onsdag den 2. december 2015

2. december. Julelikør.

 Julelikøren skal sættes til trækning nu, hvis du gerne vil nyde den i juledagene. I år har jeg sat to over til trækning. Limelikør og granatæblelikør.


Da vi var i København midt i november boede vi ovenpå en kæmpestor bazarbutik og lige inden vi skulle hjem storshoppede jeg af de skønne varer. Bland andet lime og granatæble. Lime bruger jeg som smagsætter til dressinger osv, men jeg fik lyst til at prøve en limelikør, som måske kunne tilføre lidt syre til de mange søde ting, vi spiser i julen. Den kan jo også bruges til drinks nytårsaften.



Limelikør laves sådan her:
6 usprøjtede limefrugter
300 gram rørsukker
4 dl vodka.
Vask limefrugterne godt, selv om de økologiske. Skær fine strimler af skallen, evt med et juliennejern. Pas på med ikke at få det hvide med, da det er meget bittert.  
Skær dernæst bunden af limefrugten, så den kan stå og skær resten af skrællen og alt det hvide af. Skær frugtstykkerne i mindre stykker  
Put det hele i en flaske eller et glas med låg. 
Hæld vodka over så det dækker, og tilsæt rørsukkeret. 
Ryst flasken godt  for at opløse sukkeret. 
Stil flasken mørkt og koldt og ryst den hver dag. 
Når vi når juledagene, sies frugten fra. 
Likøren nydes til julens mange desserter, slik og kager. 
Den er også særdeles velegnet som værtindegave til julens gæstebud.


Granatæblelikør:
Her skal du bruge granatæblekerner, 100 g rørsukker til et mellemstort granatæble, vodka så det dækker, en halv stang vanilje eller anden smagsgiver efter smag. Fx en kanelstang eller et par anisstjerner. 
Kernern bankes nemmest ud med bagsiden af en grydeske efter at du har trillet og trykket æblet godt. Pas på med ikke at få de hvide mellemrumshinder med. De er bitre. 
Granatæblelikør trækker også indtil juledagene, men kan sagtens stå længere. Den smager rigtigt godt til ris ala manden.
God fornøjelse.

tirsdag den 1. december 2015

1. December og vi tænder kalenderlyset.


Så blev det december, vi tænder kalenderlyset og blænder op for alle de små og store juleglæder og ideer. Jeg stiler efter at vise en idé hver dag som forhåbentllig kan inspirere og sætte gang i din kreativitet. Noget har jeg selv fundet på, andet er jeg selv blevet inspireret til. Noget er hurtigt og nemt, andet vil være lidt mere tidskrævende. Jeg håber du vil følge med, blive inspireret og måske dele dine ideer på bloggens facebookside.
 



Denne dekoration er hurtig at lave, så har du endnu ikke fået gang i kalenderlyset, kan det sagtens nåes endnu. Du skal bruge:
En bakke eller et fad.
Et kalenderlys
Pudemos fra skoven, haven, parken eller supermarkedet
En af dine skatte fra julekassen, Husk det skal kunne tåle at blive fugtigt. Jeg valgte et glasjuletræ, jeg købte i Rema sidste år.
Nogle paddehætte.
En beholder til en lille blomst. Blomsten kan være en julestjerne, en hyacint, en rød brændende kærlighed eller måske et stilk amarylis. Min beholder er et kohorn, vi engang købte på Ribe Vikingemarked. Måske du har en fin lille krukke, en barnesko, der kan fores med plastic, en fin gammel kop eller en glaskugle med stort hul,
Prøv at få lidt forskellige højder på dekorationen og placerer tingene så de er indbyrdes harmonisk. Ikke symmetrisk eller på række, men mere så de " taler til hinanden".
Prøv dig frem indtil du er tilfreds.
Placer så pudemosset til bakkens bund er næsten dækket.
Sæt tilsidst paddehættene i. Det kan også være små glaskugler, små kogler eller tørrede blomsterhoveder.

Voila. Et styk fin kalenderlysdekoration på ingen tid.
God fornøjelse og glædelig 1. december.

søndag den 29. november 2015

Adventsdekorationer.

Så fik jeg endelig kreeret et par adventsdekorationer. Det gik lidt i en anden retning end jeg havde forestillet mig, men jeg opdagede de gamle hvidmalede tjørnegrene i skuret og tænkte, dem bruger jeg.
Det endte let, hvid og vinterligt.








Kransen er bundet på basis af et stykke hvidmalet sømbånd. Herpå er bundet spraymalet tjørnegrene, mine fine porcelænslyseholdere fra Royal Copenhagen og så nogle fugle. 

Dekorationen ovenpå er et gammel stykke træ fra en bænk, vi har haft udendørs. Heri har jeg boret huller og stukket pinde i, der bærer lysene og støtter tjørnegrenene. Mine fine glasbambier, som er et genbrugsfund bor der også. 

Derved endte begge adventsdekorationer hvide, lette og vinterlige. Jeg havde egentlig tænkt noget andet, men sådan går det nogen gange.