fredag den 23. januar 2015

Jernbindermanden.

Igår, da jeg var på byggepladsen " Kanalprojektet i Fredericia" mødte jeg " Jernbindermanden" og  vi faldt i snak. Jeg kunne tydeligt se, at det der jernbinderi var noget, han havde prøvet før. Han var sikker og hurtig i sine bevægelser og vidste hvad han havde med at gøre og jeg gav spontant udtryk for min anerkendelse. "Ja, jeg er nok den ældste her på pladsen, sagde han og fortalte, han var først i halvfjerdserne. Som ganske ung var han mere eller mindre stukket af hjemmefra, ud på de store verdenshave. I seks år sejlede han langfart, inden han vendte næsen hjem til Danmark igen, hvor han begyndte at arbejde som jernbinder og andet på store arbejdspladser. Han har været med som jernbinder på Den ny Lilllebæltsbro, som blev etableret i perioden 1965 til 1970, med indvielse 21.oktober. Han har haft en finger med i byggeriet af lufthavnen i Billund, Bølgen i Vejle, Bestsellers hovedkvarter i Århus, motorvejsbyggerier i hele Danmark og mange andre " Når jeg er færdig  her i Fredericia, skal jeg til Holstebro og binde jern til den vestjydske motorvej". fortalte han.  Han har så sandelig sat sine synlige spor i hele Danmark. 

En jernbinder er en lille, men meget uundværlig del af en stor byggeproces. Han bukker og binder armeringsjern, så det passer lige præcis til det sted, hvor der skal støbes et betonfundament. Nu om dage bindes meget jern på fabrikker og kommer færdig lige til at putte i betonen, men mange steder er det nødvendigt at bukke og binde jernet selv, så det passer til den beton, der skal støbes. Jernet lægges i overfladen af støbningen og "armerer" betonen, så det ikke revner og hvis den gør, sker der ikke så meget, idet jernet holder sammen på det. Her på kanalprojektet binder " Jernbindermanden" jernet til de gangbroer, der skal være hen over kanalerne, så han får han bukket en del tenderstål og klippet noget bindetråd, der skal fiksere samlingerne.

"Jernbindermanden"  fortalte videre.  Der sidst i 60´erne , da jeg arbejdede på Lillebæltsbroen, fik jeg ugeløn og en fredag med lønningsposen i lommen, lejede jeg en bil og kørte hjem til Struer for at besøge mine forældre. Vi betalte ikke kildeskat, den blev først indført i 1970. så vi følte os rige. I løbet af weekenden var jeg i byen med et par gutter. Jeg mødte en pige, som jeg tog med på en køretur. Ulykkeligvis kørte vi galt. Vi var uskadte, bilen blev totalskadet, men pigen, hun blev min kone igennem 42 år.  








Min kone døde for fire år siden, fortalte han videre. Jeg satte mig ned og tænkte, hvad så? Jeg begyndte at arbejde igen og har det godt med det. Når jeg kommer hjem, løber jeg fire km, roer en masse tag i romaskinen og tager så ofte ud og spiser på soldaterhjemmet. Jeg gider ikke lave mad til mig selv i hverdagene. Det gør jeg i weekenden. På soldaterhjemmet har jeg selskab når jeg spiser, så det er rart.

Vi snakkede lidt videre. Han var interesseret i min fotoklub og så videre. Han var så hyggelig at tale med og jeg blev fascineret af en mand, der i halvfjerdserne, stadig har energien  og lysten til at være på arbejdsmarkedet og som tydeligvis er stolt af det, han laver.

Jeg takkede ham for hans tid, ønskede ham en fortsat god dag og gik videre med mit kamera, en livsbekræftende oplevelse rigere.





Ps: For en god ordens skyld.  Jeg har spurgt om lov til at fortælle hans historie.

1 kommentar: