søndag den 11. august 2013

Ideer til indretning af entré eller bryggers.

Mangler du et sted lige at lægge tingene fra dig, når du kommer ind af døren, men har ikke så meget plads eller ønsker du at have gulvet fri?
Så er her et par ideer.


Hylde af tidsskriftsholder:
Jeg har spraymalet et par tidsskriftholdere af birketræ sorte. De er fra Ikea og jeg mener, de koster 25 kr. stykket. Dernæst er der boret huller i siderne, så de kan liggende sættes op på væggen. Jeg har hængt dem op, så buerne vender forskelligt, men med den samme længde på væggen.
 
 
Der kan lige stå en lille kurv og ovenpå kan man evt. ligge læggen posten eller fx den sut, barnet lige havde tabt i bilen.
Inspiration til arrangementet fandt jeg på Pinterest, hvor det dog ikke så helt sådan ud.
 
Nøgleopbevaring:
Vi har længe haft et gammelt tobaksskab til opbevaring af nøgler, el-pære osv, men jeg synes tiden var løbet lidt fra det. Til lige at "smide" sine nøgler fra sig, har jeg lavet denne:
 
 
Jeg har ( igen) spraymalet en metalplade sort. Pladen var en gammel House Doctor tavle, som havde mistet pusten, men som jeg ikke nænnede at smide ud.
 
 
 

 
 
Bag på pladen satte vi ( ja, manden hjalp) super stærke magneter fast med gaffatape. Er ret overbevist om, de sagtens selv kunne sidde fast, men tapen forhindrer dem i at søge sammen. Magneterne købte vi i Silvan, hvor ekspedienten advarede mod at sætte dem på køleskabet. Hun havde hørt om, at der kom buler, når man skulle have magneterne af køleskabet igen. De koster 54 kr. for seks styk.
Herefter er det bare at sætte nøglerne fast. Som du kan se på et af de andre billeder, så kan selv et ret stort nøglebundt sidde fast.
 
Skoopbevaring:
Til sidst vil jeg slå et slag for Ikea´s  skoskabe, som er geniale til opbevaring af, ja sko, men også alt mulig andet. Jeg har seks, men tror jeg skal have tre mere til tørklæder, handsker osv. De koster lige under 300 for et sæt med tre.
 


 
Husk et Ur i entreen. Selv om vi alle har vores mobil på os, og dermed nemt kan se hvad klokken er, så synes jeg, det er rart med et ur i entreen, så jeg lige kan følge med i hvor lang tid, jeg har til at gøre mig færdig. Og et stort grønt ur pynter altid! :-)
 
Jeg håber, du kan bruge nogle af ideerne til din entré eller dig bryggers.

2 kommentarer:

  1. Hold da op for nogle gode ideer. Jeg er vild både med din alternative anvendelse af tidskriftsholderne og med den sjove ide til opbevaring af nøglerne. Det er helt ærligt to fantastiske ideer som jeg ville ønske passede ind i min lidt usædvanlige entre.

    Tak for din dejlige kommentar på Badut. Det betød meget for mig at høre fra dig.

    SvarSlet
  2. Tak for din kommentar Marina. Glad for at du synes om ideerne, selv om de måske ikke passer i din entré. :-) Jeg er glad for at følge din blog og håber du vil kigge forbi her nu og da. :-)

    SvarSlet