søndag den 14. december 2014

14. december. Julepynt af bøger.

Jeg er glad for bøger, jeg er glad for ord, så hvad var mere nærliggende at bruge en gammel bog til at skabe lidt julepynt.





Jeg har foldet et juletræ af en bog. Træet er ret så finkulturelt for det er foldet af en bog af Diderot, en fransk filosof og forfatter fra 1700 tallet. Jeg har engang læst litteraturvidenskab og da var fransk litteratur på originalsprog en del af pensum. Jeg har ikke læst i den siden, så nu blev den ofret.  På nettet findes mange vejledninger til at folde bøger, eller book art folding. Lige til denne type foldning er der en you tube video, som du finder lige her.
Jeg pyntede træet med små kobberstjerner og synes egentlig det blev ganske fint.

Jeg har også moret mig med at lave et par ophæng til juletræet.



Jeg har skåret et kvadrat ud af en masse sider i en bog. Pyt med ,de ikke er helt lige store. Jeg har limet dem sammen sådan cirka i bundter af 10, mest for at holde lidt styr på det. Bagefter skar jeg en firkant ud af bogomslaget, som her er rødt, men det kunne også være fint i andre farver. Bogomslaget blev limet fast på hver side og uden om det hele bandt jeg stramt et stykke myrtetråd. Et stykke hvidt silkebånd blev limet fast, ligeledes en sløjfe inden de blev hængt op i en nylontråd.

Lige i sidste øjeblik blev jeg inspireret til at lave en anden slags juletræer.


Med en takkesaks klippede jeg kvadrater ud af bogsiderne. Jeg klippede ca i 4 sider af gangen. På det største træ er kvadraterne ca 6x6 cm og så trak jeg ca ½ cm fra eller rettere det er nemmere at tælle linjer, så hvert kvadrat er cirka to linjer kortere end det forrige. Begynderkvadratet tilpasses den størrelse træ, man gerne vil have. Der er ca 10 stykker i hver størrelse. Jeg klippede hul i hver bundt kvadrat med en hultang og så er det bare at trække stykkerne på en grillpind eller et stykke elefanttråd, hvis man vil have en mørk stamme. Det er bedst ikke at trække for mange stykker papir på ad gangen, for så klumper træet for meget sammen. Husk også at dreje hver stykke en smule for at få liv i træet. Når du har trukket alle stykkerne på, kan du  forneden enten trække en perle på, der skal sidde lidt stramt eller sno en stykke myrtetråd rundt om, så stykkerne ikke glider ned. Jeg valgte efterfølgende først at spraye med kunstig sne og dernæst med spraylim hvorefter jeg dryssede med glimmer. Man kunne pynte træet med en topstjerne.

Det første billede er i dagslys, resten i kunstlys.




Træerne er blevet overraskende vellykket. Jeg tror, de skal på julebordet, som jeg tænker skal være i hvide, blide, glitrende toner, men mere om det en anden dag.

Til sidst vil jeg ønske dig en glædelig 3. søndag i advent.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar