torsdag den 23. april 2015

Dyre og fuglelivet på Mandø.

Som du kan læse om her, så var jeg på Mandø i den forgangne weekend.
Mandø er ca. 8 km2 stor. Det et muligt at gå eller cykle rundt på det meste af øen, dog er det ikke tilladt at vandre på selve digerne. Biler er det derimod småt med. De fleste tager turen til Mandø med Mandø traktorbusserne. Jeg kørte selv, men er man blot på dagsbesøg, anbefaler jeg at tage traktoren. På DMI´s hjemmeside kan man finde den aktuelle vandstand, såfremt man ønsker at køre selv.

På Mandø Turist hjemmeside finder du oplysninger om mulige gå og cykelture, aktiviteter og informationer om natur og dyrelivet. Du kan også finde kort over Mandø hos blandt andet Klithus Mandø.
Jeg gik turen på 6.2 km. Dvs jeg fandt lidt forskellige omveje. På den tur kommer man igennem det meste af Mandø, dog ikke ud til vandet mod vest.

Der er et rigt og varieret fugleliv på Mandø. Både af ynglende fugle og trækfugle. Ryler, kobbersnepper, klirer, viber, ænder, gæs, fiskehejre, havørn, falke, høge og mange flere. Som jeg talte med Benny fra Mandø Event om, så følte jeg mig som en fremmed indtrængen i dyre og fuglelivet. Jeg forstyrrede freden og roen. Overalt hvor jeg gik, flaksede fuglene op, haren sprang afsted og store flokke af fugle lettede og fandt et nyt sted at slå sig ned. Kun fårene synes, at være upåvirket af min indtrængen. Dyrelivet og beboerne på Mandø ser ud til at have fundet en form for sameksistens. Dog har jeg læst at de mange tusinde bramgæs, er et problem for de landmændene.  Os naturturister kommer jo til Mandø for at opleve fugle og ølivet og jeg tænker også, det er helt i orden. så længe vi respekterer de få anvisninger, der. Natur og kultur kan trives side om side.
Om aftenen var jeg som sagt på hestevognstur med Benny. Der fangede jeg det, som jeg erindrer Benny kaldte en blå kærhøg. Der var også strandskaderne, islandske ryler på træk, også kaldet hvid sol, fasanerne og en masse andre fugle og sælerne ikke at forglemme. På turen hjemad om søndagen, så jeg også mange forskellige fugle.

Områderne med rækker af pæle, som kan ses på mange af billeder fra Mandø, hedder slikgårde. En slikgår består af to rækker pæle, hvis mellemrum er fyldt med knipper af grene og kviste, som kaldes faskiner. De anlægges med det formål at dæmpe vandbevægelsen, så det materiale, der kommer ind med højvandet, kan nå af lægge sig. De giver nogle flotte linjer i landskabet, men har jo så også en vigtig funktion i at holde havet lidt på afstand. 















Og så nåede vi til sælerne. De havde lige været ude at bade, sagde Benny. De lå på den anden side af et stykke vand, men var nysgerrige nok til at komme svømmende over til os.




Billederne er taget på forskellige tidspunkter. Derfor er der forskel i lyset og farverne.
At opleve dyre og fuglelivet på Mandø var en stor oplevelser og kan bestemt anbefales.

tirsdag den 21. april 2015

Mandø, en dejlig plet i Danmark.

Manden er på Harleytur i Florida og jeg holder ferie herhjemme. Jeg greb muligheden for at nørde i fred og ro med mit kamera og bestilte en tur til Mandø, en lille ø i Vadehavet. Et Vadehav, som nu er en del af UNESCO´s verdensarv. Og med god grund. Mandø greb mig om hjertet med sit landskab,dyreliv, miljø og afhængighed af vejr og vind. Frisk luft, kilometer i benene, store naturoplevelser og en masse billeder, var det, jeg fik med hjem.
Jeg havde bestilt en færdig pakke hos Mandø Event. For 1000 kr plus 100 i enkeltværelsestillæg fik jeg overnatning på  Klithus Mandø, tre retters menu med lokale specialiteter, morgenmad, hestevognstur ud til sælerne og en fin velkomstkurv med champagne, øl og lidt chokolade og frugt.

Vejret var i den grad med mig. Jeg kørte over Låningsvejen, som kun er farbar ved lavvande . Det er en ret stenet vej, så man kører kun med 20-25 km i timen. Det gør slet ikke noget for så er der tid til at indtage landskabet.
Det blev til mange billeder, som nok resulterer i flere indlæg. Her er de første med fokus på landskabet.












Det første billede er så smukt, synes jeg.  Det signalerer ro, enkelthed og et uendeligt udsyn.
Den blå farve skifter nuance i løbet af dagen. Farven blå og så alle fuglene var det der betog mig mest. Mere om det en anden gang.

fredag den 17. april 2015

Ramsløgpesto.


Den anden dag, jeg var med fotoklubben i Trelde plukkede jeg nogle ramsløgblade. Ramsløg vokser vildt i mange skove. Husk at tjekke om det er okay at plukke i den skov, du kommer i.
Jeg ville gerne prøve at lave ramsløgpesto. Efter lidt søgning på nettet, fandt jeg ud af at der findes flere kombinationer.
Den sydlandske udgave med olivenolie og pinjekerner og den nordiske udgave med hasselnødder og rapsolie og sågar iblandet persille.
Jeg endte med en kombination og brugte følgende.
30 g vaskede ramsløgblade
1 dl hasselnødder
5o g pinjekerner
1 dl rapsolie
lidt salt
et strint honning.


Det hele blendes og får dermed en konsistens som blødt smør/meget tyk olie. Man kan tilføje mere eller mindre olie alt efter hvor " tør" man ønsker pestoen.
Der kan også tilsættes lidt daggammelt brød, hvis pestoen er blevet for våd.
Jeg kom efterfølgende lidt mere olie i. Smagen er okay, men en anden gang, vil jeg gerne have flere blade i og måske helt undlade honning. Jeg fik et enkelt glas ud af min mængde. Jeg har skoldet glasset. Så kan pestoen holde sig i køleskabet en til to uger.

Ramløgpesto smager godt til kartofler og som dip til grønsager.



Efterfølgende har flere spurgt om jeg havde set Go´morgen Danmark på tv2. Det havde jeg ikke, men der havde de tilsyneladende også haft ramsløgpesto på programmet.

tirsdag den 14. april 2015

Magnolia, malet med lys.


En sen aften fik jeg lyst til at male med lys på min magnoliabuket. At male med lys er en disciplin, som kan være svær, men den er interessant og udfordrende.Man kan få nogle rigtig fine resultater med ret simple midler, hvis man behersker teknikken.
Teknikken går i al sin enkelhed ud på at i et mørkt rum opstiller man sit emne, sætter kameraet på stativ, indstiller ISO på 100, blænden på ca. 22, mindre kan også bruges. Lukkertiden kan være på alt imellem 10 sek og uendelig, det der hedder bulb. Så griber man sit lys. Det kan være en lommelygte, en almindelig lampe med fatning, hvor lyskeglen evt er indsnævret. Objektet eller personen man maler på, skal være fuldstændig i ro, men fotografen til gengæld hele tiden skal være i bevægelse hele tiden. Ihvertfald så længe, du maler med dit lys. Pas på med ikke at rette lyskilden mod kameraet. Alt hvad der får lys, kommer med på billedet.
Hvis man googler male med lys, kommer der flere gode vejledninger. Jeg har fundet en video, hvor en fotograf på engelsk fortæller om de kunstneriske muligheder i light paintning. Hun er dygtig og så dygtig, tager det lang tid at blive, men sjovt er det.


Her kan du se mine forsøg med at male med lys på min magnoliabuket. Jeg kunne ikke beslutte mig for at om billederne skulle være sort/hvid eller farve. Derfor for I lidt af hvert. Det mest spændende ved at male med lys, er at ikke to billeder bliver ens. Kameraets indstillinger er de samme, men det er det, du gør, der giver forskelligheder.








Jeg har ikke prøvet det længe, men fik noget brugbart ud af min magnoliabuket, en hvid dug, mit sorte bord og en lommelygte. Jeg brugte al min energi på teknikken, så kompositionerne kunne godt have været lidt bedre. Det sværeste er at dosere lyset rigtigt på den hvide blomst i forhold til de mørke grene, bord og vase, men jeg synes blomster er taknemmelige at arbejde med. De kan arrangeres og bevæger sig jo ikke.
Hvis du har lyst, kan du se mine tidligere forsøg med at male med lys, lige her. Dengang var det hvide liljer, jeg malede på.
Bliver du bidt af at male med lys, så sæt tid af. Du bliver opslugt og der går nemt et par timer med det.

søndag den 12. april 2015

Strand, struktur og svømmende fugle.












Jeg har været på tur med fotoklubben til Trelde skov og strand. Jeg har været der mange gange, så jeg besluttede mig for denne gang at ville eksperimentere med mit makroobjektiv. Jeg gik efter mønstre og strukturer. Gamle stolper fra badebroer var leveringsdygtige og jeg blev helt fascineret at de fine mønstre. Det sidste billede, kunne jeg fint forestille mig trykt på stof, kunne blive til en fin pude.





I vandet svømmede et par fugle rundt. Eller dvs, de kæmpede vist mest om den bedste plads. For at fange dem, måtte jeg have mit 70-200 mm objektiv frem. Hvad det er for nogle fugle? Der bliver jeg dig svar skyldig.

UPDATE: Flere venlige besøgende har fortalt mig, det er edderfugle. Så blev jeg så klog. :-)