søndag den 28. februar 2016

Kræmmerhuse med flødeskum. Et dejligt barndomsminde.


For et stykke tid siden viste Anne fra Vrads Station et billede på instagram af nogle kræmmerhuse, hun havde købt hos bageren. Hun havde fyldt dem med flødeskum og puttet en klat rødt på toppen. Det fik mig tilbage til min barndom, hvor min mor bagte disse kræmmerhuse, som vi nød med flødeskum og en klat gelé eller syltetøj på toppen. Så enkelt men utrolig lækkert. Jeg har bagt dem før i mit voksenliv, men det var utrolig længe siden. Indtil nu, for i weekenden fandt jeg min mors fine bomulds-bage-handske frem. Jeg ville bage kræmmerhuse. Den originale opskrift fandt jeg i min gamle bog med opskrifter, jeg har skrevet ned bl.a fra min mor. Opskriften får I her:

2 æg,
Æggene slåes ud og vejes
Samme mængde sukker, smør og mel. Dvs vejer æggene 100 g, skal du bruge 100 g sukker,100 g smør, 100 g hvedemel.

Tænd ovnen på 190 grader.
Smørret smeltes.
Imens smørret køler lidt af, piskes æg og sukker hvidt og skummende.
Det smeltede afkølede smør røres i massen sammen med det sigtede hvedemel.
På en plade, beklædt med bagepapir tegnes cirkler med en diameter på 10 cm. Man kan evt tegne på bagsiden af bagepapiret eller man kan klippe en papcirkel på 10 cm, lægge den på bagepapiret og sigte mel henover, så cirklen aftegnes.
Dejen smøres på så tyndt som muligt. Man kan bruge bagsiden af en ske eller en tynd paletkniv.
Cirklerne bages i ca 8 min eller til de er lysebrune i kanten.
Portionen her giver ca 20 kræmmerhuse, hvis man er god til at smøre dejen tyndt ud.


Nu kommer det svære. Det er her bomuldshandsken kommer ind i billedet. Den forhindrer man brænder fingrene. Man kan købe en bomuldshandske på apoteket.
De varme cirkler løsnes med en kniv, formes til et kræmmerhus og sættes til afkøling i en flaske eller et glas. Min mor satte dem i gamle flødeflasker af glas.
Kun varme kager kan formes og det går lynhurtigt, så man kan kun have 2-3 kager i ovnen af gangen. Kræmmerhusene er meget sprøde og delikate. Jeg havde en del, der " mislykkedes", men dem har jeg tænkt mig at brække i små stykker, blande dem i flødeskummet og servere i et portionsglas i stedet.
Siden hen fyldes kræmmerhusene med letspisket flødeskum og toppes med en klat gelé eller syltetøj. Eller som jeg gjorde med friske bær. Det blev de ikke ringere af.
Man kan snildt spise en to- tre stykker, så bag endelig rigeligt.
Kræmmerhuse serveres i en skål med sukker, så de kan stå selv.






Kræmmerhusene er så tæt forbundne med min barndom og min mor og hendes bagekunst. Da jeg viste dem på facebook, var der flere, der også lige blev sendt tilbage til deres barndomskageminder.
Min mor bagte det meste selv, så i min barndom var det luksus med købefranskbrød og rundstykker. Den omvendte verden, må man sige.
Åh, jeg kommer da lige i tanke om de søndagsbirkes, hun sommetider bagte. Jeg må se om opskriften på dem ikke også står i opskriftsbogen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar