Billeder med ord og citater.

I løbet af ugen har jeg været ved at rydde op i gamle magasiner, kataloger og blade. Faldt over så mange fine farver, sentenser, udtryk og grafiske bogstaver, at jeg begyndte at klippe ud.
Nu er de grønne ord endt i et billede med et digt fra en forårssang og sentenserne og de kloge ord er endt på et citatbillede.

 

Til forårssangen har jeg klippet overvejende grønne ord ud, som jeg har efterfølgende har klippet i stumper og stykker og sat dem sammen igen. Noget af et puslespil, men ret hyggeligt arbejde. Jeg efterlyste forslag til baggrunden på Instagram. Der kom flere forslag, bla. lilla og orange. Jeg endte med en svagt lysegrøn og så en stærkere grøn udenom. Jeg limede bogstaverne på med en almindelig limstift og lagde derefter billedet i pres inden det til sidst kom i ramme. Jeg havde ikke lige den helt rette størrelse ramme, men jeg får da et indtryk af, hvordan det tager sig ud i glas og ramme.

 

Det andet billeder består af hele sentenser og ord, jeg har klippet ud. I Femina og Alt for damerne fandt jeg mange af dem, men også magasinet Psykologi gemmer på mange kloge ord fra kloge mennesker. Jeg snupper altid kataloger med mig hjem, når jeg falder over nogen. De større udklip som fx WORRY LESS, LIVE MORE, stammer fx fra Montanas katalog fra sidste år.

 

Ovenstående billeder er fra en sen aftentime, hvor jeg lige skulle prøve at lægge ordene op. Deraf det " gule lys".

 

Til citatbilledet valgte jeg at male et lærred hvidt, og dernæst male en mørkegrå kant. Kanten er sat af med maletape, malet over med hvidt, så kanten lukkes og dernæst malet med den grå. Udklippene er limet på en flydende lim. Bagefter fik det hele tre gange limlak. I den proces bliver jeg altid hunderæd for at jeg har ødelagt det hele, for det ser ganske forfærdeligt ud indtil det tørrer. Jeg valgte limlakken for at billedet kommer til at fremstå som et billede.

 

 

Her har jeg lige givet det lak og det hele buler op, men det ender godt. Efter at lakken er tørret, så det ikke klistrer fast, lægger jeg det i pres under glas.

 

Citatbilledet er jeg rigtig glad for. Synes sentenserne rammer ned i den livsfilosofi, jeg prøver at leve efter, selv om det ikke altid er nemt, når man er et produkt af flinkeskolen, men jeg prøver. Det billede kommer til at hænge i gangen. Forårsbilledet kommer nok ned i mit kreative værksted.

 

Håber du er blevet inspireret til at kigge dine magasiner igennem og klippe lidt i dem, hvis du nænner det. Jeg gjorde.

Ønsker Jer en rigtig god vinterferie, hvis du har det. Og til alle os, der må arbejde, god arbejdsuge til os. :-)

Jeg forbander tidens flod....

På arbejdet har vi en læseklub, hvor vi mødes en gang i måneden og diskuterer en bog. I denne måned har vi læst " Jeg forbander tidens flod" af Per Petterson, en norsk forfatter. Titlen er hentet fra et digt af Mao. Jeg nåede desværre ikke at læse bogen færdig, inden vi skulle aflevere den, og kunne heller ikke deltage i diskussion, andet end sammen med en nær kollega, men har nu bestilt den på biblioteket.
Bogen er speciel, skrevet i intenst sprog med et meget højt lixtal. Der er halve siden uden punktummer, så bogen kræver lidt koncentration at læse, men er bestemt det værd. Den springer meget i tid og rum og fortællingen er mere en rejse i den 37 åriges hjerne end det er en kronologisk fortælling med sammenhæng.
Du kan læse mere om bogen her.

Min kollega fortalte mig om et afsnit, som gjorde stort indtryk på hende. Det nåede jeg at læse og det efterlod bestemt også et indtryk og aftryk i mig.  Det er smukt, grimt og intenst på samme tid. Det handler om at dø og døden. Arvid spørger sin mor om hun er bange for at dø. Du får afsnittet her:

Nej, sagde hun, - jeg er ikke bange for at dø. Men jeg vil fandeme ikke dø nu........ men når det handlede om døden var jeg bange. Ikke for at være død, det kunne jeg ikke begribe, det var at være ingenting og derfor ubegribeligt for mig og ikke noget at være bange for, men netop det at dø, det kunne jeg begribe, lige præcis det sekund hvor du helt sikkert ved at lige nu kommer det øjeblik du altid har frygtet, hvor du pludselig forstår at alle muligheder for at være den du egentlig ville være, er ovre og forbi, og at den du var, er den de andre vil huske. Så vil dét føles som en langsom stramning om halsen og ikke en dør som nogen åbner og lys strømmer ud, og en kvinde eller mand du altid har kendt og altid har kunnet lide, måske altid har elsket, stikker sit hoved frem og vinker dig stille ind til en hvile derinde bag døren så mild og så fin fra evighed til evighed.

En beskrivelse af det at dø, der godt nok lige gør noget ved mig. Måske den gør noget ved dig også, så må du rigtig gerne skrive en kommentar.

Et år siden vi sagde farvel.......

Eller rettede, vi fik jo ikke sagt rigtig farvel. Jeg blev ringet op på mit arbejde kl 6.10 for et år siden, den 6. februar 2013. Jeg havde rådighedsvagt og lå og sov, da personalet fra min mors plejecenter ringede og fortalte, de havde fundet min mor død. Det var noget af en chok. Godt nok havde min mor ikke længere et godt liv, sådan set udefra, men der var intet, der tydede på, hun skulle gå bort lige præcis den morgen. Jeg fik ringet til mine søskende, fik vækket alle børn og sendt dem i skole. Hvordan ved jeg egentlig ikke, men det gjorde jeg. Derefter mødtes vi søskende, svigerbørn og børnebørn på plejecenteret og gik samlet ind til min mor. Det blev en lang dag fyldt med tårer, fortællinger, praktiske arrangementer. På mange måder en surrealistisk dag, sådan at sidde i stuen og tale imens min mor lå inden vi siden af. På mange andre måder også en okay dag, for vi var der alle sammen.

Et helt år er gået. Et år uden min mor tilstede til fødselsdage, til vores sølvbryllup, juleaften og i dagligdagen.
Jeg har bundet en buket af lysegule tulipaner og fundet et gravlys frem. Den er ikke perfekt, men bundet med kærlighed. Om lidt vil jeg køre på kirkegården. Jeg vil stå lidt ved graven og fortælle min mor, vi savner hende.