søndag den 23. december 2012

Konfekt og karamelkogeriet


Idag har der været gang i gryderne. Jeg har været alene hjemme det meste af dagen, da manden min var ude at flytte rundt på lidt sne i Fredericias gader. Han er gået i seng for længe siden, så sidder helt selv og fordøjer dagen med lidt stille julemusik.
Igår købte jeg en magasin-sampak i Netto og deri var et Isabella blad fra sidste år. I bladet var der en opskrift på at koge karamel af kondenseret mælk og da min søster for nylig havde spurgt om jeg vidste, hvor man kunne købe det, kom jeg i tanke om, at jeg da havde to dåser i skabet.


De blev hevet frem, den ene sat over at koge. Dåsen skal koge, dækket af vand hele tiden i mindst tre timer, køle helt af og ser så sådan ud.


Omdannet til den fineste karamel, som kan spises som den er, til fx is, men kan også bruges til forskellig konfekt.



Jeg havde nogle foliehjerteforme. I dem hældte jeg en god smeltet chokolade, men kun så de lige havde hjerteformen. Lod det stivne, hvorefter jeg puttede en lille kugle af karamellen. Karamellen sidder godt fast alle vegne. Herefter fik hjerterne et låg af chokolade og de blev drysset med guldstøv. Jeg brugte ca 150 gram chokolade.
Der var masser af karamel tilbage, så udstak nogle marcipancirler, hvorpå jeg igen lagde en kugle karamel, marcipanlåg på og så blev de dyppet i chokolade.

Af den anden dåse kondenseret mælk, lavede jeg karameller med citron og lakridspulver ud fra en opskrift på denne blog, Chocolat. Dog blev mine kugler overtrækket med hvid chokolade.

Den chokolade, der var til rest, blev også anvendt. I den mørke, blev en håndfuld rosiner vendt rundt og så lagt på bagepapir. I den hvide en håndfuld mandler og en skefuld lakridspulver.

Se, sådan kan man hurtigt få sig lavet lidt lækkert. Måske ligner det ikke det fineste sirligste konfekt, men smagen fejler ikke noget. Jeg har prøvesmagt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar