torsdag den 19. maj 2016

Dekorér med Poscatuscher.




At dekorere en vase fra Ikea er ikke nyt, men ikke desto mindre, så synes jeg det er en hurtig og fin idé og for mig et tegn på at jeg igen har overskud til kreative sysler. Køkkenrenovering og et forår fyldt med arbejde og lange forkølelser har taget sit, men nu føler jeg igen, der er tid, lyst og energi til at vise og gøre andet end at fotografere.




Vasen fra Ikea koster kun 9 kroner og er fin helt uden dekoration, men jeg fik lyst til at give den nogle streger med en hvid poscatusch. Tuschen kan nemt vaske af med vand og sæbe, evt eftertørring med lidt sprit.
Jeg tegnede stiliserede blomsterranker i frihånd. Er man den mere perfektionistiske type, kan man måle og regne lidt på afstanden imellem ranke. Eller man kan tegne cirkler eller prikker over det hele eller blot en enkelt dekoration, lige som man synes. Vasen kan sammen med en buket, evt fra haven, bruges som en fin værtindegave, netop fordi modtageren jo kan vælge at vaske dekorationen af.

Jeg er glad for poscatusher, men ønsker man have en mere varig og holdbar dekoration, kan man bruge glas og porcelænstuscher.



Her har jeg på et billigt fad fra Søstrene Greene, med Posca tusch, skrevet et citat om at holde pause.  Der var jeg så lige heldig at have et lys, der passede til, så sammen med en bog og chokolade, blev det en fin lille gave.
Jeg kan godt lide den slags små costumized ting i værtindegave eller som en " du betyder noget for mig gave"

søndag den 15. maj 2016

Pinsesolen dansede på Mandø.


På Facebook følger jeg Mandø Event og da jeg kom til at lufte over for manden, jeg gerne ville på pinsetur til Mandø, købte han resolut billetter til eventet Se pinsesolen danse på Vaden. Oprindeligt havde vi tænkt at køre hjemme fra meget tidligt om morgenen, så vi kunne være klar klokken 6.00, men da det var godt vejr og jeg så at campingpladsen havde et shelter, foreslog jeg manden, at vi sov i shelter natten inden solen skulle danse. Jeg havde bare lige glemt at tage vejrguderne i betragtning, så det var en lidt kold fornøjelse. Ikke at vi frøs i soveposen, men vi havde regnet med lidt lunere vejr, så vi kunne sidde udenfor og hygge os, indtil det var tid til at kravle i poserne. I stedet blev vi underholdt at stor flok tyskere i fællesrummet, der sang fædrelandssange og slagere, samtidig med, de indtog vin, øl og snaps i rigelige mængder. De bød gavmildt af drikkevarer, hvilket vi høfligt takkede nej til. 
Inden da, havde vi været på en lille gåtur ned til vandet for at se solnedgangen, som var smuk og betagende. 








På campingpladsen havde hovedparten af vores naboer hunde, et enkelt par havde 11 hunde med. De fleste jagthunde. 11 hunde, det er da alligevel noget af en flok. Ikke at vi hørte dem. De var velopdragne, men 11 hunde fylder alligevel en del.
Næste morgen stod vi klar  klokken 6.00 hos Benny, der har Mandø Event. Han var ved at spænde hestene for vognen. Det skulle vise sig, de kom på arbejde, for vi var ikke mindre end 20 mennesker med på turen. 









Ude på Vaden så vi solen, lidt gemt bag skyer og sælerne, der nysgerrigt kom svømmende. Benny sablede et par flasker champagne, som vi nød inden det var tid til igen at sætte kursen ind bag digerne. Og godt det samme, for der var godt gang i blæsten, så om ikke andet føltes det som om solen dansede. Benny, han har bare sandaler på som sædvanlig, imens vi andre var godt klædt på i uld og regntøj. Jeg har en gang tidligere været på tur med Benny. Det kan du læse om lige her.
Klokken 9.00 var der brunch på Vester Vedsted Vingård. En lækker økologisk brunch med  bla. lammepølse, tangsennep, quinoa bær, fermenterede gulerod og agurker.
Efter endt brunch vendte vi efter en dejlig naturoplevelse, næsen hjemad mod Fredericia.

Jeg er vild med Mandø, men fik vist ikke helt smittet manden med min begejstring. Jeg har dog ikke givet op og vil lokke ham med derover en dag, det er bedre vejr.


mandag den 9. maj 2016

Køkkenrenovering.

De sidste fem uger har vi været i gang med at renovere vores køkken. Eller det er nok mere rigtigt at sige, vi har fået et helt nyt køkken. Praktisk talt alt er blevet skiftet ud, bortset fra køleskab og opvaskemaskine, som begge ikke er ret gamle. Når de engang trænger til udskiftning skal de også integreres i skabene. Men strøm, loft, vægge, gulv, ja selv afløb under gulvet er skiftet.  Vi er endnu ikke helt i mål, men det tegner godt selv om det sidste arbejde godt nok trækker tænder ud.
Vi har valgt et Ikea køkken med grå højglanslåger vel vidende at det kræver lidt ekstra opmærksomhed på rengøring. Det tager vi med.
Jeg viser nogle billeder af det færdige køkken, når vi er helt i mål. Her ses lidt procesbilleder.







I fredags kom bordpladen på og idag mandag blev gassen tilsluttet. Vi har valgt et gaskomfur med ekstra bred ovn. Det glæder vi os til at få i brug.

I det hele taget glæder mig til at blive færdig.