onsdag den 1. februar 2012

Beretning fra et bagsæde. Del 3.

Så er det tid til del 3 af beretningen fra vores tur til Abisko sidste sommer. Del 1 og 2 kan  læses her.


Allerede efter en halv times kørsel på denne tredje dag måtte vi stoppe for at tage noget mere tøj på. Det var blevet mærkbart koldere. Vi fik også provianteret lidt nyt pålæg, så frokosten var klaret. Svenskerne spiser åbenbart mange bær af forskellig slags, for den slags kan man ofte selv i de mindste supermarkeder købe i løs vægt.


Vi holdt en lang pause, da vi kom til Østersund for at købe nye sko til os begge. Østersund kender jeg fra tv. Her foregår der ofte skiskydningskonkurrencer, så her er mange hoteller, butikker og et kæmpe skistadion. Alle veje går enten meget opad eller nedad, så det var svært at finde parkering til cyklen, uden at den var i fare for at vælte. Vi fik købt nye sko i Stadium inden det gik videre. Ellers er der ikke meget at berette om denne tredje dag, hvor de største højdepunkter var, hvor ofte vi krydsede Inlandsbanen. Den starter i Kristinehamm i syd og går helt til Gällivare i nord. Indlandsbanen er 1289 km lang og hver sommer kører en ”turisttog”, hvor man stå af og på efter behov. Lige denne dag, kunne det være fristende at skifte et MC-bagsæde ud med et blødt togsæde. J

Efter en lang køredag endte vi i Storumann på Hotell Toppen, der lige havde et værelse til os. Vi var nu nået til Södre Lappland i Västerbottens Län. Vi flottede os med en dejlig middag. Godt nok bare en burger, men hvilken burger. Der var overraskende godt fyldt op på hotellet, selv om man fornemmede det var et udpræget skisportssted og der var da også en flot udsigt over skifjeldet. Dagens etape var på 466,5 km.

Billedet er fra hotellets hjemmeside.
Næste dag var der tidlig afgang. Vi havde et mål, der hed Gällivare med flere planlagte stop undervejs.
Vejret var blevet en del bedre. Fint kørevejr, lige tilpas til at have motorcykel-køretøj på.
Første stop var egentlig bare tænkt som en få-ilt-til-de-ædlere-dele-pause, men den lille by, Sorsele, vi var nået til, var simpelthen så charmerende, så vi måtte ind og kigge. Vi gjorde holdt ved den sødeste hvidmalede træ-kirke, der lå ved en sø. Uden for kirken sad der en ung dame med noget, der grangiveligt lignede en urne. Lidt senere kom der et par andre damer og de gik med urnen. Måske den skulle sættes ned!
Der var en dejlig stemning inde i kirken og vi sad lidt og hvilede os. Vi kunne købe postkort og forskelligt. Vi købte bl.a. et med dette budskab:

Mycket få människor lever i dag.
De fleste gör
förberedelser
för att
leva
i morgon.
Citat : Jonathan Swift.

Uvist af hvilken grund har jeg ikke taget nogen billeder af kirken. Men manden tog lidt video derfra, så det får I her.

video


Og en mere video her.


video

Landskabet var så småt begyndt at ændre karakter. Der var ikke så meget skov, men flere partier med fjelde og dale. Vi var nu nået ind i Nordbottens Län. Vi mødte rener for første gang, men jeg nåede aldrig at få kameraet frem tidsnok til at tage billeder. Vi så også et par elg-køer, men ingen elgtyre. Det var med at være opmærksom, for at køre ind i en elg, er ikke sjovt.





Den store frokost blev indtaget ved en fossende elv. Der var dukket flere og flere autocampere op på vejene. En ganske tiltalende ferieform heroppe nordpå, hvor du har friheden og bekvemmeligheden.

 
Dagens store omvej var turen til Storforsen. Den ligger 40 vest for den større by Älvsbyn. Den er Europas største fors med en faldstrækning på mere end 5 km og en faldhøjde på 82 meter. De sidste to km falder elven 60 meter. Et imponerende syn. Det var blevet pænt lunt og da elven ligger inde i et skovområde, var det en tiltrængt varm pause. Der var et leben af mennesker, men stadig god plads. Der var lagt ramper ud, så også kørestolebrugere kunne få sig en oplevelse. Rundt omkring var der små bålpladser, hvor folk hyggede sig med at stege sin mad. Træet hentede man bare i brændeskuret. For første gang i lang tid, så vi også flere motorcykler samlet på et sted, så der blev kigget lidt her og der.






Jeg eksperimenterede lidt med lange lukketider for at få blødt vand, men manglede mit stativ og fik næsten kun rystede og uskarpe billeder, da jeg prøvede. Et par enkelte gode blev det kun til.


Det her billede, kan jeg godt lide.

Der var også et fint lille museum og en souvenirbutik med husflidsarbejder, hvor vi blev betjent af ældre damer med fine tørklæder.  Et dejligt sted, som kan varmt anbefales og som var de 60 km. omvej værd.


Brændeskuret, hvor man bare kunne hente brænde.





Vi nærmede os den nordlige polarcirkel. Lige der, hvor man krydser den, lå der et lille traktørsted og en butik. Vi forelskede os i t-shirts, som vi købte og en glaskugle, som vi IKKE købte, i den tro at der nok kom mange flere af den slags. Det gjorde der bare ikke!

Vi var nødt til at få et diplom som bevis for at have krydset polarcirklen.  Senere på rejsen tilbage sydover krydsede vi igen polarcirklen, blot et andet sted, men dette kryds-over var bestemt det mest mindeværdige.





Vores bevis.

Efter polarcirklen nåede vi til Jokkmokk, som vi egentlig havde haft store forventninger til. Det er her, det kæmpestore Samer-vintermarked bliver afholdt en gang om året. Der var et lille marked, men det virkede en anelse for kommercielt på os. Manden forelskede sig godt nok i en samerkniv, meeen den var godt nok dyr, så det blev kun til et par småting. På mig virkede byen lidt forladt og forsømt, men der er nok anderledes liv, når samerne om vinteren samles her og i oplandet. Det årlige vintemarked finder faktisk sted lige i disse her dage.


Klokken var ved at blive mange (igen) så det var tid til at finde natlogi. Gps´en foreslog et Bed and Breakfast, som vi fandt. Det var et kæmpehus og et anneks, hvori der boede en flok unge mennesker. Vi adspurgte om hjælp, men de henviste til et tlf. nr. på døren, som vi så ringede til. Værtinden Marita gav os koden til døren, vi kunne bare gå ind. Igen fik vi lige det allersidste værelse. Hvor heldig havde vi lov til at være. Marita kom og gik ind i sit lille kosteskab af et kontor, og vi kunne oven i købet betale med Visakort og have netadgang. Hun boede der ikke selv, men havde det åbenbart som et slags pensionat.
Marita, værtinden. Hun synes, jeg lignede en rigtig fotograf :-) og stillede gerne op.


Udsigten fra vores Bed and Breakfast.
Vi var nu nået så langt op, at det næsten var lyst døgnet rundt.
I allersidste øjeblik nåede vi ned til byen og fik kina-take-away. Undervejs kom vi forbi en plads, hvor der var gang i den med musik.  Åbne biler med unge mænd cruisede rundt i byen, Det er åbenbart et internationalt fænomen. Godt trætte ramte vi sengen i det lille værelse, Dag 4 var slut. Kørte kilometer: 389.5.

Farverig bænk i Gällivare.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar