søndag den 31. august 2014

Fødselsdagstur til Æbelø.

Jeg er ikke så god til at sidde stille ved et middags eller kaffebord, og kan godt lide at foretage mig noget sammen med min familie, så for at markere mandens og min fødselsdag, havde jeg i lørdags inviteret familien med på en vandretur til Æbelø. Vi havde smurt nogle sandwich og købt drikkevarer, som skulle gøre det ud for frokosten, der skulle indtages på Æbelø. Tanken var så at vi bagefter ville køre til Bogense Havn og drikke kaffe.
Der var bare lige det med vejret. Det lovede ikke for godt, men vandet er jo stadig lunt og temperaturen omkring de 16 grader, så vi gennemførte og havde en fantastisk mindeværdig tur.





Vi startede ud omkring kl. 10.00. Nogen i gummistøvler, andre i bare tæer. Vandet føltes koldt lige i starten, men man vænnede sig hurtigt til det og når man gik, kunne man godt holde varmen, selv om det selvfølgelig havde været dejligt om solen havde skinnet varmt. Himlen skiftede hele tiden og bød på et dejligt lys.





Min svigerinde og hendes mand havde taget deres to hunde med. Den ene er labrador og den anden en Chavalier Charles King Spaniel. De havde en fest, selv om Dina med sine korte ben i perioder, måtte svømme lidt på tilbagevejen, da vandet var  blevet lige lidt vel højt. Jeg tror, begge hunde blev godt trætte.




Mine drenge.
Æbelø ligger i Lillebælt nordøst for Bogense. Ved lavvande går man derover i vand til anklerne og skal så enten blive derover indtil det er lavvande igen eller gå tilbage i god tid inden det er højvande. Gåturen til Æbelø er på omkring 4 km, hvoraf de 1.5 km er i vand.  Man følger de markeringspinde, der er sat og kommer i land de rigtige steder. Først kommer man til den lille ø, Æbelø Holm, og via en lang tange, går man videre til Æbelø. Der er så smukt derover. Skov og græsarealer passes af vildtet, der græsser det af.  På Æbelø er der masser af vildt og også havørne. Dele af øen er udlagt som fuglereservat og det er ikke alle steder, man må opholde sig. Vil man gerne overnatte på øen, kræver det en tilladelse, ligesom det gerne ses at større grupper, melder deres ankomst.
Øen var tidligere et aktivt ø-samfund med skole osv, men nu bor der kun to på øen. Jeg har endnu ikke været hele øen rundt, men det vil jeg rigtig gerne. Det kræver en hel dag på øen, da turen rundt er 7 km.  Vores tur frem og tilbage og lidt ind på øen endte med at blive på 10 km, hvoraf den del jo er i vand og sand, så det kan godt mærkes i benene. Tager man den med ro og ellers ikke har fysiske skavanker af betydning, så kan turen vandres af de fleste. Der var desværre flere i min familie, som af forskellige årsager meldte fra til turen, men vi otte der gik, havde en skøn tur, trods regnen, på de sidste kilometer.
Vi blev godt våde  tilsidst og endte med at tage stående kaffe og kage ved bilerne og vendte så næsen hjemad for at blive tørre og varme igen. Jeg tror både folk og fæ sov godt til natten.

 Du kan læse mere om Æbelø lige her hvor du guides videre til en brochure om Æbelø og  kan finde en tidevandstabel, så du kan planlægge din tur. Med de varmegrader, der loves i den kommende uge, kan det sagtens nåes endnu.  Det kan anbefales.

onsdag den 27. august 2014

Veterantog, Vrads station og Midtjyllands Kunstcenter = dejlig personaletur

På arbejdet starter vi altid det ny skoleår med en lille personaletur.  Vi har tidligere været til vinsmagning på Orø, besøgt Årstidernes Køkken i Barrit og en bisonfarm på Fyn. I år gik turen til Bryrup, hvor vi skulle køre en tur med veterantoget, som går fra Bryrup til den lille station Vrads.
Der ligger en restaurant, hvor man også kan købe is og lidt lokale lækkerier. Det er den restaurant, som Anne fra Hverken fugl eller fisk overtager forpagtningen af den. 1. januar 2015.  Jeg glæder mig til at se hvilke planer, hun har med stedet.






Togturen er på fem smukke km gennem plantage og skov og forbi flere søer med flotte kik. Som barn boede jeg i Horsens og jeg husker en juletur, hvor vi tog med toget på juletur og hentede juletræ. Sidste vogn i toget var lastet med juletræer på tilbageturen. Jeg ved slet ikke om det er noget, toget bruges til mere, men hyggeligt var det.

Restauranten er rigtig hyggelig og indrettet i gammeldags stil med autentiske effekter. Vi købte bare en is, men jeg kiggede indenfor.







Efter togturen gik vi til Midtjyllands Kunstcenter, som også ligger i Bryrup, hvor vi så en varieret udstilling med både malerier, skulpturer og glaskunst. 






Så var vi klar til at tage hul på et nyt skoleår. 

mandag den 25. august 2014

Pyntesyg skemad.


I Frankrig købte jeg nogle bøger på en tankstation. Den ene var en bog om mad, anrettet på små skeer af forskellig slags. Jeg har ikke helt fået oversat bogen for mig selv endnu, men blev vældig inspireret. Jeg har en del små skeer, købt i bl.a Thailand, men i Frankrig fandt vi disse procelænsskeer formet som en fisk.  De kom med hjem og her den anden dag gik jeg i køkkenet og tilberedte en tapaslignende menu til manden og jeg. Jeg beklager den svingende billedkvalitet men aftenlys er ikke det bedste til madbilleder.

Den ene " ske" var med et djævleæg. Djævleæg er egentlig bare et hårdkogt æg, skåret over, blommen vippes ud og røres med cremefraiche, mayonnaise eller hvad man nu synes. Smages til med krydderier efter behov, formes som en kugle og lægges forsigtigt tilbage i ægget. Jeg pyntede med rejer og agurkestrimler, lavet med et juliennejern. Lidt ekstra rejer blev serveret i et lille sort le Creuset krus. 




Den anden " ske" var parmaskinke rullet om en hvid asparges. Hertil en pind med en baby tomat, ostetern og en stykke agurk, skåret som en trekant. Det er et værre pillearbejde men sjovt.




I øvrigt bød menuen på bacondadler, små brød, pinde med ost og vandmelon samt lidt andre småting. Slow-food a la tapas er så hyggeligt en lørdag aften. Især når den ledsages af Asti og en god øl.

Man behøver ikke bruge sådanne serveringsskeer. Man kan tage sine almindelige skeer og få til at balancere på kanten af tallerkenen.
Jeg vil senere vise flere forslag til mad på pyntesyge skeer.

fredag den 22. august 2014

Monets have.

Sig Monets have og de fleste tænker straks på åkandedammen, men Monets have er meget mere end det. Der er blomsterkarsegangen, de mange stauder blandet med sommerblomster og store partier med bla. pelargonier. Jeg har besøgt Monets have før, men en ting, jeg sådan havemæssigt tog med mig ved dette besøg, var at der ikke er store partier af den samme blomst/staude sådan som mange havearkitekter anbefaler for at det ser ud af noget. Farven mere var nøglen til havens arkitektur og den samme sommerblomst og staude var spredt med let hånd ud over de mange bede og optrådte i mange forskellige farvevarianter. Elegant og let at se på. Jeg vil prøve at have det in mente, når jeg dels til efteråret og dels til foråret, skal have omarrangeret mit staudebed.
Til den tid kan jeg så finde billederne frem og blive inspireret. Her er lidt garden-eye-candy. Lidt meget måske, men jeg kunne ikke vælge ud.























Ser det ikke bare dejligt ud?
Jeg er vild med den rødlilla blomst, der ligner en  barberkost, så hvis nogen af Jer kender navnet på den, må I rigtig gerne skrive det. :-)