søndag den 25. august 2013

Frisk æblekage.

Æblesæsonen banker for alvor på. I haven har vi rød ananas, som er mit yndlingsæble. Det er et udpræget her og nu spiseæble, men er også så tilpas syrlige, at de smager fantastisk i æblekager. Inspireret af ham her, lavede jeg i dag en æblekage, serveret i et henkogningglas.


Jeg kan allerbedst lide æbler rå, så jeg bruger oftest revne æbler til min æblekage. Til hver portion rev jeg et æble groft, knuste nogle makroner, og hakkede lidt nødder og chokolade. I bunden af glasset lagde jeg et lag af makronblandingen, oven på et lag af de revne æbler, og så igen et lag makronblanding. Låget kom på og oven på dette en svirvel af flødeskum. Der blev drysset lidt makronstøv  og et mynteblad på den ene og lidt lakridsflager på den anden. Voila, en fin frisk æblekage, lige til at blive glad i låget af.




Skal hilse og sige at lakridsflagerne lige gav det sidste pift til æblekagen, der blev indtaget på terrassen ved de nye havemøbler, købt for sølvbryllupsgavekort. :-)


Jeg har ( indtil videre) kun to af de syltetøjsglas, så sønnike fik sin æblekage serveret i en tredelt skål. Det så også helt festligt ud.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar