Eller rettede, vi fik jo ikke sagt rigtig farvel. Jeg blev ringet op på mit arbejde kl 6.10 for et år siden, den 6. februar 2013. Jeg havde rådighedsvagt og lå og sov, da personalet fra min mors plejecenter ringede og fortalte, de havde fundet min mor død. Det var noget af en chok. Godt nok havde min mor ikke længere et godt liv, sådan set udefra, men der var intet, der tydede på, hun skulle gå bort lige præcis den morgen. Jeg fik ringet til mine søskende, fik vækket alle børn og sendt dem i skole. Hvordan ved jeg egentlig ikke, men det gjorde jeg. Derefter mødtes vi søskende, svigerbørn og børnebørn på plejecenteret og gik samlet ind til min mor. Det blev en lang dag fyldt med tårer, fortællinger, praktiske arrangementer. På mange måder en surrealistisk dag, sådan at sidde i stuen og tale imens min mor lå inden vi siden af. På mange andre måder også en okay dag, for vi var der alle sammen.
Et helt år er gået. Et år uden min mor tilstede til fødselsdage, til vores sølvbryllup, juleaften og i dagligdagen.
Jeg har bundet en buket af lysegule tulipaner og fundet et gravlys frem. Den er ikke perfekt, men bundet med kærlighed. Om lidt vil jeg køre på kirkegården. Jeg vil stå lidt ved graven og fortælle min mor, vi savner hende.
Ja skat. Det er ikke til at forstå at det er et år siden, tiden den går bare hurtig. Og det er stadig mærkelig at hun ikke er her mere. Vi havde sgu da også nogen gode diskussioner engang imellem. Men hun er savnet, håber hun har det godt der hvor hun er. Og husk skat, du har stadig mig.
SvarSlet