torsdag den 30. juli 2015

En smuttur til Ærø.

Søndag-mandag kørte vi et smut til Ærø. Ikke i bil, men på The black Diva, som vi kalder mandens motorcykel. Jeg bryder mig ikke så meget om at sidde bagpå. Jeg føler mig utryg og synes hurtigt, det går alt for stærkt, men da jeg ved, det betyder noget for manden at komme på tur med mig bagpå, sagde jeg ja til en smuttur til Ærø med færge fra Fåborg.  Det virkede som en overskuelig tur ( små 100 km). Hvad gør man ikke for kærligheden.!! Det blæste en del med sidevind, men himlen var blå og solen skinnede og det gik fint. Vi nåede så ikke lige færgen i Fåborg, men måtte fortsætte til Svendborg, hvor færgen sejler hyppigere men kærligheden var intakt, da vi kørte ombord.

Vi har ikke besøgt Ærø siden den sommer, ældstesønnen blev tre, så det er henved 23 år siden, men Ærø var præcis som jeg huskede den. Hyggelig, smuk og stemningsfuld. Ærøskøbings døre er blandt andet et kapitel for sig.
Her følger en lille billedserie med de motiver, der fangede mit øje.
















Hovedbyen på Ærø er Ærøskøbing. Derudover er der Marstal i syd og Søby i nord.
Efter at have vandret lidt rundt i Ærøskøbing, kørte vi helt ned på sydspidsen og gik en tur ved et skønt strandmiljø med smukke badehytter.





Jeg så husene i  forskellige kunsthåndværkbutikker, brugt som motiv på malerier, broderier og træ. De er også rigtig smukke og maleriske.




Vi havde booket overnatning på Holmegaarden. Det var et fint sted, som ligger i skøn natur. Vi bestilte med morgenmad, som viste sig at være en morgenkurv med forskellige lækkerier, som vi kunne vælge enten at spise på værelset eller tage med ned på terrassen.



Dagen efter var vi igen i Ærøskøbing. Vi havde nemlig set en spændende butik, der havde lukket om søndagen, og den ville vi besøge

onsdag den 29. juli 2015

Dagligdagsliv ved Bottenhavet.


Som du kan læse om her, havde vi i sommerferien lejet en sommerstuge ved Bottenhavet i Sverige. Ofte sad vi i den lille udestue, der vendte ned mod vandet. Derfra kunne vi kigge ned til det lille fiskehus og området omkring det- Hver dag kom der en fisker kørenede på sin ladknallert. Han satte sin båd i vandet og sejlede ud for at røgte sit garn. En af dagene var der åbenbart god fangst for  da havde han hængt nettet op på skuret og var ved af pille alle sildene ud af garnet. Både manden og jeg så et andet lille dyr, som farerede frem og tilbage og tog nogle af de fisk, som fiskeren smed ved siden af. Vi kunne ikke rigtig greje hvad det var for et dyr. Vi var omkring odder, bæver og ilder. Til sidst vandt nysgerrigheden og jeg gik ned for at sludre lidt med fiskeren og evt. se dyret.




Det viste sig at være en mink. Det var tydeligt, den var vant til at få fisk. Fiskeren var overbevist om at den måtte have unger, for den kunne simpelthen ikke selv spise alle de fisk, den hentede. Minken var svær at fange ordentligt med kameraet. Den var hurtig og gemte sig under alt muligt, selv om den kom tæt på. Fisken var en slags sild, som skulle bruges til surstrømning, en gæret konservesfisk, som efter sigende skulle stinke ganske forfærdeligt.





Fiskeren fortalte han var ude hver dag og hyggede sig med det. Han var pensioneret og havde en sommerstuge i området.
Der var tydeligvis andre der havde vænnet sig til at tage for sig af resterne.



Det var hyggeligt at få en lille sludder med fiskeren og dagligt på afstand at betragte det lille samfunds gøren og laden.

tirsdag den 28. juli 2015

Flyvefærdig eller ikke helt klar til at flyve fra reden.




Forleden dag arbejdede vi i haven. Denne lille gråspurveunge mødte vi flere gange rundt i haven. Jeg bilder mig ihvertfald ind at det var den samme. Den var vist blevet smidt ud af reden, førend den var helt klar til det, for den kunne knapt flyve. Det er barske vilkår, men mon ikke den klarer det. Vi har set flere fugle i haven end normalt denne sommer. Vi har altid hørt dem, men de plejer ikke at være så synlige i haven. Dejligt.
Apropos at forlade reden. I Europa bor 38 procent i alderen 18 og 34 år stadig hjemme hos sine forældre. Det er da et overraskende stort tal. I Danmark bor 16 procent i samme alder stadig hjemme: Heri tæller min søn. Han er 22½ og er ikke rigtig kommet hjemmefra endnu. Han har det jo godt, hvor han er. :-) Måske han snart skal skubbes ud af reden.

I haven mødte vi også denne lille fyr.


Den skal være så hjertelig velkommen. Æd du bare nogle snegle, kære frø.

søndag den 26. juli 2015

Vandretur i Skuleskogens nationalpark.


Skuleskogen er en del af Högakusten verdensarvområde ligesom den er en af Sveriges nationalparker. Den ligger 65 km nord for Harnösand og er et utroligt spændende naturområde. Högakustenleden går igennem Skuleskogen ligesom der er flere andre afmærkede ruter, man kan vandre. Nationalparken har tre indgange, en syd, nord og vest. Vi parkerede ved Sydindgangen. Forinden havde jeg lånt Vandreture på Högakusten på biblioteket og havde fundet et par ruter, som jeg godt kunne tænke mig at vandre. Valget stod imellem en på 7.6 eller 11.4 km. Det lyder ikke af så meget, og vi var lige ved at vælge den lange, men endte med den kortere, hvilket skulle vise sig af være et godt valg.




Det første stykke går man på de udlagte spån. Det er forholdsvis nemt, men kræver mere koncentration end man lige skulle tro. Så langt så godt for bagefter kommer dette terræn. 





Rødder, sten, små træer og et terræn, der stiger  og falder brat indimellem. Spændende terræn, som kræver stor koncentration og koordination. Vi var nødt til hele tiden at holde øje med, hvor vi satte fødderne. Det var smukt og krævende på samme tid. 


Vi holdt frokostpause her ved et klapperfält. Et klapperfält er et afgrænset område med sten, som indlandsisen havde med sig, da den smeltede for henved 3000 år siden. Lidt mærkværdigt at se så mange sten midt inde i en skov. Hugormene trives i disse klapperfält, så jeg var ret opmærksom, da jeg fotograferede. Jeg så dog ingen. I Skuleskogen lever der også los, ræv og et utal af fugle.




Efter lidt over 3 km vandring nåede vi Slåttdalsskreven. Der var utroligt smukt og specielt af stå ned i slugten med de 40 meter høje bjergsider.
Vel oppe at skreven igen, gik vi op på et plateau, hvor vi holdt den smukkeste kaffepause.





Efter kaffepausen forlod vi Högakusten leden og gik et stykke af den blå sti som går til Näskeboderne.  En stor del af den, går hen over bjerget Slåttdalsberget. Endnu en gang fik fantastiske udsigter og smukke landskaber at se.


Jeg synes det her billede er så smukt og gengiver stemningen på bjerget.







På det sidste stykke op til Slåttbergsberget følte vi os som bjerggeder, men vi nåede toppen af bjerget, hvor vi holdt et lille hvil, inden turen gik af den blå sti nedad og hjemad.
På hjemturen var vi trætte. Mandens ben ville ikke rigtig makke ret, så han faldt flere gange, men siger her bagefter, turen var alle skrammerne værd.
Vi var fire timer om turen. Vi har nok holdt pause ca en time alt i alt, så tre timer for at vandre 7,5 km plus det løse hen til parkeringspladsen. Vi gik hverken ekstremt langsomt eller ekstremt hurtigt, så det er omtrent det, turen tager, når man er hverdagsfit. Havde vi valgt den lange tur, var vi ikke nået hjem til vores bookning af bastuen. Den havde vi nemlig booket til kl. 19,00.
Hele turen beskrives her og du kan se vandreruten her. Der er garanti for en fantastisk naturoplevelse.