egen livskvalitet. Det er kvalitet i alle slags liv.

At jeg kan det se det;  Se, det er jeg taknemmelig for.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar