”Når jeg hopper, er det som mine følelser flyver op mod
himlen…….Når jeg hopper kan jeg også for alvor mærke de forskellige dele af min
krop…… og så har jeg det rigtig, rigtig godt.”
Ordene er sagt af den 13 årige japanske dreng, Naoki
Higashida. Han har en autismespektrumdiagnose og har store sproglige vanskeligheder.
Han kommunikerer via en hjemmelavet alfabettavle og har med hjælp fra sin mor
og lærer i 2007 skrevet en bog om, hvordan han, som autist oplever verden.
Bogen hedder ”Derfor hopper jeg”. Kapitlerne er spørgsmål og
svar på det, vi med vores neurotypiske hjerner, undrer os over, når vi møder et
menneske med en autismespektrumdiagnose.
Spørgsmål som
”Hvorfor stiller du
de samme spørgsmål igen og igen”?
”Hvorfor taler I på den mærkelige måde”?
”Hvorfor undgår I øjenkontakt, når I taler”?
”Hvorfor er I så kræsne”?
”Hvorfor er I nærmest tvangsmæssigt optaget af visse ting”?
Naoki forsøger at svare på dem ud fra sine egne oplevelser
og tanker, men også ud fra det, han kender fra andre autister. Nogle af svarene
er ret overrumplende, andre logiske.
Det, der ramte mig mest, var det svar han
gav, da han bliver spurgt om han har brug for visuel støtte. Han fortæller, han
faktisk hellere vil have dagens program fortalt mundtligt eller skriftligt, da
billeder kommer til at stå stærkt i hans hjerne og han derfor bliver så
ulykkelig og frustreret, hvis tingene ikke forløber, som de er blevet
præsenteret visuelt. Han anstrenger sig også alt for meget i forsøget på at
gøre og være præcis som billederne på skemaet viser. Billeder er fine til at
forklare hvordan og i hvilken rækkefølge han skal udføre en given opgave, mens
et billede af et udflugstmål fx kan ødelægge turen for ham.
En anden ting, der ramte, var hans gentagne opfordringer til
forældre, pædagoger og lærere om aldrig at give op. Kæmp med os og få os ikke
til at føle, vi er til besvær. Det gør os kede af det, siger han.
Tankevækkende.
Nu er Naokis oplevelser og tanker sandsynligvis ikke ens for
alle med en autismediagnose, ligesom han jo er vokset op i en anden kultur. Jeg
synes dog bogen er vedkommende og rigtig god og havde derfor lyst til at dele
den med Jer. Den beskriver de udfordringer mennesker med en autismediagnose kan
have og ikke mindst os omkring dem. Jeg
tænker også mange af spørgsmålene er relevante for andre diagnoser, specielt
dem, der involverer kommunikationsvanskeligheder.
Læs den, også selv om du ikke kender et eller arbejder med et menneske med en autismespektrumdiagnose.
” Derfor hopper jeg ” af Naoki Higashida, Rosinante 2014
Forord David Mitchell
Oversat af Marie Louise Valeur Jaques
That is an extremely smart written article. I will be sure to bookmark it and return to learn extra of your useful information. Thank you for the post. I will certainly return.
SvarSlet