lørdag den 18. januar 2014

S´mores chokolade drik.

S´mores er noget jeg i tidens løb har lavet mange af sammen med børnene, når vi havde tændt bål. Skumfiduser blev smeltet over bål, puttet imellem to kiks og et stykke pålægschokolade.  At de hed
S´mores, det vidste jeg faktisk ikke før end at Liselotte fra Slagt en hellig ko omtalte dem. Navnet er en sammentrækning af "give me some more", har jeg fundet ud af.

Med det vejr, vi har her omkring Fredericia, så får man vældig lyst til varm kakao at forsøde tilværelsen med. Når jeg så også den anden dag faldt over en opskrift på Pinterest på S´mores hot chocolate, var der ikke meget at betænke sig på.


Det, der gør drikken til en S´more chocolate, er at jeg har dyppet kanten af glasset i chokolade og så bagefter i knuste digestive kiks. Husk at holde glasset/koppen nedad, indtil du har dyppet dem i kiksen, så får du en pæn kant. Herefter hældes kakaoen forsigtigt i og der fyldes op med skumfiduser (Tiger har fået de små skumfiduser). De brændes lidt med en gasbrænder til køkkenbrug for at efterligne den effekt, du får over bålet, men det kan selvfølgelig undværes. Jeg stillede derudover flødeskum med forskellige smag fred. Uhm en lækkerbisken, der nemt kunne gøre det ud for "aftenskaffen."





Prøv det. Det er lækkert og anderledes at mærke kiksen på læben når man drikker. Til sidst opløses kiksen og du får det hele med. Jeg prøvede også at knuse makroner. Det smagte også godt.
Vi talte om at et lillebitte drys chillipulver i kakaoen, kunne være anderledes og tilføre noget nyt.

Velbekomme.

onsdag den 15. januar 2014

Der var engang en "Yrsa" og en tur til Abisko og så lige en toårs fødselsdag.

Bloggen blev to år her ved årsskiftet. Tænk sig, i to år har jeg skrevet om løst og fast og taget en masse billeder. Jeg har surfet lidt rundt på bloggen og kan konstatere, at jeg er blevet lidt bedre til at få billeder og tekst til at se appetitlige og imødekommende ud.
Håber du også synes det!

Det jeg blandt andet faldt over, var at billederne var små i starten. Det vil være et stort arbejde at ændre billedstørrelse i alle indlæg, men jeg har været inde og genlæse alle indlæg fra vores fantastiske MC tur til Abisko og Stockholm i sommeren 2011. Billederne blev gjort større og kommer nu bedre til sin ret. Jeg blev helt vemodig over at gense "Yrsa" som manden kaldte sin motorcykel, en Yamaha Royal Star A 1300. I erkendelsen af at jeg nok ikke blev den helt entusiastiske bagsædesild, valgte han at sælge den og købe en mere handy MC en Honda NC 700 xa.
Turen var fantastisk, men også den første, eneste og sidste gang, jeg tog med på så lang en tur.
Men oplevelserne og minderne, dem har jeg gemt i mit hjerte og hjerne.
Håber du får lyst til at gå ind og læse indlæggene og nyde billederne. Du finder alle indlæggene her og under fanen MCtur.


tirsdag den 14. januar 2014

Ideer med blonder, doilies og flakonner. Del to.


Igår viste jeg ideer til at kombinere blonder og flakonner med selvhærdende hobbyler. Idag handler det om andre ideer. Nr 4 er pynt til dine cupcakes, som lige forhøjer det æstetiske udtryk en smule. Til formene har jeg brugt en stor papirblondeserviet af den slags man typisk lægger under en lagkage. Jeg har klippet blondekanten ud og delt den i tre. Herefter har jeg formet en ring, der passer til en cupcakeform. Der er således ikke bund i denne form, men jeg har tænkt mig forsigtigt at løfte cupcaken ned i formen og så servere dem enkeltvis. Alternativ kan man jo bruge hvide eller neutrale forme til at bage kagen i og så sætte dem ned i blondeformen.




Jeg samlede bare mine sammen med almindelig tape. Det er nok bedre at bruge dobbeltklæbende tape. Prøv at samle dem så de passer sammen i buerne. Det ser pænest ud.

Nummer tre er trykt blondeindpakningspapir. Ideen har jeg set her.




Jeg tog på genbrug og købte en kagerulle. De havde tilfældigvis en tupperware, som har en stor valse. Jeg målte løseligt ud hvor stort stykket skulle være, sprayede limspray på rullen og limede blondestoffet fast. Herefter rullede jeg blå maling på blonden. Der gik mere maling til end jeg lige regnede med, så en anden gang må de få lidt mere maling. Jeg rullede med et let tryk, kagerullen henover et stort stykke papir. Du kan fx bruge de ruller tegnepapir, man kan købe til børn eller en papirdug. Aftrykket blev ikke så tydeligt men da jeg prøvede at pakke en gave ind med papiret, synes jeg egentlig det ser meget godt ud.



En anden gave pakkede jeg ind i almindeligt brunt papir, hvor jeg puttede en flakon ind under båndet. Det ser da også okay ud.

Nummer to er armbånd, lavet at blondebånd, perlevedhæng og en kraftig sølvlås.




Blondebånd er købt i Bilka, perlevedhængene har jeg købt rundt omkring, når der er udsalg. Det samme med låsene. Jeg målte et stykke blonde ud, der passede nogenlunde rundt om håndleddet. I den ene ende smurte jeg en smule kontakt/smykkelim på båndet, og nulrede det til en spids, så det kan komme ind i endestykket. Jeg puttede en dråbe lim i endestykket Brug en tandstik til at proppe resten af båndet ind. Så skal det tørre, inden du limer den anden ende. Her skal du måle lidt mere nøjagtigt, hvor lang den skal være. Jeg fik brug for hjælp til at holde den ene ende, for låsedelen skal måles med. Det ene armbånd blev en smule for lille til mig, så vær omhyggelig med at måle. Så skal de tørre helt.


De blev da meget fine, ik?

Den sidste idé som dog ikke er med i collagen, er sukkerstivede flakonner. Du tager dine flakonner, koger noget sukkervand, putter flakonnen ned i og lader den suge godt. Tag den op, vrid den lidt og form den over en skål og sæt den til tørre. Mine stod på pilleovnen natten over og så var de tørre og stive. Du kan finde en opskrift på sukkerstivelse her. Husk jo kraftigere flakon, jo kraftigere blanding.



Afhængig af tykkelsen, kan de sagtens holde til fx at agere brødkurve.

Jeg håber, du er blevet inspireret til at være kreativ med blonder og flakonner. Og husk, hvis du ikke har lyst til at bruge arvestykkerne, kan man sagtens finde flakonnner og blonder i genbrugsbutikker.

God fornøjelse.