torsdag den 30. oktober 2014

En arbejdsdag i haven giver plads til nye havedrømme.


Efter nogle arbejdssomme uger på arbejdet har jeg nu seks fridage at bolte mig i. Her torsdag og fredag har manden også taget fri. Ikke for at slappe af. Næh, jeg har " bestilt" ham til at arbejde i haven. Det store staudebed skal ryddes og graves. Der skal gøres vinterklar i drivehuset og i resten af haven. Lige pludselig bliver det vinter, så det er rart at få det ordnet. Vi har knoklet hele dagen og fik ryddet det  25 kvadratmeter store bed. I stedet jeg vil gerne have seks klatre eller-slyngroser på stativer af rionet. I bunden skal der være græs med diverse forårs og sommerløg, men på en sådan måde at det kan slåes en gang imellem. Rundt om roserne skal der lægges fibertex og så barkflis. Jeg tror det bliver godt og forhåbentlig nemmere at passe. Sådan som det er nu, så synes jeg ikke, jeg bestiller andet  hele foråret end at rense ukrudt i staudebedet. Som erstatning for de stauder, jeg trods alt godt kan lide, så planter jeg det ene højbed i urtehaven til med dem, jeg holder særlig meget af. Her tænker jeg på floks, dagliljer, og storkenæb, samt en rigtig gammel staude, der hedder vandrende jøde. 
Det meste af bedet var plantet til med løvefod og løvehale. Sidstnævnte har nogle frygtelige knoldede og lange rødder. Heldigvis bidrog sønnike med lidt muskelkraft, men jeg tror ikke, jeg behøver at dyrke fitness idag. 
Nu skal vinteren og frosten hjælpe til med at udrydde det sidste og så skal det gennemfræses mange gange til foråret inden vi planter roser.
Inden vi gik ind, plukkede jeg lige lidt blomster til en buket. Der er utrolig nok en del, der blomstrer endnu. Nu vil jeg holde nydning med synet af den skønne solnedgang ud over marken. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar