lørdag den 15. december 2012

Foldede juletræer.


På facebook findes en side, der hedder Thousand creative ideas, hvor alle kan lægge billeder op af ting, man har kreeret. Der var en, der havde lagt nogle foldede træer op, dog uden vejledning.
Jeg har en kreativ og kvik kollega, der lige kunne se hvordan, træerne var foldet, så til julefrokosten på arbejdet blev der foldet en del træer. De var dog større end den, jeg har foldet her og havde også kun tre lag.

Til mit træ startede jeg med at klippe et kvadrat på 10x10 cm, den næste 9x9 cm, 8x8 cm, 7x7 cm, 6x6 cm, 5x5 cm og sluttede af med en på 4x4 cm og havde så ialt syv stykker papir. Papiret må ikke være for tykt, så kan det være svært at folde. Jeg har brugt origamipapir, gavepapir, tyndt printerpapir, alt kan i princippet bruges, bare det ikke er for tykt.


Så skal papiret foldes. Først til en trekant på hver led, så lige over, så på skrå osv, til de fremkommer en masse foldelinjer.


Der er de fire store foldelinjer, og der indimellem er der linjer, der så foldes indad, så du ender med at papiret kan stå af sig selv. Det er ligesom hver anden, der går udad og hver anden der foldes indad. Prøv dig frem med et stykke almindeligt hvidt papir, til du har teknikken.

Når du har foldet alle stykkerne, sættes de oven på hinanden, så der dannes et træ. Man kan vælge, at de følges ad i folderne, eller sætte dem forskudt.
Man kan også vælge at stikke en pind igennem og putte perler imellem hvert stykke papir, så bliver de højere og med mere luft imellem.


Her har jeg sat træet i en glasklokke, købt i Føtex til 30 kr for fjorten dage siden. Her fredag kostede de kun 15 kr, så der røg lige en mere i indkøbskurven. Jeg synes ting præsenterer sig flot under glastag.

Håber du har lyst til at prøve at folde et træ. Tror jeg vil folde en hel skov til julebordet i grønne og hvide papirer.

God fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar