søndag den 9. februar 2014

Billeder med ord og citater.

I løbet af ugen har jeg været ved at rydde op i gamle magasiner, kataloger og blade. Faldt over så mange fine farver, sentenser, udtryk og grafiske bogstaver, at jeg begyndte at klippe ud.
Nu er de grønne ord endt i et billede med et digt fra en forårssang og sentenserne og de kloge ord er endt på et citatbillede.

 
Til forårssangen har jeg klippet overvejende grønne ord ud, som jeg har efterfølgende har klippet i stumper og stykker og sat dem sammen igen. Noget af et puslespil, men ret hyggeligt arbejde. Jeg efterlyste forslag til baggrunden på Instagram. Der kom flere forslag, bla. lilla og orange. Jeg endte med en svagt lysegrøn og så en stærkere grøn udenom. Jeg limede bogstaverne på med en almindelig limstift og lagde derefter billedet i pres inden det til sidst kom i ramme. Jeg havde ikke lige den helt rette størrelse ramme, men jeg får da et indtryk af, hvordan det tager sig ud i glas og ramme.
 
Det andet billeder består af hele sentenser og ord, jeg har klippet ud. I Femina og Alt for damerne fandt jeg mange af dem, men også magasinet Psykologi gemmer på mange kloge ord fra kloge mennesker. Jeg snupper altid kataloger med mig hjem, når jeg falder over nogen. De større udklip som fx WORRY LESS, LIVE MORE, stammer fx fra Montanas katalog fra sidste år.
 

Ovenstående billeder er fra en sen aftentime, hvor jeg lige skulle prøve at lægge ordene op. Deraf det " gule lys".
 
Til citatbilledet valgte jeg at male et lærred hvidt, og dernæst male en mørkegrå kant. Kanten er sat af med maletape, malet over med hvidt, så kanten lukkes og dernæst malet med den grå. Udklippene er limet på en flydende lim. Bagefter fik det hele tre gange limlak. I den proces bliver jeg altid hunderæd for at jeg har ødelagt det hele, for det ser ganske forfærdeligt ud indtil det tørrer. Jeg valgte limlakken for at billedet kommer til at fremstå som et billede.
 
 
Her har jeg lige givet det lak og det hele buler op, men det ender godt. Efter at lakken er tørret, så det ikke klistrer fast, lægger jeg det i pres under glas.
 

Citatbilledet er jeg rigtig glad for. Synes sentenserne rammer ned i den livsfilosofi, jeg prøver at leve efter, selv om det ikke altid er nemt, når man er et produkt af flinkeskolen, men jeg prøver. Det billede kommer til at hænge i gangen. Forårsbilledet kommer nok ned i mit kreative værksted.
 
Håber du er blevet inspireret til at kigge dine magasiner igennem og klippe lidt i dem, hvis du nænner det. Jeg gjorde.
Ønsker Jer en rigtig god vinterferie, hvis du har det. Og til alle os, der må arbejde, god arbejdsuge til os. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar