"Man kan ikke lære et hjerte noget, det mærker bare imens det slår"
Sådan synger Thomas Helmig i en sang på sit album, KH Helmig, tilbage fra efteråret 2013. Den dukkede op på min playliste her i dag og den satte nogle tanker igang.
Helmig synger om sin skilsmisse og er lidt dyster og mørk for han fortsætter med at "og nu skal tiden bare igang med at gå og læge alle sår" Dvs, vi må bare mærke det, vi nu mærker og lade tiden læge de sår, hjertet er påført.
Men han har jo ret, den kære Helmig. Man kan ikke lære et hjerte at lade være med mærke . Uanset om det vi mærker, gør os glade eller kede af det. Om det gør godt eller gør ondt. Uanset om det vi mærker, er noget, vi kan komme af med eller om det bliver gengældt, når vi sender det ud i verden.
Jeg tænker, vi "bare" må være i de følelser, hjertet mærker. Vedkende os, de er der, hvad enten de gør godt eller ondt. Vi må ikke lukke følelserne inde. Ikke pakke dem væk.
Det er alt andet lige nemmere når det er gode, kærlige følelser, der er gengældt. Men også de triste følelser, følelser, der måske ikke bliver gengældt eller taget vare på, må vi være i og stå ved, at de er der.
Det, vi kan lære er at vores følelser ikke må gøre os handlingslammet og styre vores liv. Det er det svære i det her. Vi er ikke vores følelser.Vi er os. Jeg er mig. Jeg er ikke mine følelser, selv om kroppen reagerer på det hjertet mærker. Og det jeg mærker, sætter hjernen i spind, så følelserne netop får lov til at styre. Får lov til at styre tankerne.
En måde for mig hvorpå jeg kan undgå at følelserne får min hjerne i spind, er at komme ned i min krop, at mærke min krop. Ved fysisk arbejde, ved at gå ind i et kreativt flow, ved at fotografere, ved at vandre langt og længe. Ved at få massage. Ved at meditere.
Ikke ved at flygte eller synke ned i selvmedlidenhed, selv om det nogen gange føles som den nemmeste løsning.
Hvad gør du, når det, du mærker, sætter hjernen i spind?