onsdag den 12. december 2012

Julebag.


Idag blev der tid. Tid til julebag, tid til hygge og tid til at gøre det, man havde lyst til. Næsten da, hvis vi ser bort fra et enkelt møde her til aften.
Manden min afspadserede idag, så der blev hygget og bagt. Her i huset bager vi kun to slags småkager. Vaniliekranse og Håkonskager. Begge efter opskrifter fra Bo Bedres julebog anno 2003.


Der er ikke så mange, der kender Håkonskager, så opskriften får du lige her:

200 gram blødt smør
90 gram flormelis
75 gram ren rå marcipan
1 flækket vaniliestang
knap 250 gram mel
Endvidere:
1 sammenpisket æg
rørsukker ( demerarasukker eller anden mørk sukker)

Rør smørret cremet med flormelis, revet marcipan og vaniliekorn. Tilsæt mel og ælt hurtigt dejen sammen. Lad hvile koldt i en halv til en hel time. Derefter formes dejen til ca 2 ½ cm tykke ruller, som svøbes ind i husholdningsfilm og lægges i køleskab evt. til næste dag. Tril hver rulle først i sammenpisket æg, og dernæst i rørsukker. Skær den i 4-5 mm tykke skiver, og læg dem på bagepladen, ikke for tæt, de bliver lidt større. Bag ved 175 grader i 12-15 min, de skal blive let gyldne. Lad de bløde kager afkøle på en bagerist og læg dem i en kagedåse, når de er blevet kolde og sprøde.





Håkonskagerne smager lidt kransekageagtigt, men har stadig småkagens sprødhed. Siden vi bagte dem første gang for ti år siden, har de været en del af vores jul.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar