Fællesskabstæppet i Thomaskirken.

I sidste uge var jeg til kulturfestival i et nordisk samarbejde på arbejdet. PCN, Pro Communicatio Nordica havde arrangeret og jeg var med i et par dage som medlem i styregruppen, da vi også skulle have møde.
En af dagene var vi i Andebu, hvor der ligger en stor institution under Signo Vivo, en af de store insitutioner i Norge, der arbejder med døve og hørehæmmede med yderligere funktionsnedsættelser.
For et par år siden byggede de en sansekirke, som du kan læse mere om lige her. Sansekirken inddrager alle sanserne. Musikken er komponeret med toner, der kan mærkes som vibrationer i gulvet hvori der er lagt højtalere, lyset spiller med i takt til musikken og man får fornemmelsen af solopgang. Vandet risler på vandstenen, så også de døvblinde kan være med og der tændes røgelse i røgelsesskålen.

I forbindelse med opførelsen af kirken blev der knyttet et fælleskabstæppe. I en kurv lå der stofstrimler i alle farver og mønstret og folk, der kom forbi kunne vælge sig et stykke, binde en knude på stoffet, skrive en hilsen eller binde en medbragt ting fast som en hilsen til fællesskabet.

Jeg synes, det er er en rigtig skøn idé. Til næste år fylder jeg rund og et sådant tæppe ville være et rigtigt fint minde for mig. Jeg vil finde en flot drivtømmergren og samle stofstrimler og så vil jeg i indbydelsen bede folk om at tage en lille ting med.  Jeg glæder mig allerede til at få et sådant tæppe op at hænge.