tirsdag den 6. august 2013

Genbrug i haven


Vi har ryddet lidt op rundt omkring i haven. Vores have er vel det man kunne kalde kontrolleret vildnis, eller på en god dag frodig, grøn og blomsterrig. Under oprydningen fandt vi et gammelt brændestativ, som vi nok vidste var der, men som vi lige havde glemt. Det er to, ret store ringe med fødder, der var sat sammen med en ring foroven. Man kunne så skille ringene ad og låse dem fast med en krog. I mellemrummet kunne man så stable sit brænde. Håber du forstår, hvad jeg mener! Anyway, nu bruger vi jo træpiller, men jeg synes alligevel ikke stativet  bare skulle smides ud, så jeg bad manden finde vinkelsliberen frem, skille ringene fra hinanden  og save fodpladerne af, så ringene nemmere kunne trykkes ned i jorden.
Som sagt, så gjort.



I bedet, der skiller flisegangen fra græsplanen, har vi guldnælder og enkelte stedsegrønne træer og buske, så ringene blev sat der lidt a-la OL ringene. Jeg hjalp stænglerne lidt på vej, så nu venter vi bare på, de vokser til, så vi får to grønne ringe.
. Jeg ser allerede ringene med lys på til jul. :-) Jeg synes faktisk, det blev rigtig fint og kan lide tanken om at give ting en ny chance. Næste havegenbrugsprojekt er nogle mosaikfliser af en ret stor, gammel blomsterkrukke, der ikke kan mere.  Men mere om det en anden gang.

1 kommentar:

  1. Hvor er det en fin ide...kom til at tænke på hulahop ringe..gad vide hvordan det nu ser ud..
    Skøn blog. Tak for tippet..
    Venligst Grethe fra HAVELIV

    SvarSlet