søndag den 8. juni 2014

Pinsetur, Blåvands Huk.

Efter at have besøgt Kviesø og Pandekagehuset kørte vi videre til Blåvands Huk. Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg bliver altid ramt af ydmyghed lige i det øjeblik, Vesterhavet åbenbarer sig for mig. Det øjeblik, hvor jeg når til den sidste klitrække og ser HAVET. Storslået i al sin mægtighed og så SMUKT.


Der var lavvande igår. Det gav en skøn variation i billedet med områder med sandbanker og vandet, der fanger lyset på en helt speciel måde. Når så himlen var så blå, så blå som den var igår pinselørdag, så bjergtages jeg af naturens farvepalet.



Ved lavvande skabes der fine grafiske mønstre, når de små sten efterlades på stranden og sandet formes af bølgerne.



Ved Blåvands Huk ligger Blåvand Fyr og gamle bunkers.




Efter at have vandret langs stranden gik vi op og fik en is. Der så vi en flot gammel russisk militærmotorcykel. En Dnepr fra 1972. En Dnepr er ikke blevet ændret siden 1930,erne, hvor russerne kopierede BMW´ motorcyklen og dens motorer og  byggede dels Dnepr´en og en der hedder Ural. Herhjemme er det primært  Vestjydsk Uralimport der forhandler og sælger cyklerne. Vi talte med ejerne af motorcyklen. De fortalte, de havde købt den hos denne forhandler og at den havde tilhørt en mand på, der ikke længere kunne køre på den. Det var parrets første længere tur på cyklen, så var spændte på hvordan den klarede det.
Flot var den ihvertfald.


Efter en helt igennem fantastisk dag, vendte vi næsen hjemad, mætte på indtryk, mad og nydelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar