fredag den 13. marts 2015

Det bløde grønne mos, eller hvordan en vandretur gør godt.





Jeg har været i skoven idag. En kær kollega og jeg tog vandrestøvlerne på og gik en lang tur ved Houens Odde, som ligger imellem Kolding og Middelfart. Verdenssituationen blev vendt, både den nære og den fjerne. Man taler så godt sammen, når man går tur. Da jeg kom hjem og så billederne, sprang det grønne mos mig i møde fra skærmen. Så grønt, blødt og fotogent. Jeg har leget lidt med billederne for at fange sprødheden og de friske grønne farver.










Jeg fandt et digt af Emil Aaarestrup. Han er en romantisk digter fra 1800 tallet. Han er også kendt som den erotiske digter. Karakteristisk for de romantiske digtere er emnerne døden, ensomhenden og de elskende. Digtet der handler om at ville blive hos sin døde elskende, hvilende i det bløde mos, hedder Ghasele, som er betegnelsen for en persisk versform. Jeg synes, det er et smukt digt. 

Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile,
Hvor Oleanderbuske røde ad mig smile! 
Jeg har ei Lyst til Dandsesalens rige Glimmer, 
Kun her, hvor Duggens Perler gløde, lad mig hvile!
Mit Øre brister ved de stærke Symphonier, 
Hvor Nattergaleslag sig møde, lad mig hvile! 
Jeg kan ei taale disse snevre Silkekleder, 
Løs op, løs op! Hvor det er øde, lad mig hvile!
Jeg vil ei boe i Huset med de klare Lamper; 
vor Høsten sine Blade strøede, lad mig hvile! 
I veed, jeg drak mig syg ved Livets bittre Kilder,
O nu, hvor Kilderne er søde, lad mig hvile!
(...) Ei nogen Levende mod denne Barm sig sænke,
I Armene paa en, som døde, lad mig hvile!

Skoven er ved at vågne, luften var fuld af fuglesang og vi så mange forskellige fugle. Jeg nåede dog kun at fange flagspætten. 




Sådan en vandretur i skoven giver ny energi og er en lise for en sjælen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar