fredag den 7. februar 2014

Jeg forbander tidens flod....




På arbejdet har vi en læseklub, hvor vi mødes en gang i måneden og diskuterer en bog. I denne måned har vi læst " Jeg forbander tidens flod" af Per Petterson, en norsk forfatter. Titlen er hentet fra et digt af Mao. Jeg nåede desværre ikke at læse bogen færdig, inden vi skulle aflevere den, og kunne heller ikke deltage i diskussion, andet end sammen med en nær kollega, men har nu bestilt den på biblioteket.
Bogen er speciel, skrevet i intenst sprog med et meget højt lixtal. Der er halve siden uden punktummer, så bogen kræver lidt koncentration at læse, men er bestemt det værd. Den springer meget i tid og rum og fortællingen er mere en rejse i den 37 åriges hjerne end det er en kronologisk fortælling med sammenhæng.
Du kan læse mere om bogen her.

Min kollega fortalte mig om et afsnit, som gjorde stort indtryk på hende. Det nåede jeg at læse og det efterlod bestemt også et indtryk og aftryk i mig.  Det er smukt, grimt og intenst på samme tid. Det handler om at dø og døden. Arvid spørger sin mor om hun er bange for at dø. Du får afsnittet her:

Nej, sagde hun, - jeg er ikke bange for at dø. Men jeg vil fandeme ikke dø nu........ men når det handlede om døden var jeg bange. Ikke for at være død, det kunne jeg ikke begribe, det var at være ingenting og derfor ubegribeligt for mig og ikke noget at være bange for, men netop det at dø, det kunne jeg begribe, lige præcis det sekund hvor du helt sikkert ved at lige nu kommer det øjeblik du altid har frygtet, hvor du pludselig forstår at alle muligheder for at være den du egentlig ville være, er ovre og forbi, og at den du var, er den de andre vil huske. Så vil dét føles som en langsom stramning om halsen og ikke en dør som nogen åbner og lys strømmer ud, og en kvinde eller mand du altid har kendt og altid har kunnet lide, måske altid har elsket, stikker sit hoved frem og vinker dig stille ind til en hvile derinde bag døren så mild og så fin fra evighed til evighed.

En beskrivelse af det at dø, der godt nok lige gør noget ved mig. Måske den gør noget ved dig også, så må du rigtig gerne skrive en kommentar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar