tirsdag den 31. marts 2015

Påskebord i sarte grønne nuancer.











Det grønne påskebord eller nok snarere forårsbord udspringer af en lyst til at bruge de grønne tallerkener. Igen har jeg brugt " karseløberen" men denne gang har den fået selskab af små fugle. Kan du ikke nå at så karse, kan nogle baner mos fra grøften gøre det ud for den grønne løber. På den hvide dug er strøet rosenblade i sarte rosa farver samt jellybeans i pastelfarver. Hvide servietter er rullet løst sammen og en krans bundet af en gren guldnælde er viklet om, sammen med en fjer. Guldnælden har grøn og hvid marmorerede blade, så de passer så fint her. Det grønne ståltrådsæg er lavet med inspiration fra Frk. Hansen. Hun bruger almindelig vindseltråd, jeg har brugt grønt myrtetråd. Hun har vist ikke lagt en diy på sin blog endnu. Jeg brugte et æg som " skabelon"; viklede myrtetråden mange gange rundt for at få formen, bandt i stykke myrtetråd i begge ender og tog så ægget ud og rettede forsigtigt til. Inde i ståltrådsægget ligger der en påskeæg.
I hver sin ende af bordet står en gruppe med en vase med hvide voksblomster, et hvidt bloklys og en sølvhare. Her må du i gemmerne efter noget, der passer til de sarte grønne farver. Måske nogle fugle i fjer eller porcelæn. Glas kunne også passe fint. Jeg synes blomsterne til denne type borde skal være små og elegante. En fremdrevet æble eller kirsebærgren kunne også have været fint. Eller pilegrene med gæslinger.
Jeg håber, du er blevet inspireret af mine to påske og forårsborde. Du kan se mine øvrige påskeindlæg
lige her.

mandag den 30. marts 2015

Påskebord i gule farver.






Jeg har dækket et par påskeborde idag. Ikke fordi, jeg fik gæster, men fordi det er så inspirerende at gå og forestille sig forskellige sammensætninger. Det er ikke altid, det ender som jeg forestillede mig, men det er sjovt og udbytterigt.
Inspirationen til dette bord kom oprindeligt, da jeg for et stykke tid siden fandt viskestykker i Netto til fem kroner stykket. Jeg synes de gule, rosa og hvide farver var så fine, så jeg syede dem sammen to og to, så de passede som en dobbelt dækkeserviet. For en lille uges tid siden såede jeg to breve karse i en store bakke. Det blev til det grønne drys. Jeg klippede karsen ned på langs, så jeg fik to baner, der blev lagt på langs af bordet. Under karsen har jeg lagt et stykke hård plast for at beskytte bordet. Egentlig havde jeg tænkt, der skulle bo kyllinger i karsehaven, men på grafikmessen blev jeg inspireret til at bruge fotos, så jeg fandt nogle egnede billeder i mit store arkiv. Jeg printede et par ark ud, lagde papiret dobbelt og klippede nogle påskeharer ud, som blev lamineret. Jeg har også lavet en mobile med harerne. Den ser du her nedenunder. Derudover har jeg brugt fjer, gule lys og små kræmmerhuse, som blev fyldt med æg og jelly beans.
Jeg har ingen blomster på dette bord. Man kunne bruge påskeliljer med løg og rødder synlige, sat i glaspotter/skåle eller nogle sart gule roser eller fresia i små vaser. Jeg synes dog, der var så meget gult og grønt at det var farve nok. Den hvide dug er ny, indkøbt i Aldi for meget billige penge, men de har vist glemt at stryge den inden salg. :-)
I morgen viser jeg et bord, dækket i sarte grønne og hvide farver.

Jeg håber, du bliver inspireret til at dække dit eget fine påskebord og eventuelt vise det frem.






søndag den 29. marts 2015

Grafikfestival og Vrads Station eller hvordan åndelig og fysisk føde indtages i godt selskab.

Weekenden har budt på skønne oplevelser. Lørdag var jeg  sammen med en kollega til Grafikfestival på Trapholt og søndag havde jeg inviteret manden til Vrads Station.



På Trapholdt var der fine grafiske værker og der kom da også lidt med hjem. Ditte Sørensen, som ses på det sidste billede, eksperimenterer med foto, broderi, qr koder og print. Hun havde nogle rigtig spændende og inspirerende ting.
I det grafiske værksted prøvede vi linoleumstryk. Det var helt sjovt, men det er nok ikke der, mine kompetencer ligger. Der var også live tegning fra scenen. Jeg fornemmer Grafikfestivalen blev en succes, så den er nok kommet for at blive.








I dag, søndag kørte vi til Vrads og nød Anne Stranges veldækkede kaffebord. Det var lækkert og smagfuldt. Der var fuldt hus, da vi var der, så jeg tror, de har haft travlt idag.

Efter kaffebordet kørte vi til Midtjyllands Kunstcenter i Bryrup. Det er et stort galleri med malerier og kunsthåndværk for enhver smag.



Jo jo, weekenden har så sandelig budt på både åndelig og fysisk føde.

lørdag den 28. marts 2015

Crush on black and white.









Jeg har et crush på sort/hvid lige for tiden. Jeg scanner mit store billedgalleri for billeder, der egner sig til en sort/hvid konvertering. I dag fangede naturbilleder mit øje. Mit yndlings er det sidste billede. Rosen står skarp og grafisk og netop det grafiske udtryk i sort/hvide billeder, kan jeg godt lide.
Hvad med dig ? Er du til sort/hvid naturbilleder?

fredag den 27. marts 2015

Inspiration til påskebordet.

Jeg skal ikke holde påskefrokost for familien i år. Manden, jeg og sønnerne, hvis de har lyst og tid, skal blot hygge os med frokost og gode middage i påsken, men derfor kan jeg jo godt dække et fint bord alligevel. I dag har jeg hygget mig med sætte forskellige elementer sammen til et påskebord. En gammel broderet påskedug dannede udgangspunkt.



onsdag den 25. marts 2015

Påskepynt.



Jeg har pyntet forårsgrene med en blanding af købt og hjemmelavet forårspynt.
Porcelænsæggene fra Royal Copenhagen har jeg haft i nogle år nu. Jeg får dem altid fundet frem for sent, men i år dukkede de op i forbindelse med oprydning på loftet, så i år kan vi nå at nyde dem.
Fjerpynten er inspireret af Leizyb. Med en perle har jeg samlet tre fjer og efterfølgende sat en ophængssnor fast med maskintape i matchende farver.
Påskeæggene er lavet af piberenser i fine forårsfarver, købt i Tiger. En piberenser bukkes og ender vikles sammen. Æggeformen kommer næsten af sig selv. En halv piberenser sættes fast som en siddepind. Små kyllinger limes eller sættes fast. Ægget pyntes med hvad du nu måtte have ved hånden af tingeltangel. Fjer pynter altid. Føtex har små kyllinger med klemmer på, så selv små børn kan være med.
Påskeharen er klippet i mønstret karton og en pompon er limet på som hale. Hvis du forstørrer haren, så kan mindre børn også være med. Du kan blandt andet finde en skabelon her.og her på min pinterest opslagstavle med forår og påskeideer.
God fornøjelse.

tirsdag den 24. marts 2015

Håndbog til et lattermildt liv, en boganmeldelse.


"Som modvægt til livets mange sorger har mennesket fået tre gaver: Håbet, søvnen og latteren"
( Emmanuel Kant)

Citatet læste jeg i Karen-Marie Lillelunds bog, " Håndbog til et lattermildt liv"  Karen-Marie Lillelund er kommunikationskonsulent og bakkesangerinde og har udgivet flere bøger hvoraf denne er den seneste. Den udkom i 2013.
Karen-Marie Lillelund bliver ofte booket af firmaer til at sætte skub i arbejdsglæden ligesom hun holder offentlige foredrag. Hun er lige nu aktuel med et foredrag/forestilling sammen med Anna Thygesen.
På facebook havde hun i december en julekalender med et dagligt morsomt indslag. Jeg må indrømme, jeg godt kan blive en smule træt af at høre på hende, men bogen  her er rigtig fin. Jeg lånte bogen på biblioteket, men har nu købt den.
Bogen er morsom på en dybsindig måde. Underholdende og lærerig.  Fuld af kloge ord og morsomme historier, som hun bruger til at understrege sine pointer og forslag til at gøre livet lidt mere lattermildt. Jeg fik fx et grineflip over historien om barmen, der ikke kunne komme igennem kirkedøren. Den historie bruger til at understrege at humor og sorg ikke nødvendigvis er to adskilte elementer, men sagtens kan følges ad.
Med kapitler som " Humor duer ikke som undskyldning" og " At holde af med humor" kommer hun omkring humoren og dens virkning. Især det med at finde ud af om man har en sur eller glad grundtone i sit liv og i familien, gav mig stof til eftertanke.

Der er mange fine udtryk og citater i bogen og hun slutter af med nogen, der sætter sig,

"Vejen til et lattermildt liv går gennem et åbent sind, en livlig fantasi og en lyst til at dele det sjove med en andre".

Og det allersidste
" Latter er den støvekost, der fejer spindelvævet af hjertet".  ( Mort Walker)

Jeg fik ihvertfald støvet mit hjertet af og nyt frisk liv kom til.



søndag den 22. marts 2015

Små haver i glas.






Den grønne bølge rider ind i vores boliger. Grønne planter skal der til. Specielt monstra eller fingerfilidendron, som den hedder på dansk. og Pilea ( pengeplante) er populære. Små haver i glas og hængende planter stormer også frem.
Jeg har forsøgt mig lidt med planter i glasbeholdere. Det er ret sjovt, sådan at skabe små landskaber. Jeg mangler lidt småt nips, men i anledningen af påsken, kom der lidt kaniner i de små glaskugler. Jeg ved ikke rigtig med de grønne sten på de øverste billeder, men det var, hvad jeg lige havde hjemme til at bruge som dræn. Systemet er at der skal lidt dræn i bunden, så jord og så evt. topdække oven på. Du skal bruge små grønne planter, gerne nogen, der skal skilles ad, så du kan få den størrelse, der er plads til i glasset. Små sukkulenter er også fine. Til dem skal du blande godt med småsten og evt sand i jorden, da de jo er ørkenplanter. Man kan også købe planter, der blot vokser i vand og planter som " lever" af luften. Jeg har blot brugt almindelig forekomne grønne planter.
Sammen med den gule stage, de gule brændende kærlighed og den fine gamle kylling, jeg fandt på genbrug, kom det da til at se helt fint ud.
Du kan finde mere inspiration på mit Pinterest board Glashaver.
(beklager billedkvaliteten på de nederste billeder. Lige den dag var der ikke så meget lys at tage af) 

lørdag den 21. marts 2015

Pip pip påskekrans.


Måske husker du min nissekrans.?
Nu har jeg kreeret en påskekrans, der har fået helt pip og spreder lidt godt humør.
De sidste fjorten dage har jeg nærmest ryddet omegnens genbrugsbutikker for småt påskepynt i den kitchede stil for at samle nok til kransen. Jeg har også suppleret med lidt nye små kyllinger. Hvis du har lyst til at kreere en selv, skal du gøre sådan her:

En halmkrans, 18 cm i diameter, men du kan sagtens bruge en anden størrelse, beklædes med gult bånd. Alternativt kan man bruge hvid guirlande fra julekassen.
Med en limpistol limes de største kyllinger osv på kransen. Sørg for fordele dem jævnt.
De næststørste figurer limes på og til sidst fyldes eventuelle huller ud med små kyllinger og fjer. Du kan også bruge små æg til at fylde hullerne ud. Til en begyndelse kan det føles som om der er lang vej, men stille og roligt tager kransen form.
Jeg limer ikke figurer hele vejen rundt, men blot så det, der er synligt, er dækket. Du kan eventuelt hænge den op, så er nemmere at overskue hvordan og hvorledes.
Til sidst lirkes et bånd til ophæng indimellem figurerne og kransen hænges op på døren eller væggen.
Det er lidt svært at give et nøjagtigt antal på hvor mange kyllinger osv, du skal bruge. Det afhænger af størrelsen og fordelingen af store og små kyllinger.





Jeg fandt nogle rigtig gamle kyllinger på min genbrugsjagt. Nogle af dem nænnede jeg ikke at lime på kransen. Dem får du at se en anden dag.
Kransen er sjov at lave og giver da max påskestemning. :-)