tirsdag den 9. december 2014

9. december. Jul på rionet

Nu er der så småt ved at være pyntet op til jul i huset. Sidste nye arrangement er et juletræ i rionet og et ophæng, ligeledes i rionet. Rionet eller armeringsjern som det også kaldes, kan bruges til rigtig mange ting. Det kan købes i byggemarkeder i en " rusten" og en galvaniseret udgave. Bruger du den rustne udgave indendørs, er det er en god idé at give det klar lak, så det ikke smitter af. Stykkerne er store, når man køber dem, men kan som sagt bruges til mange forskellig ting, både ude og inde. Jeg valgte at spraymale rionettet med hvidt. Ikke så det dækker helt. men alligevel så det fremstår hvidt



Med en vinkesliber eller en sav beregnet til metal saver du rionettet i juletræsform. Det er en god idé lige at markere med en tusch, hvor du gerne vil have grenene. Forneden saver du nettet ren, så træet får en stamme. Man kan så sætte jerntræet i en stor potte med en god klump ler eller som her bore et hul i en træstamme og lime jerntræet fast heri. Mit træ er ca 75 cm højt. På træet hænger min hoptimistkugler, som jeg fik af manden i kalenderpakkegave den anden dag. Der hænger også nogle fairy tale ophæng.


Et stykke rionet på 50x30 er hængt op i loftet. Det optimale vil være fiskesnøre, så det blev usynligt. Det havde jeg ikke lige, så i stedet har jeg viklet sølvguirlande omkring snorene. Herefter har jeg hængt sorte pixiglas-elge og sorte kugler på samt et par keramikophæng. Ovenpå sidder der fugle og fire lysholdere. Dette ophæng blev rigtig fint, synes jeg.





Jeg har set nogle der hænger rionet op i vinduet for herefter at sætte lyskæder og pynt på. Man kunne også bare stille det i vinduet. Jeg tænker, det kunne være fint i store vinduer, hvor der skal noget med volumen til for at det ser ud af noget.

Ps. Og jo, jeg har billeder på væggen. Jeg har bare pillet dem ned fordi det billedmæssigt blev alt for uroligt. Ledningerne kunne jeg ikke lige pille ned. Det er et lampeforsøg, deraf det lidt alternative ophæng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar