tirsdag den 20. september 2016

Blogpause.

Af personlige årsager holder jeg pause på bloggen. Jeg ved ikke hvor længe. Det må tiden, livet og overskuddet vise. Det giver ikke rigtig mening for mig at blogge når livet udfordrer. Selvvalgt ja, men stadig svært.
Jeg håber I, min kære læsere, vil være der, når jeg hen vender tilbage.
Kærlige hilsner fra Karin

mandag den 12. september 2016

Lingon aka tyttebær.

Lingon eller tyttebær, som vi kalder dem i Danmark findes mange steder i Sverige og indimellem også i Danmark. Det er nogle bittesmå bær, som vokser på lave buske og tager derfor lidt tid at plukke. Da vi var i Sverige tog jeg den nemme genvej og  købte 500 g svenske lingon i en Lidl butik, af alle steder.
Nogle af dem brugte jeg til rystetyttebær. Det går i al sin enkelhed ud på at drysse sukker på bærerne og lade dem stå og safte godt til. Vi spiste dem til stegt kylling. Lækkert..
Af et par hundrede gram kogte jeg tyttebærmarmelade. 250 g bær, 200 g sukker, saft af en citron og ganske lidt vand, koges til den består marmeladeprøven. Når marmeladen har kogt et kvarters tid, tager man en skefuld op på en kold tallerken. Med skeen skiller du klatten ad og løber det ikke sammen igen, er marmeladen færdig.
Normalt er jeg ikke så vild med tyttebærmarmelade, men den her smagte aldeles fortræffeligt ovenpå en ostemad. Måske fordi den er hjemmekogt.




søndag den 11. september 2016

Store Mosse Nationalpark.

En af dagene i Sverige kørte vi til Store Mosse NationalparkStore Mosse Nationalpark er 7.850 hektar stor og ligger vest for Värnemo. Den består af fem højmoser, der omslutter en række søer. En højmose får ikke tilført vand fra åer eller vandløb, men kun som nedbør.  Det giver et særligt miljø, der leder tankerne hen på savannen et eller andet eksotisk sted. Vi gik ihvertfald og forestillede os både elefanter og dinosaurer for den sags skyld. 
Der er flere indgange og afmærkede vandreture i nationalparken. Vi besøgte først det fine Naturrum, der ligger ved hovedindgangen. Bagefter kørte til Kittla. Vi ville vandre den tur der hed Lilla Löva rundt, som var på 6,2 km. Det lyder ikke af meget, men det tager alligevel et par timer, da det meste af turen foregår på spån, som er dobbelte brædder, der er lagt ud i landskabet. 
Turen gik både igennem mose, let skov og lidt klipper. En skøn vandretur, hvor vi så mange svampe, guldsmede og fugle.











Vi havde medbragt madpakker og da vi havde gået ca halvdelen af ture, sagde manden at nu måtte der godt komme en bænk, hvor vi kunne sidde og spise vores madpakke, og sørme om der ikke dukkede en bord/bænk sæt op i skoven. 




Store Mosse Nationalpark er bestemt et besøg og en vandretur værd og så ulig det ellers skov og klippeklædte Sverige.

onsdag den 7. september 2016

Ferie i Sverige.

Jeg holder ferie i Sverige i denne uge, imens den hjemvendte søn holder øje med hus og have.
Min kusine har et hus her ved søen Vidöstern, som vi har lejet. Og her er bare skønt.
Jeg elsker den svenske natur, svensk kultur og sprog.

Når jeg er på ferie, har jeg altid bøger, kreative materialer og så selvfølgelig kamera med. De første fire-fem dage er gået med vandreture, tidligt op og se solen stå op over søen, strik, læsning, lidt tegneri og så købte jeg 500 g lingon ( tyttebær) som er kogt til marmelade.
Det er ( aktiv) ferie for mig.

Den svenske natur er gavmild og leverer de smukkeste scenarier, som får mig til at føle mig ydmyg, samtidig med at den giver plads og rum til eftertanke og livsrefleksioner. Det kan gøre alle steder, kunne man indvende, men natur og altså den svenske sætter mig i en særlig stemning.
Det at vandre i naturen, at lytte til fodtrinene i gruset eller buksernes svaj i det høje græs, det er lykke.

I dette indlæg får I billeder af de nære omgivelser.

Den første morgen stod jeg op klokken seks og gik ned til søen. Her blev jeg beriget med den mest fantastiske solopgang med disen vandrede hen over søen.








En anden dag løb jeg en aftentur og fik i tilkøb den smukkeste solnedgang.



Søndag gik vi en tur på 10 km langs en nedlagt jernbane. En rigtig fin tur, hvor vi så masser af svampe. Det er lige sæson. Desværre er jeg ikke den store svampekender,




 En anden morgen var det diset, hvilket gav en helt anden stemning. Naturen er forunderlig.



Ikke langt fra huset går der noget kvæg og græsser. De ser ret imponerende ud med deres horn.




På en aftentur brød solen lige igennem skyerne og gav det smukkeste lys.



Der ER bare skønt i Sverige.

mandag den 5. september 2016

Opgradering af banankage.


Jeg er på ferie i Sverige. I min kusines sommerhus ved søen Vidöstern, som ligger imellem Ljungby og Värnemo. Det skønneste sted, som jeg viser billeder af en af dagene.
Hjemmefra havde jeg taget nogle bananer med, som var blevet godt modne, så jeg genoplivede en gammel klassiker; Karolines banankage. Jeg pakker altid det halve køkken med på ferie, så for at opgraderer banankagen lidt, blev noget af hvedemelet erstattet af medbragt mandelmel, der kom lidt flere bananer i og ovenpå fik kagen, udover smeltet chokolade, et ordenlig drys hakkede mandler, som også var med hjemmefra. Som yderligere pynt, fik kagen kronblade fra en flot dahliablomst.
Jeg bagte kagen i en springform, fordi det var det, der var i sommerhuset.

Det blev banankagen bestemt ikke blevet ringere af.
Karolines opskrift er af en sådan art, at man selv kan ændre lidt på ingredienserne uden at det går ud over konsistens osv. Bare man husker at ændre fx banan til noget andet vådt og mel til en anden tør ingrediens. Det er også nemt at tilføje krydderier som lakridspulver, kanel, safra osv, alt efter hvad man kan lide.

Karolines originale opskrift kan ses lige her.

fredag den 2. september 2016

Nimis, et Lars Vilks kunstværk.

Da jeg var i Sverige i nationalparken Kullaberg, besøgte jeg Nimis, et yderst seværdigt, men også mærkværdigt kunstværk af Lars Vilks.


Han begydte opførelsen af Nimis i juli 1980 og det blev bare større og større, selv om den svenske stat flere gange har ført retssag imod Lars Vilks for at få ham til at fjerne det. Man må ikke bare bygge sådan et kunstværk i en fredet nationalpark. Nimis betyder på latin " for meget".
Den er bygget af drivtømmer og brædder, som er sømmet fast til de mest fantastiske konstruktioner, man rent faktisk kan gå inden i og op i.  Det siges af være bygget af 160.000 stykker træ, eller 75 tons. Helt vanvittigt at tænke på. Mest af alt fremstår værket som en kaotisk labyrint at brædder.  Vi oplevede dog system i galskaben og blev ret fascineret af værket.

Vejen til Nimis er ret ufremkommelig. Vi vandrede igennem skoven, ned af  ret så stejle skrænter, klipper, hen over rødder og masser af sten. På vejen dertil gøres man opmærksom på at du nu er i Ladonia, et særligt land, som man rent faktisk kan blive indbygger i.





Efter den strabaserende nedgang nåede vi indgangen til kunstværket. En smal gang, som du fortsætter klatringen indeni, for til sidst at nå ned på stranden, Der har Lars Vilks bygget flere tårne, vi var opppe i.







100 meter væk fra Nimis har Lars Vilks bygget Arx, en 150 tons tong skulptur af beton og sten. Den påbegyndte han i 1991.


Selv om turen ned til Nimis virkelig var udfordrende og besværlig, var det en fantastisk oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Det er så absolut et besøg værd, særligt for fotografer.  Thomas Holm har  bla brugt Nimis som lokation til nogle rigtig flotte nudebilleder, som er med i hans nye bog.