Skyggerne vender tilbage.

Skyggerne vender tilbage er en anderledes krimi, der foregår i Sameland i Nordnorge med afstikkere til Kiruna i Sverige. Bogen er en krimi, men den er også en fortælling om samernes vilkår og udfordringer i nutidens Norge. Århundredes traditioner må vige pladsen for olieindustrien, hvilket fører til spændinger både samfundsmæssigt og på det personlige plan og De to betjente i renpolitiet, Klemet og Nina er hovedpersonerne, men en af bogens styrker er, at vi kommer ind i hovedet på lige tilpas mange personer og fornemmer deres tankegang og værdisæt. Af interessante bipersoner kan nævnes ejendomsmægleren Tikkanen, som har sit eget lille kartotek med oplysninger over byens borgere. Oplysninger som han bruger til at overleve. Han styrer sin egen lille loge og afholder selskaber, hvor han servicerer byens spidser med både mad og damer, at muntre sig med. Et af disse selskaber går imidlertid gruelig galt. En anden interessant person er Anneli, en same, hvis mand dør drukner under et af renflokkens forårsvandringer. Anneli er i kontakt med naturen, er blid og intuitiv, men har på mange måder også et moderne livssyn Undervejs i bogen åbenbares gamle regnskaber og relationer, der har sit udspring i olieeventyrets begyndelser og særligt behandling af dykkerne både dengang og nu er centralt. Det viser sig også at Ninas egen far er personligt involveret. 

Billederne er fra vores MCtur til Abisko sommeren  2011.

Skyggerne vender tilbage er godt skrevet. 
Det er ikke en pageturner, selv om bogen de sidste 100 sider har fart på. Jeg nød de smukke beskrivelser af naturen og samernes livsvilkår, ligesom miljøbeskrivelserne generelt er værd at læse. Jeg har selv tilbragt fire dage omkring Abisko og Kiruna og bogen formåede at få mine egne naturoplevelser frem på nethinden igen. Det eneste, der generer mig lidt i bogen, er de små korte tekster, som nogle kapitler indledes med. Sidst i bogen finder vi ud af deres betydning, men jeg synes ikke helt, de fungerer efter hensigten og jeg blev en smule irriteret over dem. Alt i alt en anderledes læseværdig krimi. 

Bogen har jeg anmeldt for Plus bog som en del af deres frivillige anmelderkorps.

Skærtorsdag, Egeskov Slot og motorcykler i skøn forening.

Skærtorsdag er tilbragt i fint selskab. Manden min, greven fra Egeskov Slot og så lige 3000 motorcykler og deres førere. Egeskov Slot åbner for sæsonen idag og greven havde tilbudt gratis adgang for motorcyklister. Han havde vist bare ikke forventet, der kom SÅ mange. 1000 armbånd var trykt, men da vi kom ved et-tiden var de for længst væk. Han var blevet rendt over ende, ham greven, af mænd med gråt skæg og sorte jakker, der var blevet lokket af det gode vejr, af muligheden for at sparke dæk, møde andre mcførere og så lige den gratis adgang. Nåh ja, nogen luftede så også deres bagsædesild. ( eller for nu at være helt ærlig, så tog jeg den nemme løsning på fire hjul og fulgte efter manden min på de to)

Vi blev mødt af greven, der viste vej om til VIP indgangen for MC´er. 

I anledning af sæsonåbningen havde greven allieret sig med MC forhandlere, primært fra Bdr. Jensen, Horsens og etableret en udstilling med japanske motorcykler fra 1970, erne, 80 erne og 90 erne.

På trods af at denne Yamaha er fra 90`erne, så havde den noget retro over sig. Jeg har ikke en pind forstand på motorcykler, men denne her tiltalte min æstetiske sans.

Honda, skrevet med japanske skrifttegn. Måske en fremtidig tatoo for Hondaelskere.

Der var også et par Harley´er. De er en del af den permanente udstilling. Den gamle her ovenover var fra 1931. Den havde en eneboer købt og i mange mange år gemt i laden. Den har ikke kørt ret meget og det er lykkedes greven og hans stab af få den til at køre. Imponerende.

                                                         Harley anno 2014.

                                              Mænd i sorte jakker har også humor.

Og skulle mænd i sorte jakker glemme at opføre sig pænt, blev de lige mindet om det med dette skilt.

Paradisæbletræet blomstrede, slottet glimtede i baggrunden og svanerne gjorde kur til hinanden i voldgraven. Med den kulisse tog manden et par, for en gangs skyld, hæderlige billeder af konen sin, som så vover at sætte dem ind her, så I kan se giraffen med et stort nyt krøllebrus om hovedet.

Fortsat god påske til dig og dine.

Der var engang en "Yrsa" og en tur til Abisko og så lige en toårs fødselsdag.

Bloggen blev to år her ved årsskiftet. Tænk sig, i to år har jeg skrevet om løst og fast og taget en masse billeder. Jeg har surfet lidt rundt på bloggen og kan konstatere, at jeg er blevet lidt bedre til at få billeder og tekst til at se appetitlige og imødekommende ud.
Håber du også synes det!

Det jeg blandt andet faldt over, var at billederne var små i starten. Det vil være et stort arbejde at ændre billedstørrelse i alle indlæg, men jeg har været inde og genlæse alle indlæg fra vores fantastiske MC tur til Abisko og Stockholm i sommeren 2011. Billederne blev gjort større og kommer nu bedre til sin ret. Jeg blev helt vemodig over at gense "Yrsa" som manden kaldte sin motorcykel, en Yamaha Royal Star A 1300. I erkendelsen af at jeg nok ikke blev den helt entusiastiske bagsædesild, valgte han at sælge den og købe en mere handy MC en Honda NC 700 xa.
Turen var fantastisk, men også den første, eneste og sidste gang, jeg tog med på så lang en tur.
Men oplevelserne og minderne, dem har jeg gemt i mit hjerte og hjerne.
Håber du får lyst til at gå ind og læse indlæggene og nyde billederne. Du finder alle indlæggene her og under fanen MCtur.

Beretning fra et bagsæde del 8

Inden ferien i år, må jeg hellere få os helt hjem fra sidste års eventyr på Yrsa ( MC´en).
Du kan læse del 7 her. Og alle tidligere beretninger unden fanen beretninger i højre side.

Dag 11.
Vi vågnede til det mest fantastiske vejr og morgentrafikken på vandet. De var ved at bygge en ny tunnel til T-banen, så der blev livligt sejlet sand osv væk på pramme. Trafikken i centrum af Stockholm er altid et mareridt pga de mange broer over kanalerne. Den kæmpestore rundkørsel Slussen er heller ikke sjov at komme rundt i.
Det var vi heldigvis fri for at bekymre os om, for vi skulle bare bruge apostelens heste idag og gå på vores gode ben.

Vi startede med at gå ind i Gamle Stan. Hvilken smuk by. Stemningsfuld, velholdt og masser at kigge på. Der var hyggelige små butikker af forskellig slags. Er godt klar over, de primært er rettet mod turister, men jeg synes alligevel, de var ret charmerende.

 Vi gik også igennem den smalleste gade, hvor man kan nå væggene når du strækker armene ud.

Første mål var Kongeslottet. Et smukt slot, som umiddelbart virkede mere åbent end Amalienborg, selv om vi heller ikke her måtte gå indenfor rebene, der markerede afskærmingen.  Der var et museum på slottet og en fin souvenirbutik, hvor vi kunne købe kongelige produkter.
Livgardens soldater i Sverige er selvfølgelig blå, en flot uniform.

Efter besøget på Kongeslottet gik vi langs vandet ud til Djurgården, en ø lidt udenfor. Her ligger Vasamuseet, nationalmuseet Skansen, og flere andre museer og forlystelser. Vi havde Vasamuseet som mål. Det var en dejlig gåtur derud med masser af liv og levned. Desværret var der også kø for at komme ind og vi var ved at gå sukkerkolde. Efter entreen gik vi direkte til restauranten og her fik jeg den dyreste smörgås, jeg nogensinde har fået. 93 kr for et stykke brød med æg og rejer. Hmmmmm.
På museet er udstillet Vasa skibet, et gammel krigsskib, som sank i Stockholms skærgård pga byggetekniske fejl. Det var simpelhen for højt. Det blev, for ikke så mange år siden, bjerget og restaureret og fik så sit eget museum. Museets arkitektur tager udgangspunkt i skibets form. Indendøre er der lidt mørkt og et gulligt lys for at bevare det gamle skib, men flot er det og museet er imponerende i sin højde og udformning. Museet er bestemt et besøg værd med masser af detaljer at kigge på.

Vi havde ikke rigtig energi til at gå tilbage, men tog sporvognen hjem. Vi kom ikke til at betale for turen, konduktøren nåede simpelthen ikke hen til os, så mange turister var der.
Vi stod af ved det indkøbscenter, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh brutalt blev stukket ned i sep 2003.
Efter at have købt lidt gaver til dem derhjemme, gik vi hjem til skibet og slappede af et par timer inden vi ( igen) gik. Nu blot den modsatte vej, opad til den mondæne område ved Mälerstrand. Der var et dejligt miljø med barer med udendørs servering, musik osv. Vi fik købt lidt aftensmad, som vi tog med hjem og hyggede os med imens vi sad og kiggede ud over vandet. Der kom en masse  reklame-luftballoner flyvende over byen. Lidt nostalgisk for vi ser dem jo ikke så meget herhjemme mere.
Vi var pænt stegte efter en lang dag i solen, så igen fik skibets bevægelser os hurtigt vugget i søvn. Jeg er blevet ret vild med Stockholm og håber bestemt at vende tilbage. Den der forunderlige blanding af noget sydlandsk og alligevel nordisk både i arkitektur og stemning adskiller den fra København fx. Tror Stockholm er imponerende smuk ved juletid. Det var også helt sjovt at genkende mange lokaliteter fra de mange svenske bøger, jeg læser. Fx Arne Dahls 11 bøger om A-gruppen eller Lisa Marklunds bøger om Annika Bengtzon. Den seneste hedder Sort-Hvid.

Dag 12.
Næste dag var det afgang mod Göteborg og hjemad. Der er ikke så meget at skrive om. Det regnede det meste af dagen og da vi nåede til Göteborg var det næsten ikke til at opdrive overnatning. Det vrimlede med fodboldbørn og deres ledere fra hele verden ligesom der åbenbart var en stor koncert under opsejling. Vi endte på et hotel til den dyreste overnatningpris, 1249 svenske kroner, men vi var trætte.

Dag 13.
Tidligt næste morgen ( min fødselsdag) var der afgang til færgen. Det øsregnede, men der var jo ingen vej udenom. På færgen fik vi brugt de sidste svenske kroner. I Frederikshavn regnede det igen og hele turen hjem foregik i øsende regnvejr. Regnvejr kan være farligt for en motorcykel. Specielt på motorvejen, hvor de hvide striber bliver glatte, så valget står imellem at blive indimellem lastbilerne med de farer der er forbundet med det eller at overhale dem og  dermed forcere de hvide striber. Hårdt arbejde for føreren.
Vi endte med at køre af motorvejen og tage landevejen, selv om det så tog lidt længere tid. Hjemme ventede sønnerne med lagkage og en flot gave for manden; en ny bærbar computer. :-)

Håber I har nydt tekst og billeder fra vores tur til Abisko sidste år.
For os havde det været en oplevelsesrig tur. 5000 km tur-retur. Jeg ville ikke have været turen foruden, men jeg tager ikke med på MC-tur igen. Manden har nu taget konsekvensen og kigger på en mindre MC, der er nemmere for ham at komme rundt med alene. Selv om jeg nu synes Yrsa er en smuk motorcykel, hvis bagsæde jeg aldrig glemmer.

Beretning fra et bagsæde. del 7.

Vi var nået til dag 8.
Inden vi tog af sted på vores tur, vidste jeg godt, at det at sidde på det lille bagsæde på en MC med 100 km i timen og med andre trafikanter rundt omkring mig, ikke ville blive min yndlingsbeskæftigelse. Det var dog egentligt gået meget godt. Der var masser af tid til tanker, og meget at kigge på. Jeg kunne bedst lide at køre igennem byer, dels gik det ikke så stærkt, dels var der noget at kigge på. Jeg var derfor ikke helt forberedt på, at jeg pludselig overhovedet ikke synes om at sidde bagpå. Det gik godt her om formiddagen på 8. dagen, men senere på dagen var jeg decideret bange for at sidde der og svedte angstens sved, selv om det faktisk var koldt. Jeg fik god brug for dybe vejrtrækninger og prøvede at tvinge tankerne hen på noget godt.

Vi var et smut inde om Kiruna og i Folkets Hus for at poste vores postkort og fortsatte derefter turen østover. Vores plan var at køre langs den Botniske Bugt ned til Stockholm. Vi krydsede polarcirklen igen, men butikken her var kedelig med en blanding af østerlandsk ” souvenirting” og en kiosk. Certifikatet for at have krydset polarcirklen, kostede det dobbelte af, hvad vi havde givet ved Jokkmokk, så vi kørte hurtigt videre. Det blev regnvejr, men derudover husker jeg faktisk ikke ret meget af eftermiddagen. Pga. vejret osv. nåede vi ikke så langt, som planlagt, så vi endte på Pitteå Stadshotel. Det var en lettelse at trække af køretøjet, tage bad og opdage, der lå et spisested lige over for. Efter aftensmaden gik vi en tur ned til vandet. Der lå et stort supermarked, hvor vi var købte lidt til at hygge os med på værelset. Jeg fik også købt et ekstra SD kort til at gemme alle billederne på, så jeg var sikker på at have nok plads til resten af turen.

Jeg har ikke noget foto af hotellet, men har lånt et her.


Dag 9.

Næste dag var det godt nok lidt lunere, men det krævede stadig sin kvinde at finde sig til rette på cyklen. Landskabet havde ændret karakter og byerne begyndte at ligge lidt tættere på hinanden. Jeg var stadig decideret bange for at sidde bagpå, men der var jo ingen vej udenom. Efterhånden vendte humøret dog lidt igen, der blev mere at kigge på og jeg faldt lidt til ro igen.

 Vi fandt et dejligt sted at spise frokost. Det var lunt og skønt ved den lille sø. Imens vi sad og spiste, kom der en svensk traktor forbi, som havde en klipper påmonteret.  Den blev rigtig studeret og der blev foretaget sammenligninger med mandens egen traktor derhjemme og det var lige før han fik arbejds-hjemvé.

Vi kørte tæt på kysten og fik flere glimt af den svenske skærgård.  Området hedder Högakusten, og strækker sig fra Harnösand i syd til Örnsköldsvik i nord langs den svenske Bottenhavskyst. Stækningen er på ca. 100 km og blev i 2000 opført på Unescos verdensarvliste. Landskabet er særpræget og dramatisk. Geologiens kræfter har med tiden skabt delt landskabet i opragende fjeldpartier og markerede elvdale og har ført til dannelsen af en udstrakt skærgård med naturlige havne. Landhævningen efter sidste istid når her sit maksimum i Sverige og der er fundet spor af gamle kystlinjer i 285 m højde.

Midt på kysten hæver Skuleberget sig 295 m næsten lodret fra kysten med vid udsigt til sæterhytterne i højlandet, landbruget i elvdalene og skærgården med talrige fiskerlejer. Et øjeblik kunne vi tro, vi var hjemme ved Lillebælt, for vi kørte over en bro, som grangiveligt lignede Den ny Lillebæltsbro. Högakustenbroen opførtes 1993-97 som en hængebro over Ångermanälvens munding mellem Veda og Hornö. Broen er med sin kørebane 180 m over vandoverfladen Sveriges højeste hængebro; der er 1210 m mellem pylonerne. Senere erfarede jeg, at MTH Højgaard havde haft en finger med i spillet og det forklarer jo ligheden. Vi kørte på motorvej en del af turen til Stockholm, så jeg har ikke så mange billeder fra den tur, men har fundet dette billede af broen, så I kan se ligheden.



 

Jeg kunne helt klart godt tænke mig at besøge dette område igen, for der var smukt, en afvekslende natur og spektakulære landskaber.

 Dog nåede vi denne dag heller ikke så langt, som vi havde planlagt. Vi lod GPS´en om at finde et B&B og den fandt Provstegården, som var et dejligt charmerende sted i Harnösand. Den flinke vært var så sød at køre sin fine bil ud af indkørslen, så vores Yrsa kunne komme ind.

Lige over for lå en stor flot domkirke, og byen så bestemt ud til at være værd at udforske lidt mere, end det, vi nåede på den lille gåtur i byen.

Dag 10.

Ved morgenmaden talte vi med et svensk ægtepar fra Stockholm, som havde set MC´en. Som ofte før, var det mere cyklen end os, der vakte opsigt, men sådan er det vist at køre MC.

Den ældre mand havde også en MC derhjemme, men han synes ikke længere, han havde kondition til at køre længere ture på den. Vi kunne nu godt se, det trak lidt i ham for at komme ud at køre. Det flinke ægtepar anbefalede os at besøge Vasa Museet, når vi kom til Stockholm, så det skrev vi os bag øret.

Undervejs til Stockholm kom vi forbi et anderledes indkøbscenter/hotel eller hvad man nu skal kalde det. Opført i østerlandsk stil med guld og glimmer, lå det der bare lige pludselig, nærmest som smidt ned fra himlen. Vi var for nysgerrige til at bare at køre forbi Det var malplaceret som bygning, men på en måde smuk og charmerende. Indenfor var der hotel, restaurant og en kæmpestor butik med alt godt fra østen og lidt fra Sverige. Et virkelig spøjst sted.

Trafikken blev tættere og tættere, men hen under eftermiddagen nåede vi Stockholm. Så skulle vi bare lige finde Rygerfjord Hotel, som lå ved Söder Mälarstrand. Mit fokus var at holde blikket stift på mandens ryg og så ellers håbe at mand og GPS fandt vej. Selvfølgelig var der vejarbejde eller snarer tunnelarbejde, så det føltes som om vi kørte i ring i Slussen, den store rundkørsel i Stockholm, men pludselig var skibshotellet der.

Vi blev indkvarteret i styrmandskahytten, med eget sovekammer, bad og stue. Virkelig fint og vi havde udsigt ind over vandet og Gamle Stan, så vi kunne ikke bo mere centralt. Skibet er 60 år gammelt og har sejlet som rutefærge i Norge, inden det blev bygget om og lagt til kaj ved Söder Mälarstrand midsommeraften i 1995. Det har også et søsterskib Rygerfjord 2, som dog allerede fra start af, var bygget som hotelskib.

Skibene fungerede også som vandrehjem men vores styrmandskahyt var rigtig fin.
Det var rigtig varmt, så vi tog hurtigt et bad og gik så en tur op i Gamle Stan, og videre ud til Hard Rock Café, som vi mente, vi havde set på vejen hertil. Der var dog bare lige 5 km at gå, men typisk os at gå så langt. Burgeren og stemningen på Hard Rock Café var dog kilometerne værd, ligesom der var masser at kigge på undervejs.

Vel hjemme i kahytten igen, var det dog et træt par, der gik til køjs i kahytten efter at have nydt den mest fantastiske solnedgang over vandet. Vi faldt hurtigt i søvn til skibes vuggende bevægelser.