Slow down, Mummy.

Der var en der delte et digt på Instagram, som rørte noget ved mig. Det er skrevet af R. Knight. Digtet kommer her.

Slow down Mummy

slow down mummy, there is no need to rush,

slow down mummy, what is all the fuss?

slow down mummy, make yourself a cup tea.
slow down mummy, come spend some time with me.

slow down mummy, let’s pull boots on for a walk,
let’s kick at piles of leaves, and smile and laugh and talk.
slow down mummy, you look ever so tired,
come sit and snuggle under the duvet, and rest with me a while.

slow down mummy, those dirty dishes can wait,
slow down mummy, let’s have some fun – bake a cake!
slow down mummy, I know you work a lot,
but sometimes mummy, it’s nice when you just stop.

sit with us a minute,
and listen to our day,
spend a cherished moment,
because our childhood won’t stay!

-R. Knight

Digtet rammer ind i de travle mødres hverdag, hvor mange ender skal nå sammen. Hvor der stilles krav om at gøre karriere og være den perfekte mor, der da lige bager en kage til forældremødet eller afholder fantastiske børnefødselsdage. Derudover skal vi også lige være en attraktiv kvinde for vores mand og en god datter, der hjælper sin gamle mor. Nogen hævder, der er gået inflation i stressbegrebet.  At der er signalværdi i at sige, man har travlt. At vi selv-iscenesætter travlhed. At dem der siger, de er stresset, bare har travlt, og at dem der virkelig rammes at stress, ikke selv har kunnet eller villet se, hvor det bar hen ad.  

Jeg er ikke ekspert i stress, men jeg tror det er vigtigt at skelne imellem sund og usund stress. Jeg tror også det er vigtigt at respektere, vi har forskellige grænser for hvornår belastningerne bliver for store. Det er kun én selv, der kan mærke, hvornår nok er nok. 

Nu har jeg ikke små børn mere og var så priviligeret at have en 30 timers stilling, da børnene var helt små. Så bortset fra, da jeg var studerende med små børn og tre forskellige jobs, så har der været nogenlunde ro på stressfronten herhjemme. Det er først i de seneste fem-otte år at summen af belastninger på de private, personlige og arbejdsmæssige fronter i perioder kan være for meget og jeg har lært mine tegn af kende. Når appetitten er for lille, trætheden stor, kvalmen min faste morgengæst eller jeg ikke kan sove om natten, så er det ved at være tid til at finde roen og sige nej til nogle opgaver. Det sidste er jeg ikke ret god til. Jeg vil gerne så meget og kan have en tendens til at synes, jeg skal være med til det hele. 

Nu er digtet " Slow down, Mummy"  skrevet fra et mindre barns synspunkt, men jeg synes, det rammer noget almengyldigt. At vi skal give os tid til de små ting. At vi ikke skal redde hele verden, men gøre noget for og med os selv og vores kære. At tiden er kostbar, men skal nydes.  At en " morfar" er okay.  At få ro på. At fordybe sig. Bare være til. 

Noget, jeg finder ro og fordybelse i, er at tage mit kamera over skulderen og gå en tur i naturen. En anden ting, er at gå i haven og pusle. Putte noget musik i ørerne, finde en pude og sætte mig på rumpen og hive ukrudt op. Det er afstressende og meditativt. Ikke at man kan se det i min have, men det er også ligemeget.  

Sådan en dag i haven tager jeg i dag. En gåtur med kameraet i en skøn natur vil også være godt. Vi får se.

Ønsker Jer alle en dejlig dag.

Du finder R. Knight blog og digtet her.