søndag den 28. april 2013

Broderi med kærlighed


På Pinterest faldt jeg over dette broderimønster,  et håndtegn fra ASL, American Sign Language.  Det var lige til at printe ud og brodere ud fra og da jeg jo bruger tegnsprog på arbejdet, var det jo oplagt.



Jeg broderede med to tråde på det mindste aida stof. Selve hånden bliver ca. 10x8 cm.
Herefter klippede jeg en passepartout i rød og satte det i en ramme på 18x13. At klippe lige er ikke helt min spidskompetence, så tror jeg køber en rigtig passepartout.  Jeg er ved at samle sammen til en ny billedcollagevæg og der tror jeg, det vil passe rigtig fint.

 
På Pinterest hedder jeg Tankeknips. Jeg har "pinnet" hånden under "Stuff I want to make."
Du finder mønsteret her. Der kan du også se de andre ting, jeg har pinnet.
 
Hvad håndtegnet viser? Jo, et I, et L og et Y.  I Love You. Kærlighed i korsting.


White flowers

Jeg har lyst, men ikke luft,  til store udskejelser pt. men kameraet kan jeg jo altid finde frem. På bordet var en buket hvide blomster, som måtte agere modeller for min virkelyst. Det kom der de her billeder ud af.







Kvaliteten af denne slags blomsterfotos, håber jeg meget at kunne opgradere, når jeg rykker ind i mit lille værksted. Der vil jeg have bygget et fotobord, med et lærred til, så overgange udviskes osv. Det bliver så godt, håber jeg.

lørdag den 27. april 2013

Parringsdansen fortsætter.....







Gråspurvene fortsætter deres parringsdans. Man må da håbe, det udmønter sig i en masse æg.

fredag den 26. april 2013

Sæsonens første havebuket i mors kop.




Var simpelthen nødt til lige at komme lidt ud i går. Gik en lille tur i haven, og sørme om der ikke kunne plukkes en lille buket. Lungeurt, Vinca blomster ( liden singrøn) og perlehyacinter kom med ind og blev sat i mors kop.
Nu pynter den på sofabordet.

torsdag den 25. april 2013

Underholdning i sygesengen.

Når man i en tre-fire dage skiftevis har set verden fra sengen, sofaen eller briksen i tv-stuen, kan det være rart med lidt adspredelse. Det sørger de små gråspurve for.

 
 

De sidste par dage har gråspurveparret fløjet frem og tilbage, i fuld gang med at samle redemateriale, så de kan bygge en lun og god bolig til deres unger.

De kræver så også lige det her:


Det var lige før, jeg følte, jeg var ude i noget blufærdighedskrænkelse. :-) Jeg nåede ikke at finde et andet objektiv frem, men synes da, man får fornemmelse af en parringsakt.

Tro det eller ej, men jeg vidste faktisk ikke helt, hvordan fugle parrer sig, for selv om det blev gentaget nogle gange, så gik det utroligt hurtigt. Men Google er min ven, så på netbiologen.dk fandt jeg følgende forklaring:

Parringen indledes ved at hunnen sidder på en gren og vibrerer med vingerne og bagkroppen, hun vender sig væk fra hannen med hovedet og signalerer på denne måde til hannen at hun er klar til parring.

Herefter hopper hannen op på ryggen af hunnen, og ved at krænge kloakåbningerne (protodea) ud og røre ved hinanden så overfører hannen sin sæd til hunnen, selve parringen foregår kun i nogle få sekunder, men gentages mange gange efter hinanden. Hannen slår hurtigt med vingerne for at kunne holde balancen på hunnen, under parringen.

Det var så det! Ikke så meget pjat der. Men underholdende var det.

onsdag den 24. april 2013

Nedslået....


Jeg er nedslået. Slået ned af en virkelig ond virus, der har sat sig i luftvejene. Ved godt sygdom er enhver mands herre, men den behøvede altså virkelig ikke tage bolig i mit hus lige nu. Heldigvis er manden min frisk, så han arbejder ufortrødent videre på mit lille kreative værksted og har fået lagt tag og undertagpap på. Han har fri i fem dage nu, så mon ikke han når langt, men jeg ville altså gerne være med derude. Jeg håber jeg kan nå det, for jeg havde store planer, der også involverede forårsoprydning i have og drivhus.


I dag vil han begynde at male huset udvendigt. Det skal være mørkegråt med hvide vinduer, lige som hovedhuset. Senere tager han af sted for at købe isolering, indvendig bræddebeklædning og almindelig tagpap. Hurra for en aktiv mand. :-)

fredag den 19. april 2013

Arbejdet skrider planmæssigt fremad.




Arbejdet med mit kreative værksted skrider planmæssigt fremad. Tænk sig, manden min, kom tidligt hjem fra arbejde i dag, og gik med det samme ud for at fortsætte byggeriet, så nu er gulvet og de udvendige vægge færdige, vinduesrammerne er sat i og han er så småt begyndt på taget.  Imponerende.
Jeg kan næsten ikke vente.

tirsdag den 16. april 2013

Nu, for helvede.


People of Berlin-
people of the World.
This is our moment
This is our time

En af mine yndlingsbeskæftigelser, er at gå rundt på biblioteket og lade mig friste af titler, bogomslag eller et forfatternavn. Med norske Heide Linde´s bog ( Rosinante 2012) Nu, for helvede, var det omslaget, jeg faldt for.

Bogen foregår i Kongsvinger, en søvnig forstad i Norge, på samme tid som Obama fik Nobels fredspris. Bogen er en mosaikfortælling. Vi følger fire hovedpersoner, som er vidt forskellige steder i sit liv og i forskellige sociale miljøer. Vi følger Terese, forstadskvinde og lærer, der venter sit trejde barn, Lydia, en midaldrende kvinde, der har dronning Sylvia som usynlig veninde, Jessica,  som står for at skulle giftes, og er kommet hjem for at holde en reception i barndomsbyen. Den sidste er tankpasseren Kevin med en passion for Metallica. Personerne er alle forbundne. Kevin har været kæreste med Jessica, hvis mor er Lydia, og Terese kender Jessica fra ungdomsåret.
Bogen foregår på een dag, med fortællinger fra de fire liv flettet ind.

Bogens omdrejningspunkt er, at Terese har fået en hel dag til sig selv. Manden har afleveret børnene og nu kan hun bruge dagen, som hun vil. Angsten for ikke at bruge dagen optimalt, gør hende nærmest handlingslammet og da manden så også ringer og fortæller at skorstensfejeren kommer, går hun nærmest i panik. Hun reflekterer over sit liv med hjælp fra en nabosøn, der prikker til hendes egen utilfredshed og begræde at hun aldrig fulgte sine egne drømme om at læse medievidenskab, men "blot" endte med at blive lærer, og følge manden på hans lægeturnus´er rundt i landet.

Tereses handlingslammende skræk for ikke at bruge sin dag bedst muligt, eller generelt sit liv bedst muligt og gribe de muligheder, vi bliver givet, gennemsyrer alle bogens skæbner. Tabte drømme og muligheder, liv der passerer, andres beslutninger, lappeløsninger osv. I modsætning hertil står politiassistenten, der er tilfreds med sit liv og som dagligt frydes over den fjernbetjente garageport og den hjemmegående kone, der tilfredsstiller hans behov. Men også han kommer til at reflektere over, at ikke lige fik købt det armbånd til konen eller den nye seng, som de ærlig talt har fortjent, endsige får sagt til konen hvor meget han sætter pris på hende. Han beslutter sig for at gøre det i morgen og ved I hvad? Jeg tror faktisk han får det gjort. :-) Det efterlader håb for handling.

Bogen er underholdende, men maner også til eftertænksomhed og refleksion. Forfatteren kan sit håndværk og skifter fx sprog og tone alt efter, hvem der er i fokus og der er mange gode sætninger med referencer til både Metallica, tidens trends, og Obama.  Bogen er på knap 400 sider. Det kan lyde af meget, men sproget er underholdende og der et godt flow i historien, og jeg oplevede ikke bogen som langtrukken.
Jeg synes omslaget er genialt, Nu, for helvede, broderet med korsting, et håndværk, der i hvert fald tager tid.

Du skal læse Nu, for helvede, hvis du kan lide en underholdende bog med bidi, sprolige lækkerier og indblik i en nutidig hverdag.

And change cannot happen if we go back to the way things were,
It can´t happen without you,
without a new spirit of
sacrifice

 

torsdag den 11. april 2013

Den stolte svane.



 Svanen ved Lillebælt puster sig op,
 undrer sig over, hvor solen blev af,

 Savner måske en mage,
 som den slå følge med i solrige dage.

Alt godt kommer til den, der venter.

tirsdag den 9. april 2013

Nelliker i godt selskab.





Jeg var i Bilka i lørdags og sørme om de ikke havde dejlige blomster på tilbud. En flot buket roser til 15 kr. og 20 stilke tofarvede nelliker til 20 kr. Så er der råd til at flotte sig og fylde vaserne op. Det kom der blandt andet disse to arrangementer ud af. 

mandag den 8. april 2013

Så kom vi igang.....

Her i weekenden kom vi endelig i gang med at bygge mit kreative værksted. Vi knoklede med at rydde området for planter og jeg skulle hilse og sige at cotenaster har lange ranker med genstridige rødder. Men væk kom de.
Nu er sokkelstolperne gravet ned og sokkelrammen eller hvad sådan noget nu hedder, bygget. Næste skridt er at få smidt lecakugler ud til isolering i bunden, inden strøer til gulvet lægges på og så et lag flamingo til isolering igen.  Jeg skal jo nødig fryse mine fødder.  :-)



Hvem skulle tro, at der ligger en hel weekends hårdt arbejde for at nå så langt.

Jeg har i øvrigt kig på et mini solcelleanlæg til at lave strøm til huset. Har surfet lidt rundt på nettet og set et anlæg beregnet til fritidshuse, kolonihaver og både. Prisen ligger på omkring 6000 incl. en inverter, som laver solenergien om til 230 wolt.  Hvis nogen af Jer har forstand på den slags, modtages anbefalinger med tak.

En lille rød traktor.

 

 


 
 
 

Når nu naturens palet stadig maler med afdæmpede farver, er det da forfriskende at møde sådan en traktor på sin vej. Sikke en skøn farve, også på sædet.

Efter hvad jeg kan læse mig frem til på nettet, er traktoren en danskproduceret traktor, som stammer fra Kalundborg, bygget af et firma, der udsprang af et motorfabrik, der blev startet af Jens Bukh og Johannes Gry i 1904. I 50´erne begyndte firmaet at producerer traktorer og det ser ud til at denne model 403 er fra sidst i 50´erne.  Den er flot restaureret og dejligt at se en over 50 år gammel traktor i brug på marken.

Det må siges at være dagens splash of colour.

søndag den 7. april 2013

Mønstrede gavekuverter.


Jeg har efterhånden samlet en del papir i mange forskellige mønstre, i blokke, ruller og ark. Da jeg godt kunne lide formen på en kuvert, vi bruger inde på arbejdet, prøvede jeg at lirke en op og bruge den som skabelon til gavekuverter for at bruge noget af mit papir. Det fungerede fint. Printede den også op og ned i størrelse på min printer, så jeg havde forskellige størrelser.






Jeg tænker, de kan lukkes med noget dobbeltklæbende tape eller jeg kan lave et lille hul med hultangen og så binde med et bånd.
Jeg vil bruge dem små gaver som fx smykker eller som en slags til og fra kort med et lille brev i. Endelig kan de jo påklæbes adresselabels og sendes som farverige breve. Synes selv, de blev rigtige fine.

fredag den 5. april 2013

Jeg har fået en gave...




Som jeg skrev om her, så får jeg snart mit eget lille kreative værksted. Det ved min kollega godt, så som en ekstra ting for nogle print af nogle af  disse billeder, havde hun kreeret denne sten til mig, samt givet mig et gør-det-selv- kit, så jeg selv kan forsøge mig ud i kunsten at male på sten.

Jeg synes, stenen rigtig flot og glæder mig til at placere den foran min lille hytte.
Tak Helle.