Thailand, jeg glæder mig eller hvordan fotografen kan få moralske skrupler.

 

 

Årets store ferietur går til Thailand. Jeg glæder mig helt vildt meget. Vi har været i Thailand før for  5 år siden. Det var en fantastisk tur, og jeg er sikker på, at det bliver denne tur også. Dengang havde jeg ikke så meget forstand på at fotografere, men gjorde det bare og det kan jeg også godt se på billederne. Vi havde godt nok et spejlreflekskamera, men alt foregik på automatik. Denne gang glæder mig så meget til at eksperimentere, gå manuel og bruge alle objektiver og filtre. Stativet skal også med selv om det vejer 2.5 kg, men vil så gerne have gode aften/nat billeder. Jeg vil også så gerne eksperimenterer med lange lukketider, så der er ingen vej udenom.  Stativet skal med. Så må der mindre af noget andet med.

Vi skal bo et par dage i Bangkok, så med tog videre til Hua Hin hvor vi er i en lille uges tid.  Igen videre med nattog til Ao Nang, hvor vi også skal være i en lille uge, begge steder sydpå. Derefter retur med fly til Bangkok til et par dages overnatning inden det går hjemover.

Sidst vi var af sted tog jeg mange billeder af typiske turiststeder. Denne gang vil jeg "skyde thailiv, dagligdagsliv og mennesker. Der kommer jeg så i et lille dilemma med mig selv. Sidst, vi var derover, så vi en ganske ung pige med sit ganske lille barn sidde på en møgtrafikkeret gade i Bangkok. Hun sad der hver dag og tiggede. Der sad også en krigsveteran, der var frygtelig forbrændt i hele hovedet.  Jeg fotograferede hverken hende eller ham. Jeg havde lyst, men fik moralske skrupler. Jeg tror, jeg er nået dertil, at skulle noget lignende opstå, så spørger jeg. Får jeg ja, så gør jeg det, og giver efterfølgende en god skilling. Måske det så er nok for den dag, og den unge pige, krigsveteranen, den gamle dame osv. kan gå hjem og slippe for at sidde i trafikosen resten af dagen. Men jeg må erkende, de moralske skrupler spøger stadig. Kan jeg tillade mig at udstille deres fattigdom, bare for at jeg kan få et godt billede? Eller kan man sige at når alternativet måske er at sidde der længe for en ringe skilling elle få en god skilling for mit billede, så er det okay. Hmm. Hvad synes du?

Jeg vil også se om jeg ikke kan komme bag om thaiernes meget turistflinke facade og få nogle hverdagsbilleder i et privat hjem. Jeg håber.

Manden skal have sit go-pro videokamera med til fx at filme under vandet. Kunsten for os begge bliver en gang imellem at lægge det hele væk og virkelig se Thailand med de klareste øjne, være nærværende og ikke kun opleve gennem et kamera. Det bliver kunsten.

Jeg håber jeg kan finde balancen, når den tid kommer.
Lige nu glæder mig bare.